Når politifolk ser sort, ser de fare – og så skyder de

Det er nemt at pege fingre ad hvide betjente og kalde dem racister, men det er værd at erindre, at de ikke kommer ud af ingenting. De blev ikke født som 25-årige i uniform.

De fleste i Baltimore ventede bare på reaktionen, efter at den 25-årige sorte Freddie Gray døde i politiets varetægt midt i april. Den kom natten til tirsdag, da byen blev hærget af de værste uroligheder siden mordet på Martin Luther King i 1968. Foto: Drew Angerer
Læs mere
Fold sammen

Politibetjent Jesse Kidder var sidste uges helt. Hvorfor? Fordi han stod over for en rasende mand, en voldelig mand – og han valgte ikke at skyde ham.

Dramaet udspillede sig i en lille by i Kentucky, og det blev fanget af betjentens kropskamera. Manden var mistænkt for at have dræbt sin kæreste, og Kidder konfronterede ham. Manden nægtede at overgive sig og løb fnysende mod Kidder og råbte: »Skyd mig, skyd mig ...«

Kidder fortalte til NBC TV, at han så, at manden havde sin ene arm i bukselommen, hvor han formentlig havde en pistol. Men Kidder skød stadig ikke. »Jeg skyder dig, hvis du ikke skyder mig,« råbte manden, men Kidder skød stadig ikke. Manden ramlede ind i betjenten, de faldt begge til jorden, og først i det øjeblik tænkte Kidder, at nu kunne det blive nødvendigt.

»Jeg tænkte: Hvis han får overtaget, vil jeg være nødt til at skyde ham,« fortalte betjenten til NBC. Men i det samme kom forstærkning, manden blev anholdt, og det blev en solstrålehistorie i flere medier:

»Betjent viser. hvordan man undgår at bruge dødelig vold«, lød overskriften hos det ofte politikritiske ThinkProgress.

Det er en solstrålehistorie, men med en vigtig, uoplyst oplysning: Kidder var hvid, og det var den rasende mand også. Hvis manden havde været sort – hvad så?

Jesse Kidder virker som gjort af et særligt stof, en marineinfanterist med kamperfaring fra Irak, og lad os sige, at han ville have gjort det samme, hvis manden var sort. Men det er et svar med en klud i munden på den nærmeste fortid, for den fortæller en anden historie, som professor Donna Murch sagde i en opsigtsvækkende forelæsning i sidste uge.

Når politifolk ser sort, ser de forbrydelse. Når politifolk ser sort, ser de fare – og så skyder de. Det er læren fra Oscar Grant til Tamir Rice, fra Sean Bell til Michael Brown, sagde hun.

Den sorte TV-vært og forfatter Tavis Smiley havde samme udlægning, da han i forrige uge på The Daily Show forklarede, hvorfor en hvid betjent skød en sort mand i North Charleston. Betjenten så sort, og han så forbrydelse og fare. Han så forbrydelse og »skød ham otte gange i ryggen, mens han flygtede«. Og han så fare og var »så bange for en sort mand, at han lagde selv en død mand med otte skud i ryggen i håndjern«.

Det er slemt nok, siger Murch og Smiley, men hvad værre er – samfundet har indtil nu fundet sig i det, som en ny undersøgelse fra Bowling Green State University også bekræfter. Siden 2005 har der officielt været mellem 400 og 500 politidrab om året, men det er en håbløs undertælling, siger FBI, som foretager opgørelsen.

Politidistrikterne skal ikke indberette den slags sager, og såkaldt crowdsourcede opgørelser tyder på, at tallet er op mod dobbelt så højt. For eksempel viser en af den type opgørelse, at der sidste år var 1.098 politidrab, og uanset optælling har der siden 2005 været flere tusinde politidrab.

Men den nye opgørelse viser, at kun 54 betjente er blevet sigtet for at have skudt en person og kun 11 dømt. Anklagemyndighederne har simpelt hen været uvillige til at føre sagerne, viser rapporten, og som forfatteren, professor Phillip Stinson, siger til Washington Post:

»At sigte en betjent efter en dødelig skudepisode – det kræver noget, der er så ekstremt, så helt ud over alle grænser, at det ikke kan bortforklares på nogen rationel måde.«

Nu er det nemt at pege fingre ad hvide betjente og kalde dem racister, men det er værd at erindre, at de ikke kommer ud af ingenting. De blev ikke født som 25-årige i uniform. De kommer ud af et samfund, hvor hvide politikere siden Richard Nixon i 1968 har ført en hviskekampagne om frygten for sort.

I 1988 appellerede George Bush direkte til den frygt med sin berygtede reklamekampagne mod den sorte voldtægtsmand Willie Horton, som Peter Baker skrev i går i New York Times. Og præsident Clinton høstede hvide stemmer på at skærpe straffene og ansætte flere tusind nye betjente og institutionalisere et system, hvor sorte havde seks gange så stor risiko for fængsel som hvide, og hvor én ud af tre sorte mænd statistisk set endte i fængsel.

Og der er få andre forklaringer end hvid frygt for sorte, når man skal forklare, hvorfor USA ind til 2010 opererede med et særskilt straffesystem for kokain og crack. Og at straffen for crack var 100 gange hårdere end for kokain, målt efter kvantum. 90 pct. af brugerne af crack er sorte, mens brugerne af kokain overvejende er hvide.

Det er den virkelighed, som de hvide betjente repræsenterer, og det er den virkelighed, som anklagemyndigheden og nævningene har sanktioneret. Men det er også den virkelighed, som nu krakelerer – og som er endnu et eksempel på den store omstilling i Obama-årene.

USA har en sort præsident og en sort justitsminister, men vigtigere: USA har en politisk tankegang, som er mindre hvid mod sort. Det var et flertal i Kongressen, som i 2010 ændrede 100-til-1-misforholdet mellem crack og kokain, og i dag »erkender kandidaterne hele vejen over det ideologiske spektrum, at tidligere ledere gik for vidt«, skriver Peter Baker.

Demonstrationerne i Ferguson, i North Charleston og Baltimore repræsenterer opgøret med den nixonske virkelighed og omstillingen til en ny, og som Donna Murch sagde i sidste uge: Læren fra demonstrationerne er, at det betydende USA er med i opgøret. Og urolighederne i Baltimore, nogle smadrede vinduer og en væltet bil ændrer ikke ved det. Omstillingen vinder, tidslommen af frygt taber. Og ganske sigende, ganske symbolsk, er Jesse Kidder øjeblikkets helt:

En hvid betjent, som holder fast i sin pistol, men som til syvende og sidst er så sikker på sig selv, at han ikke behøver at skyde.