Når hovmod står for fald

TED HAGGARD leder ikke længere sin megakirke i Colorado, og Republikanerne leder ikke længere Kongressen. Deres fald skete samtidigt ved midtvejsvalget i 2006 og deres fald skete af samme grund. Hovmod.

Før syndefaldet: Ted Haggard taler til sin hastigt voksende menighed i 2002 i The World Prayer Center i Colorado Springs, før det kom frem, at han dyrkede sex med en mandlig prostitueret. Foto: Andy Rogers/AP Fold sammen
Læs mere

COLORADO SPRINGS. Ingen siger, at en gudstjeneste skal være kedelig. Men de fleste fladkirkelige lutheranere er nu engang mest trygge mellem hvide prunkløse vægge, et alter, en døbefond, en prædikestol og et decibelniveau og en diktion, der er på den fade side af Marianne Jelved.

Så New Life Church er udebane.

Ikke kun fordi kirkelokalet ligner en hangar, ikke kun fordi musikken er høj, ikke kun fordi prædikanterne har kant, ikke kun fordi billeder og tekster bliver projiceret op på storskærme, ikke kun fordi her er 6.000 mennesker, men især fordi de samme mennesker udtrykker en livfuldhed, en pulserende tilstedeværelse, som er så meget mere end at sidde på træbænkene og tage imod. Kirkegængerne står og rækker hænderne op over hovedet, lukker øjnene, synger og råber slagord, og det virker som om, Helligånden tager dem, fysisk tager dem, og forvandler dem fra forvirret stanglakrids til i det ene sitrende øjeblik, søndag formiddag mellem klokken ni og elleve, at være ét med skaberen.

Jeg løfter lidt på højre fod, jeg bevæger overkroppen nogle få grader til højre og venstre og ligner formentlig prins Charles til en rockkoncert.

Som sagt. Det er udebane.

Men det er formentlig også bag facaden udebane for mange af de tilstedeværende.

Kan de høre kan de synge og råbe ord som »synd« og »hor« og »løgn« uden at tænke på den mand, som indtil for få måneder siden var deres pastor, og den afsløring, de begivenheder, som vendte alt på hovedet? For få måneder siden var deres kirke hjertet i det højrereligiøse USA, deres pastor var formand for den mægtigste højrereligiøse organisation, og han stod deroppe på podiet han var deres lærer, deres leder, deres Gandalf, som en kirkegænger kaldte ham og de hyldede ham, og de fulgte ham, og de kastede sig på gulvet, når han bad dem om at gøre det, og så, pludselig, en anklage fra sølet selv, og livet stod et øjeblik dødsstille.

Det er historien om hybris. Hovmod.

Det er historien om, hvordan deres kirke og det højrereligiøse Amerika kæmpede sig op fra at være en niche i amerikansk kultur til at være på mange måder kulturbærende; hvordan de overtog det parti, som amerikanerne kalder The Grand Ol Party, og hvordan de placerede en af deres egne i Det Hvide Hus, og hvordan deres dagsorden blev de toneangivende politikeres dagsorden, og hvordan de en dag sikre på sig selv, sikre på forsynets forsyn forsikrede sig om, at de også kunne gøre, hvad Jesus gjorde på Genezarat Sø.

Mike Jones lå på sin sofa og lyttede til et radioshow »The Peter Boyles Show«. Ikke noget underligt i det. I Denver lytter man til Peter Boyles om morgenen, det er bedre end en stor espresso, og emnet denne morgen var ægteskab mellem homoseksuelle.

Det var kort før midtvejsvalget i november 2006 og kort før, at Colorado skulle stemme om et forbud mod ægteskab mellem homoseksuelle.

Boyles er uforudsigelig i sine synspunkter, snart til højre, snart til venstre, og denne morgen meldte han sig som modstander af et forbud. Homoseksuelle skulle have lov til at gifte sig, meddelte han, og hans kontrolpult lyste op som et juletræ. Det var som om, alle medlemmer af alle de højrereligiøse organisationer i nabobyen Colorado Springs ringede ind. Mike Jones satte sig op i sin sofa. Han blev mere og mere irriteret, og til sidst greb han telefonen og ringede ind til radioshowet. Han lagde en besked på telefonsvareren: »Jeg kan ikke tage hykleriet fra alle de mennesker i Colorado Springs,« sagde han. »Vil I have en stor historie? Så ring tilbage til mig.«

De højrereligiøse skulle altid operere med en vis forsigtighed. Ikke fordi de var svage i leddene, men fordi de vidste, at flertallet af amerikanerne var svage i leddene.

Flertallet af amerikanerne var tolerante over for homoseksualitet, de gik ind for abort, de støttede stamcelleforskning, og de brød sig ikke om at bruge religion til at slå andre i hovedet. Deres gud var en mangefarvet og flerdimensionel gud.

Så de højrereligiøse kunne sagtens buldre og brage internt og det gjorde de også men når de bevægede sig ud på den store politiske scene, måtte de dæmpe sig.

De slog for første gang igennem ved præsidentvalget i 1980. Kort forinden havde en række fremtrædende prædikanter dannet organisationen Moral Majority, og ifølge deres egen historieskrivning vandt de valget for Ronald Reagan. Men inderkredsen i Det Hvide Hus var betænkelig ved de nye fæller. Som Reagans levnedsbeskriver, Lou Cannon, har fortalt: Umiddelbart efter valgsejren talte han med en af Reagans nærmeste rådgivere, som fortalte, at de højrereligiøse kun ville fåét ud af deres støtte: »Symbolik.«

Rådgiveren vidste godt, at de højrereligiøse internt i partiet var en magtfaktor, men han vidste også, at det store brede Amerika ikke ønskede dem som en magtfaktor.

Da den højrereligiøse leder Pat Robertson i 1992 kastede sig ind kampen for at blive Republikanernes præsidentkandidat, talte han da heller ikke om »højrereligiøse« eller »fundamentalistiske« eller »kristne« værdier. Han talte om »familieværdier«, og han talte om, at Bill og Hillary Clinton »underminerede familien som institution«.

En af hans allierede, mesterstrategen Ralph Reed, havde i fokusgrupper set, hvordan ordet »kristen« skræmte vælgere væk, og det handlede om at bruge kode.

Reed er stadig i dag en af de store republikanske strateger, og han har finjusteret kunsten at bedrive politik via kode. Hans kunder republikanske politikere taler om, at de går ind for bedre veje, så forældrene kan komme hurtigere hjem fra arbejde og få mere familietid. De går imod snavs fra Hollywood, og de går ind for familiefilm, familiebøger, familieaviser og familie-TV, og hans politikere går altid imod ægteskab mellem homoseksuelle, ikke fordi de har noget imod homoseksuelle, men fordi et ægteskab mellem to mænd eller to kvinder truer fundamentet i samfundet, familien.

Krigen mod terror invasionen af Irak og eskaleringen i Irak sælges som en offensiv for at sikre amerikanske familier.

Det har i et kvart århundrede været en ualmindelig effektiv strategi, så effektiv, at den i 2000 og 2004 var med til at gøre George W. Bush til præsident, men det er også en strategi, som afslører begrænsningerne i det højrereligiøse budskab: De højrereligiøse er nødt til at tale i kode og lade deres egentlige skyts blive i våbenhuset.

Radiostationen ringede tilbage til Mike Jones, og han fortalte sin historie, som den følgende dag blev tophistorie først i Denver, så i Colorado, så i hele USA.

Jones var en homoseksuel prostitueret, og tre år tidligere havde han fået en opringning fra en mand, som kaldte sig Art, og som angiveligt boede i Kansas City. Art havde kone og fem børn, fortalte han, men han drømte om at være sammen med en mand. Som Mike Jones skriver i sin netop udkomne selvbiografi, »I Had to Say Something«, så var Art en ualmindelig sød og følsom mand, der altid gav gode drikkepenge oveni det almindelige salær på 100 dollar, og som tydeligvis vurderede Jones levede et liv, hvor han var nødt til at undertrykke sit egentlige jeg. Først efter to et halvt år fandt han ud af hvem, Art i virkeligheden var.

Mike Jones så i TV-nyhederne en fremtrædende præst, som talte for et forbud mod homoseksuelle ægteskaber i Colorado. Præsten sagde, at homoseksualitet var syndigt og forkert.

Det var Art.

Storhed fører som bekendt til fald, og i februar 2005 følte Republikanerne sig meget store.

I 11 år havde de haft flertal i Kongressen, de havde netop med held forsvaret deres flertal, og hvad vigtigere var: George W. Bush havde netop genvundet præsidentposten, og som han havde konstateret: Nu har jeg politisk kapital at bruge af, og nu skulle den politiske kapital bruges.

Men den politiske kapital blev ikke investeret, hvor de fleste ville have forventet det. Den politiske kapital blev investeret i Terri Schiavo.

Schiavo var en 41-årig kvinde, som siden 1990 havde ligget i en permanent vegetativ tilstand på et sygehus i Florida. Kun maskinerne omkring hende holdt hende i live, og hendes tilstand ville ikke ændres, sagde lægerne. Hendes mand ville slukke for maskinerne. Terri Schiavo havde tidligere udtrykt ønske om ikke at blive holdt kunstigt i live, forklarede manden. Men hendes forældre kæmpede imod. Sagen kørte hele vejen til Floridas højesteret, og alle instanser gav manden ret til at slukke for maskinerne. Det var hans beslutning. Troede han. Troede domstolene.

For nu satte hele det højrereligiøse og republikanske magtapparat sig i gang.

Foran sygehuset i Florida udspillede sig vildøjede demonstrationer, aktivister forsøgte at storme sygehuset og bortføre Schiavo, de lænkede sig til store kors, og Schiavos mand blev dæmoniseret i en sådan grad, at han skulle leve sit liv under politibeskyttelse.

Hver aften kom billederne ind i amerikanernes stuer billeder, som ikke forestillede fundamentalisme i et fjernt muslimsk land, men fundamentalisme i deres eget land.

Den republikanske partitop enten deltog i demonstrationerne eller heppede på dem.

»Gud har sendt Terri Schiavo til os for at vise, hvad der foregår i Amerika,« sagde partiets gruppeformand i Repræsentanternes Hus, Tom DeLay.

Terri Schiavo er »en enestående politisk mulighed,« som vil appellere til vores kernevælgere, skrev en spindoktor for en republikansk senator.

Partiets leder i Tennessee senator Bill Frist, en læge, så videooptagelser af Schiavo, og han stillede ved en pressekonference sin videodiagnose: Hendes tilstand var ikke permanent.

De republikanske flertal indkaldte Kongressen til et særmøde og vedtog en hastelov, som skulle sikre yderligere en retshøring i sagen, og præsident Bush afbrød sin ferie i Crawford og fløj til Washington udelukkende for at underskrive særloven.

Og da selv den øverste retsinstans, den amerikanske Højesteret, nægtede at omgøre beslutningen, og Terri Schiavo til sidst døde, hvislede føromtalte DeLay:

»De mennesker, der er ansvarlige for Terri Schiavos død, vil komme til at betale for deres opførsel.«

Den trussel viste, hvor langt DeLay var kommet fra de amerikanske vælgere den viste, hvordan han forvekslede partiet og flertallet i partiet med USA og flertallet i USA for vælgerne var endog meget langt væk. En ABC-meningsmåling viste, at 63 procent af vælgerne gik ind for at lade Terri Schiavo dø, 28 procent mente det modsatte; 70 procent mente, at Kongressen ikke skulle blande sig i spørgsmålet, 27 procent mente det modsatte, og 67 procent mente, at Republikanerne udelukkende kerede sig om Schiavo af snævre politiske grunde, mens 19 procent mente det modsatte.

Før Schiavo-sagen var 57 procent af amerikanerne tilfredse med præsidentens embedsførelse, efter sagen var tallet nede på 45 procent, og kurven var tydeligvis knækket.

Storhed stod for fald.

»Art« var Ted Haggard. Mike Jones var lamslået. Selvfølgelig kendte han navnet Ted Haggard, de fleste i Colorado kendte navnet Ted Haggard.

Ted Haggard var en inspirerende succeshistorie. Han begyndte sin kirkelige karriere på en kasse, foran nogle få tilhørere i en ombygget garage, og nu regerede han over et samfund, som tronede på toppen af en bakke nord for Colorado Springs. Hans kirke havde 14.000 aktive medlemmer. Han var også formand for National Association of Evangelicals, den førende højrereligiøse organisation med 45.000 medlemskirker og 30 mio. medlemmer, og magasinet Time havde udnævnt ham til en af de 25 mest magtfulde præster i USA. Magasinet Harpers havde konstateret, at »ingen præst har mere kontrol over den politiske udvikling« blandt de højrereligiøse end han.

De fleste i Colorado vidste også, at Haggard var pot og pande med præsident Bush. Mindst en gang om ugen talte han med præsidenten eller en af præsidentens topfolk, og han udtalte offentligt, at den eneste uoverensstemmelse mellem ham og præsidenten var deres valg af bilmærke. Han deltog i bønnemøder i Det Hvide Hus, og han stod bag præsidenten ved en TV-transmitteret ceremoni, hvor præsidenten fremlagde sin restriktive stamcellepolitik. De to var også enige, når talen faldt på homoseksualitet. I sine prædikener, i sine bøger og i sine TV-optrædender fordømte Ted Haggard homoseksualitet. »Vi behøver ikke gætte på, hvad Gud mener om homoseksualitet. Det står heri,« sagde han i en tale og holdt Bibelen op i luften.

Men Ted Haggard var Art. Der var ingen tvivl. Det var ham, der kom snigende og ville have sex med en homoseksuel prostitueret, det var ham, der fortalte, at han fantaserede om at være centrum i et orgie med unge mænd, og det var ham, der ville have methamfetamin inden sex, fordi det øgede nydelsen.

Mike Jones var lamslået og det samme var USA.

Først forsøgte den berømte pastor at lyve sig udenom. Han sagde, at det var en smædekampagne, at de homoseksuelle var ude efter ham, men Jones kunne fremlægge bånd fra sin telefonsvarer, hvor man tydeligt hørte Haggards stemme, og til sidst måtte pastoren gå til bekendelse.

Dæmonerne sagde han havde fristet ham. Dæmonerne sagde han havde vundet. »Der er en del af mit liv, som er så frastødende og mørkt, at jeg har kæmpet mod det i hele mit voksenliv.«

Kommandørkaptajn Tom er ikke kommandørkaptajn, ikke sådan i flådeforstand. Han er spejderleder i New Life Churchs eget spejderkorps, som har et militært tilsnit, der ville forskrække en gennemsnitlig dansk FDFer. Medlemmerne er klædt i khaki-uniformer og sorte slips, og lederne har officerstitler.

Kommandørkaptajn Tom er også en ivrig bibellæser, og han hævder at modtage syn fra Gud.

I foråret 2005 halvandet år før Ted Haggards dobbeltliv blev kendt besøgte religionsreporteren Jeff Sharlett kirken, og han talte bl.a. med Tom og spurgte ham, hvad den største trussel mod New Life Church og den højrereligiøse bevægelse var. Den største trussel kom ikke udefra, svarede Tom.

»Den største trussel er inde i pastor Ted. Den største trussel er inde i bevægelsen, og truslen er hovmod... De religiøse er beskidte af hovmod.«

Et eksempel var præsidentvalget i 2004, sagde kommandørkaptajn Tom. Han var tilfreds med resultatet, han støttede også præsident Bush, men han var utilfreds med de andre religiøses »dem-mod-os« følelse for »Gud tæller ikke sine sejre i politik«, sagde han. »Hovmod er meget, meget farligt.«

Hovmod er farligt. Ikke blot er det den værste af de syv klassiske dødssynder skiftevis omtalt som hovmod, overmod, stolthed og forfængelighed men hovmod rummer også faldet i sig. Hybris, kaldte de gamle grækere det, og det var, hvad pastor Ted og de religiøse republikanere begik. Hvis Ted Haggard var blevet i skabet, var han formentlig stadig i dag enevældig leder af New Life Church og National Association of Evangelicals, og hvis Republikanerne havde ladet deres højrereligiøsitet blive i skabet, ville vælgerne måske ikke betragte dem som ekstreme og som mindre moralske end deres modpart.

Nu faldt de to begivenheder i stedet sammen umiddelbart før midtvejsvalget i 2006:

Ted Haggard blev udrenset af sin egen kirke og sendt til en åndelig rådgivning, som skulle tage homoseksualiteten ud af ham, og Republikanerne mistede deres flertal i begge Kongressens kamre, og præsident Bush er siden dykket til under 30 procent i meningsmålingerne. Et inderligt mismod præger både New Life Church og de republikanske græsrødder. Antallet af kirkegængere i New Life Church er faldet med en fjerdedel, og kirken har måttet fyre 44 medarbejdere, fordi donationerne er svundet ind. Ti procent af de højrereligiøse vælgere har sagt, at de ikke vil stemme ved næste præsidentvalg, og da de republikanske vælgere i sidste måned i en meningsmåling blev bedt om at vælge mellem partiets kandidater så valgte et flertal af dem at sætte kryds i den sidste rubrik: »Ingen af de ovennævnte.«

Det er de faldnes rådvildhed.

Musikken minder om musikken til »Løvernes konge«. Det er som om, bidder af »Hakuna Matata« og »Circle of Life« væver sig ind og ud af den kristne rock, lyrikken er den samme kalorielette slagsordslyrik, og musikken opererer med den samme følelse af skabelon stavet med $.

Bandet deroppe på scenen kunne godt ligne et rigtigt rockband, med ukæmmet hår og tatoveringer, men det er rock à la snehvideslottet i Disneyland. Stemmerne er altid tenorer, aldrig noget, der bevæger sig ud i yderenderne af skalaen, og guitarsoloerne er aldrig ukæmmede og tatoverede, mere Jimmy og Rene end Jimi Hendrix, og efter den første eller anden sang er der noget pinligt over at stå og synge omkvæd, som udelukkende appellerer til følelserne, aldrig til forstanden. »God Is a mighty God« igen og igen indtil vi fortaber os selv, overgiver os, ikke til Gud, men til sangeren og guitaristen og trommeslageren og keyboardspilleren på scenen.

Da vi nærmer os det ultimative crescendo, kommer kirkens nye seniorpastor løbende op på scenen.

»En kvinde i salen gav mig en besked, som hun havde skrevet ned. Jeg tror,« siger han og løfter stemmen, »jeg tror, at det er en besked fra Herren.«

»Beskeden lyder: Hold budskabet simpelt. Lad være med at gøre det sværere end det er. Hold budskabet simpelt.«

Kirkerummet, de 6.000 kirkegængere, eksploderer af begejstring. Kulden løber ned mellem mine skulderblade, og i et øjeblik føler jeg, at jeg står i fyrreogtyvende række i Nürnberg.

Men måske er det i virkeligheden ikke et dårligt råd. Måske er det i virkeligheden det råd, som kirkegængerne og de højrereligiøse trænger mest til.

Hold budskabet simpelt og husk, at Jesus kunne gøre, hvad han gjorde på Genezarat Sø, fordi han var Jesus.