Når kaffen går undercover

Starbucks er rykket ind i CIAs hovedkvarter. Men det er altså en hemmelighed.

WASHINGTON: Alene historien om, at den amerikanske kaffegigant Starbucks er rykket ind i CIAs hovedkvarter i Langley i Virginia lige uden for Washington D. C., er i sig selv en hemmelighed.

»Vi kan hverken be- eller afkræfte historien,« siger en talskvinde for den hemmelige amerikanske efterretningstjeneste til de amerikanske medier – efter at det er lykkedes for The Washington Post at finde en kilde, der kan bekræfte, at CIA har måttet give efter for internt pres og åbne en Starbucks midt inde hovedkvarteret.

Det skulle være ganske vist – i det omfang, at noget er ganske vist i Langley. CIAs hemmelige ansatte har krævet ordentlig kaffe i stedet for det sprøjt, der normalt laves på offentlige kontorer. Det har medført, at Starbucks har fået lov til at åbne en butik et af de allerhemmeligste steder i USA. Selvfølgelig ikke under eget navn – den er kendt under kodebetegnelsen »Store no. one«.

Foran Starbucks, som dog indretningsmæssigt ligner de øvrige butikker rundt om i verden, stimler folk sammen i lange køer to gange om dagen. Om morgenen og midt på eftermiddagen. For de hemmelige spioner, analytikere og øvrige ansatte kan ikke bare forlade deres aflåste rum og tage en kaffepause, når de vil. Pauserne er lagt i faste rammer for at forhindre, at for mange vandrer rundt på gangene i tide og i utide.

Og baristaerne, der brygger den eftertragtede kaffe, har måttet gennemgå et sikkerhedstjek af de helt store, og ingen må vide, hvor de arbejder. De arbejder bare på Starbucks et eller andet sted i USA.

Totalt navneforbud

Der er mere, der ikke er, som det plejer at være. Normalt skriver baristaen navnet på den person, der har bestilt kaffen, på papkruset, således at koppen ender i de rigtige hænder, når først den er brygget færdig.

Men det har givet et alvorligt problem, for de CIA-ansatte vil ikke ud med deres navne. Så derfor kunne det flyde med papkrus med fiktive navne som »Hangover«, »Pink Lady« og »Handyman« – hvis ikke det var, fordi selv dét volder problemer for de hemmelige agenter, der er meget hemmelige..

En af de ansatte fortæller til The Washington Post, at hun ikke kunne slå adressen ind på GPSen, da hun lige var blevet ansat og skulle finde sin nye arbejdsplads. Hun dirigeres til stedet via telefonen. Og som alle andre ansatte måtte hun efterlade sin mobiltelefon i bilen. For de er ikke tilladt inde i spionernes hovedkvarter.I »Store no. one« udleveres der ingen af de eftertragtede rabatkort til kunderne, for det indebærer, at det bliver registreret, hvilken kaffe kunderne har købt. Så det er ikke noget med rabat, når man har fået den tiende caffé latte.

Spioner arbejder i døgndrift, og derfor er der stor forskel på, hvad de ansatte i den hemmelige Starbucks skal være parate til at servere. Om dagen sælges der flest af de lette kaffedrikke med forskellig smag som for eksempel vanille. Mens det om aftenen er den hårdtslående kaffe og espresso, der bliver langet over disken. For i Langley sover man aldrig. Men selv dét er en hemmelighed.