Når præsidenten er en diagnose

Alle gode ting får desværre en ende, og forleden tog jeg afsked med den ejendom, jeg har boet i fire år i Washington DC. De sidste to måneder i USA har jeg dels ferie, og dels vil jeg opholde mig andre steder end lige i USAs udskældte hovedstad for at skrive om andre ting end de politiske rævekager, der sker i denne fascinerende by.

Så det er et farvel til den mest intense by i USA – den mest politiske, den mest indspiste og den mest elskelige på trods af den politiske naivitet, der også er byens kendetegn. Mange af indbyggerne lever nemlig i en osteklokke af politik og mener i fuld alvor, at de udgør »normalen« i USA, og at alle andre bare må indrette sig efter den måde, washingtonerne lever på. Derfor var Donald Trumps valgsejr også en overraskelse ikke kun for demokraterne, men så sandelig også for republikanerne. De måtte sluge de samme kameler, da Trump vandt, som demokraterne.

Republikanerne i byen havde det dog værre. De måtte pludselig vende på en tallerken for at finde en grimasse, der kunne passe i den nye situation i håb om stadig at have et job. Demokraterne kunne nøjes med at grave sig ned og bilde sig ind, at det hele er en misforståelse. De arrangerede store demonstrationer og strikkede lyserøde huer i et forsøg på at genskabe normaliteten i håb om, at Trump gik væk af sig selv. Republikanerne var derimod fanget i Dantes helvede, hvis man skal tro nogle af mine republikanske naboer.

Carolyne – en af mine mange naboer – er en elskelig person med et skarpt blik for folk. Nede i motionsrummet mødte jeg hende en af de sidste dage, jeg var i bygningen. Den stolte dame var på løbebåndet og gik i rask tempo. Jeg tog maskinen ved siden af. Den amerikanske tv-station havde en direkte pressekonference med Trump. »Han holder to måneder,« sagde hun og pegede op på tv-skærmen, hvor Trump var ved at fornærme en eller anden i USA. »Jeg kan kende tegnene. Han går ned psykisk hurtigere end normalen. Han har slet ikke det i sig, der skal til for at overleve i Washington,« sagde hun, som selv havde overlevet alt i de sidste 50 år i byen og set folk, der gik ned. »Enten falder man til i Washington. Eller også dør man. Han dør,« sagde hun.

Få dage inden mødte jeg en anden nabo i garagen. »Trump er narcissist. Han scorer ni ud af ti på den narcissistiske skala,« sagde vedkommende, der normalt laver profiler på massemordere hos det amerikanske forbundspolitik, FBI. »Jeg har lavet forskellige målinger på ham, og han er den mest narcisistiske person, jeg nogensinde har målt. Ikke engang studieværterne på de store tv-stationer er i nærheden af ham,« sagde vedkommende. Det sidste gik rent ind hos mig.
Som tidligere chef i DR havde jeg mødt studieværter, som både var søde og sjove og begavede. Narcissister? Jeg vil sige det på den måde, at journaliststanden generelt scorer pænt højt på den skala, uanset hvilken jobfunktion vi har. Men det fortalte jeg ikke vedkommende.

Få dage efter, at flyttebilen havde hentet mine møbler, der skulle retur til Danmark, kørte jeg sydpå for at ordne nogle toldpapirer. I den sydlige del af Virginia – i Norfolk-området – er man ikke helt så politisk naive som i DC. Man interesserer sig ikke for diagnoser. Man er langt mere konkret i sin vurdering af folk. Især ude på landet, hvor washingtonerne sjældent kommer.

Der flyder det nemlig med folk, der ikke har råd til at få en diagnose hos deres terapeut, men ifølge washingtonerne godt kunne trænge til det. Her i hjertet af USA interesserer man sig mere for nye arbejdspladser, som, den nye præsident har lovet, vil komme. Om Trump er idiot, narcissist eller noget helt tredje, er sagen uvedkommende. Han er velkommen, bare han skaffer arbejdspladser, for virkeligheden er bare mere konkret uden for Washingtons beskyttende mure af kammerateri.

»Han gør det godt,« sagde min sidemand i baren på hotellet en aften, da jeg hang over en øl for at fordøje, at mit liv i USA var ved at være slut. »Hvem,« spurgte jeg desorienteret. Der var kun min barven, bartenderen og så mig i lokalet. »Trump,« sagde han og pegede på TV-apparatet bag mig. »Han har virkelig udrettet noget de første 11 dage i embedet,« sagde min nye ven.

»Men han er svært glad for sig selv,« forsøgte jeg uden sætte en diagnose på Trump.

»Ja, han er selvsikker, og alle frygter og respekterer ham. Læg mærke til, hvordan han allerede har forandret USA. Hele verden er for første gang ved at få respekt for USA igen,« sagde min nye ven.

Og i løbet af kort tid kunne manden opremse de mange successer, Trump allerede har haft. Med de præsidentielle ordrer og dekreter og med systematisk at gå efter de ting, han lovede i valgkampen. Muren mod Mexico. Stop for indvandring fra muslimske lande (på det tidspunkt stadig et uafgjort spørgsmål), skrotning af handelsaftalen på tværs af Stillehavet og en række samtaler med fremmede statsledere, som viste, at Trump ikke lod sig skræmme, men mente det, når han sagde »Make America Great Again«.

Uden for Washington ser man positivt på Trump. I DC venter man på, at han bryder sammen, eller at han bliver så sindssyg på Twitter, at Republikanerne henter en tåget paragraf frem for at få præsidenten indlagt på en psykiatriske afdeling. Det sidste sker ikke. Men forskellen mellem land og by i USA er slående og har været det hele tiden. Ingen har bare erkendt det, før Trump for 18 måneder siden bebudede, at han stillede op som præsidentkandidat for Republikanerne.

Så jeg glæder mig til at komme væk fra Washington, Min største udfordring efter fire år bliver ikke at se efter »diagnoser«. Men at lytte efter, hvad de rent faktisk siger. For det kan være det, der kommer til at forandre USA mere end hvem, der er noget i Washington.

Kristian Mouritzen er Berlingskes korrespondent i USA