Når kikærter fremmer forståelsen

Hvis man bænker en catalansk separatistleder og en andalusisk familie sammen ved et veldækket bord, bliver de måske ikke enige. Men de kan faktisk godt tale sammen, viser et TV-program med tårnhøje seertal.

Godt fire millioner kiggede med, da catalanske separatistleder Oriol Junqueras og et TV-hold dukkede op til en familiemiddag hos 74-årige Eugenia Parejo i en landsby nær Sevilla. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Antipatien mellem Spaniens to folkerigeste regioner er udtalt og gensidig:

Når visse catalanske politikere hævder, at »spanierne stjæler fra os«, henviser de ofte og uden omsvøb til de mange andalusiske landarbejdere, som – angiveligt – fiser den af på dagpenge det meste af året og kun bestiller noget under olivenhøsten. Omvendt svulmer halspulsåren også hos mange ellers fordomsfri sydspaniere faretruende op, hvis man spørger til de »usolidariske«, »pengegriske« og samtidig »humørforladte« catalanere.

Sådan har det i nogen grad altid været. Men stemningen er ikke blevet bedre, efter at løsrivelsesprocessen i Catalonien har taget fart. Og med få uger igen før catalanerne – medmindre den spanske forfatningsdomstol forhindrer det – skal stemme om uafhængighed ved en vejledende folkeafstemning, var ideen i al sin enkelhed genial.

TV-journalisten Jordi Évole havde i forbindelse med et af sine populære aktualitetsprogrammer forleden overtalt den kradsbørstige separatistleder Oriol Junqueras fra partiet Esquerra Republicana til at deltage i en familiemiddag med efterfølgende debat i en landsby nær Sevilla. Det kunne kun blive godt fjernsyn, som man siger i branchen. Hvilket det også blev, men formentlig på en anden måde end de fleste havde forestillet sig.

Sympatisk betonblok

Godt fire millioner kiggede med, da Junqueras og TV-holdet dukkede op hjemme hos 74-årige Eugenia Parejo, der samtidig havde besøg af sine børn og svigerbørn. Og da en omgang af egnsretten cocido andaluz var skyllet med catalansk vin medbragt af separatistlederen, gik det løs med den ærkespanske konversation, der er kendt som la sobremesa (efter-bordet).

Også her blev der gået til biddet, og en af sønnerne betegnede efterfølgende Junqueras som »en betonblok« over for argumenter mod en uafhængig catalansk stat. Men samtidig roste Parejo-familen ham som en fremragende og såmænd også vittig samtalepartner, der delte bekymringen for den lokale storklub Real Betis’ triste skæbne i anden division samt, ikke mindst, Doña Eugenias store passion for havebrug.

»Desuden var han glad for min cocido og spiste det hele. Men jeg havde selvfølgelig også serveret en overkommelig portion, så han ikke faldt i søvn i sofaen bagefter, for det er jo stærke sager,« forklarede familiens matriark med husmoderlig stolthed.

En oplagt politisk uenighed, som mødet ikke ændrede på, kunne med andre ord ikke tilnærmelsesvis ødelægge den gode stemning. Og da udsendelsen var slut, sad man tilbage med en rar fornemmelse af, at den betændte debat om Catalonien faktisk godt kan føres som en ordentlig samtale. Samt at Junqueras har mere tilfælles med sine andalusiske »landsmænd«, end han formentlig vil være ved.

En sammenkogt nation

Smagen for kikærter, eksempelvis. Retter med bælgfrugter, der skal simre i timevis ledsaget af kød, forskellige pølser og grøntsager, findes i et utal af varianter i alle hjørner og afkroge af Spanien. Og selv om retterne af navn netop ofte understreger det regionale tilhørsforhold, er de fleste af dem tilberedt efter et koncept, der givetvis er genstand for større konsensus blandt spanierne end eksempelvis landets grundlov.

»Mens catalaneren og andalusierne var uenige om løsrivelse, virkede de anderledes forenede i nydelsen af den cocido, som var programmets egentlige hovedperson,« konstaterer madjournalisten Mikel López Iturriaga i sin blog.

Men kan denne »forsoningens gryderet« mon overbevise catalanske separatister om fordelene ved at forblive en del af Spanien, spørger han i sin post Eugenia Parejo.

»Det skulle jeg mene,« svarer den andalusiske husmor med et grin, men tilføjer så mere alvorligt:

»Hvis politikerne gjorde dét her noget oftere; hvis de satte sig ned sammen for at spise en cocido og for at snakke, så ville tingene se anderledes ud.«