Når man ikke vil kendes ved Donna og Eliza og Mary

En gang om ugen reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter eller en af redaktionens øvrige medarbejdere over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge er Kristian Mouritzens identitet på langfart – uden Kristian Mouritzen.

Brevet kunne lige så godt være røget direkte i papirkurven. Men et eller andet fik mig til at stoppe op og åbne det. For udenpå lignede det et af de tilbud om nye kreditkort eller nye lån, som ligger i ens postkasse i USA med jævne mellemrum.

Men denne gang var det alvorligt. Det var fra et firma, der hedder Experian. En virksomhed, der opbevarer ens identitetsnumre, som de har modtaget i forbindelse med en kreditvurdering. Sådan en skal man igennem, hvis man eksempelvis skal være kunde hos et mobiltelefonselskab. Det er vitale oplysninger, der er tale om. Ens social security-nummer – et slags personnummer i USA. Nummeret på ens kørekort foruden ens adresse og telefonnumre og oplysningerne om ens pas. Alle disse oplysninger, som er strengt private, og som – hvis de misbruges af kriminelle eller terrorister – kan bruges til at skabe en helt ny Kristian Mouritzen med nye adresser, telefonnumre og for så vidt også med nye kreditkort og en ny identitet. I princippet kunne der løbe hundredevis rundt derude med min stjålne identitet og optage lån og rejse på falskt pas eller endnu værre – begå forbrydelser.

»Vi beklager meget, men vi er blevet hacket, og i den forbindelse er dine oplysninger faldet i forkerte hænder,« lød beskeden i brevet. Og så var der en lang række henvisninger til, hvad man så skulle gøre for at sikre, at man i det mindste kunne forsøge at bremse et misbrug af ens identitet, før det gik helt galt.

Man kan så trøste sig med, at i den her forbindelse var der knap 14 mio. andre, der i samme omgang havde fået deres personlige oplysninger kompromitteret. Så risikoen for, at netop min identitet ville blive kopieret, var ikke helt så stor. Troede jeg.

Så kom der et brev fra mit telefonselskab. Det var dets oplysninger, Experian havde opbevaret. Direktøren for T-mobile var selvfølgelig brødebetynget, hvad han sådan set havde god grund til at være. For han risikerer et sagsanlæg, hvis folks identitet virkelig bliver udnyttet. Men som et plaster på såret kunne man få en identitetsbeskyttelse ganske gratis. En af den slags beskyttelser, der advarer én, hvis en person med éns navn forsøger at hæve penge eller få et nyt kreditkort eller et pas.

Gæt, hvem der skulle stå for den del af festen. Rigtigt gættet. Experian. Selskabet, hvis servere åbenbart ikke var gode nok til at holde på hemmeligheden i første omgang. Men eftersom det var gratis, og et andet selskab ville flå én for den samme »service«, så valgte jeg Experian til at beskytte mig igen.

Men det krævede selvfølgelig, at jeg gik ind og oprettede mig som kunde i selskabet ganske gratis. Og det gik sådan set fint. Ingen problemer i det. Indtil jeg kom til den alenlange række af spørgsmål, jeg skulle igennem. Hvor længe jeg havde boet sammen med Mary, lød det første spørgsmål. Intet efternavn. »Vivian, kender vi en Mary,« råbte jeg fornøjet til min hustru, fordi jeg anså det for at være et af den slags spørgsmål, der måtte være et trickspørgsmål. »Kender hende ikke,« svarede jeg, som sandt var. Derefter havde jeg åbenbart været gift med en, der hedder Eliza. »Vivian, kender vi en, der hedder Eliza,« spurgte jeg. Nu var jeg langsomt ved at blive lidt mere anstrengt i stemmen. For jeg kendte ikke damen. Næste spørgsmål. »Hvornår havde jeg boet sammen med »Donna?« Den eneste Donna, jeg kunne komme i tanke om, var en dame, der serverede kaffe for mig i South Carolina på en Diner. Grunden til, at jeg kunne huske det, var, at jeg dengang tænkte på en tegneserie, mine børn engang havde set med superskildpadder, hvor den mest kloge af slagsen hed Donatello. Og så kaldte Diner-Donna mig konsekvent for »sweetheart«, hvilket jeg jo selvfølgelig lappede i mig. Kryds i feltet »kender ikke damen«, hvilket altså var en halv sandhed.

Og så kom næste række af spørgsmål. Hvornår jeg havde boet i San Diego? »Aldrig«. Hvornår jeg havde boet i San Francisco? »Aldrig«. Hvornår jeg havde boet i Washington D.C.? Endelig et spørgsmål, der kunne besvares med et ja, hvis ikke det var for et nyt spørgsmål. Min bopæl skulle ligge på Florida Avenue. Og der havde jeg heller ikke boet.

Endelig nåede jeg til sidste side i det elektroniske spørgesskema, som bestod i en bekræftelse af, at jeg var mig, og alle andre ikke var mig. Men hvem var Mary, Eliza og Donna? De to sidste navne lød som nogle af dem, der normalt forsøger at blive venner med mig på Facebook sidst på aftenen – den slags kvinder, min kone advarer mig mod. En opringning til firmaet gav mig intet svar. »Det er blot nogle navne, der dukker op i forbindelse med dig,« sagde den venlige telefondame. Men hvorfor? En gåde, især fordi at misbruget af mit navn højst kan have fundet sted i ganske få måneder. Så mit alter ego må have været en hurtig mand.

Nu har jeg opgivet at finde svaret. Jeg håber blot, at min identitet ikke for alvor bliver misbrugt. Og i mellemtiden kan jeg tænke over, hvad Eliza, Mary og Donna foretager sig nu. Sidder de et eller andet sted og undrer sig over, hvorfor Kristian Mouritzen ikke vender tilbage til dem. Sidder de ligefrem og savner mig (ham). Og hvordan har han set ud? Livet er fyldt med gåder. Og mit liv er på nippet til at blive en af dem.