»Næsen er god nok, men hovedet er ikke«

En amerikansk skuespiller anklager plastikkirurger for skrupelløst at tage penge fra psykisk syge, der lider af fysisk selvlede. 13 pct. af patienterne burde se en psykolog i stedet for en plastikkirurg, siger rapport.

Skuespiller  Reid Ewing går til angreb på plastikkirurger, som han mener udnytter psykisk syge. Foto: Vincent Sandoval
Læs mere
Fold sammen

SANTA FE: Reid Ewing er for skuespil, hvad Bornholm er for dansk geografi. Konstant i fare for at falde af landkortet og ofte fejlplaceret, men ikke desto mindre en kendsgerning.

Ewing har optrådt i fastfood-reklamer og spillet med i en række ernæringsfattige TV-serier, og han har været mest kendt for at være åben om sin homoseksualitet. Men i sidste måned vakte han for alvor opmærksomhed. For i en klumme hos Huffington Post afslørede han, at han led af BDD, og dermed brød han et moderne tabu.

»BDD« er en forkortelse for »body dysmorphic disorder,« og det er en lidelse, hvor patienten er besat af påståede fejl i sit ydre og vil gøre hvad som helst for at få ændret fejlene.

Og sådan var Reid Ewing. Han troede, at hvis han bare fik endnu en plastisk operation, så ville han ligne Brad Pitt, skriver han i Huffington Post. Men efter hver operation blev han bare mere skuffet. Resten af verden så ham måske som førsteelskermateriale, men når han så sig selv i spejlet, så han en grimrian, og det skortede aldrig på plastik-kirurger, som gerne ville tage hans penge.

Han turnerede rundt mellem fire forskellige læger, han fik foretaget en halv snes indgreb, han fik fikset sin næse, sine kindben, sin hage, tilbage til næsen igen, og aldrig nogensinde var der en plastikkirurg, som sagde til ham: »Hør, kammerat, du har andre problemer end dit ydre, og dem skal du tale med en psykolog om.«

Ewing gik i 2012 ned med depression og ekstrem selvlede og kom i psykologisk behandling for BDD, skriver han, og det har hjulpet – i modsætning til operationerne. Han står frem nu, fordi han så en af sine kirurger fede den på TV, og han vil give plastikindustrien modspil, skriver han.

»Skyder dig«

Hans indlæg har sat gang i en debat og selvransagelse hos industrien, skriver sundhedsmagasinet Stat, og selvransagelsen skyldes ikke kun patientmedfølelse, men også egeninteresse.

En plastikkirurg, Ira Papel, fortæller, hvordan han gennemførte en succesfuld næsekorrektion på en patient, og bagefter kom patienten tilbage. Næsekorrektionen var ikke, hvad han havde forventet, og nu stod han i venteværelset, iklædt frakke og med pistoler i begge lommer, sagde han, og han truede med at skyde Papel.

Politiet kom og fik talt situationen til ro, men Papel har stadig mén af episoden, siger han til Stat, og han mener, at patienten formodentlig led af BDD – hans problem var ikke næsen, men hovedet, og uanset antal og udfald af korrektioner, ville han være utilfreds. Det har nu fået Papel til at indføre psykologisk screening i sin klinik, så han kan undgå BDD-patienter – for deres egen skyld og for sin egen.

Læs også: Fedtsugninger slår rekord - så mange danskere fjerner fedtet

En anden plastikkirurg, Angelica Kavouni, er enig. Hun fortæller til Stat, at hun fejlagtigt kom til at operere på en patient med BDD, og det førte til »en stormflod af telefonopkald, e-mail og krav om flere konsultationer.«

»Den slags patienter er tidrøvere og tager al ens energi,« siger Kavouni, som også er begyndt at screene sine patienter med et psykologisk spørgeskema.

»Monstermaske«

Men hvor stort et problem er det?

Et overraskende stort problem, hvis man skal tro statistikken. I både USA og Storbritannien lider omkring en pct. af befolkningen af BDD, siger myndighederne, og dermed er der flere, som lider af BDD end af anoreksi og skizofreni, skriver det britiske onlinemagasin Dazed. Dazed og andre medier beskrev i forrige måned en kunstner, Leigh de Vries, der som et led i en udstilling og en film i tre måneder valgte at gå rundt med en plastikmaske, som viste, hvordan hun så sig selv. Masken forvandlede hende til et tegnefilmsmonster, og »sådan ser jeg mig selv. Jeg forestiller mig altid, at børn begynder at skrige højt, når jeg går ud på gaden,« siger hun til magasinet.

Hun håber, at udstillingen og filmen vil få BDD-patienter til at søge hjælp i stedet for selvlede og plastikkirgurgi.

Læs også: Balladen om et ansigt

Og mange af dem gør uden tvivl det sidste, viser to videnskabelige undersøgelser. I den ene – i Aestethic Surgery Journal – siger 84 pct. af amerikanske plastikkirurger, at de har opereret på patienter, som formodentlig led af BDD, og at 82 pct. af de pågældende patienter var utilfredse med resultatet. En anden undersøgelse – offentliggjort i Jama Facial Plastic Surgery – fastslår, at 13,1 pct. af alle plastikkirurgiske patienter viser tegn på BDD. Med andre ord: Mellem hver syvende og ottende plastikkirurgiske patient ville formentlig være bedre hjulpet ved at søge hjælp hos en psykolog eller psykiater.

Eller som Reid Ewing opfordrer til i sin klumme hos Huffington Post:

»Før du beslutter dig for at ændre dit ansigt, bør du måske overveje, om det er din hjerne, som skal have en hjælpende hånd.«