Når H&M er klar til at indtage Kobane

Idealiseringen af de kvindelige kurdiske krigere har nået nye højder. H&M lancerer en dragt, der til forveksling ligner en kurdisk uniform. Glemmer vi, at det er blodig alvor?

Det er uklart, hvem H&M denne gang efterligner (th). Er det designeren Alexis Mabille, som sidste år lancerede en serie af militærgrønne jumpsuits – eller er det kvindelige kurdiske krigere (tv), som i øjeblikket kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien? Foto fra Kobane i midten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix og H&M
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

H&M kalder det en byxdress, sådan en brakgrøn sag, der poser og strammer de helt rigtige steder, og som i online-kataloget gør sig med tofarvede pumps, skarp hage og c-skål. Det er efterårets bud fra den svenske mester i prisbillige efterligninger af eksklusiv mode.

Men det er uklart, hvem svenskerne denne gang efterligner. Er det designeren Alexis Mabille, som sidste år lancerede en serie af militærgrønne jumpsuits – eller er det kvindelige kurdiske krigere, som i øjeblikket kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien?

De sociale medier var ikke i tvivl, som bl.a. nyhedsbureauet AP har refereret.

»De forsøger at kapitalisere på tapre kurdiske kvinder. Skam jer,« skrev en kurdisk kommentator på Facebook. En anden skrev på Twitter: »Det er vores traditionelle uniform. Den er ikke allemandseje,« og en tredje konstaterede: »I stedet for at lade jer inspirere af de kurdiske kvinders tøj, så lad jer inspirere af deres mod og selvopofrelse.«

H&M: Tilfældig lighed

H&M endte med at udsende en undskyldning og en understregning af, at enhver lighed med den kurdiske uniform var tilfældig. Grønne jumpsuits er hot, forklarede svenskerne, og de forsøgte blot at imødekomme den efterspørgsel. Det kan man så tro på eller lade være, men sagen viser den vestlige fascination af de kvindelige kurdiske soldater.

H&Ms byxdress. Fold sammen
Læs mere

Vestlige medier har ofte med de bedste hensigter idealiseret kvinderne med en dækning, der rækker fra det primitive til det modsatte. Tabloide medier som New York Post, Daily Mail og Business Insider har udbasuneret historier om, at soldaterne fra Islamisk Stat er bange for kvindelige soldater og flygter fra dem. De er rædde for, at de ikke vil komme i paradis, hvis de bliver dræbt af en kvinde. Det er en historie, som webstedet Vox har afsløret som en skrøne, men den går stadig sin sejrsgang på internettet.

Kvindelige peshmerga-soldater er linet op under en øvelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP.

I den anden ende finder vi portrætter af kvinderne i mere seriøse medier som Foreign Policy og Marie Claire. Foreign Policy taler om »badass«-kvinder, og Marie Claire bringer en fotoserie med ti sympatiske portrætter, og heri siger den 26-årige Evin Ahmed bl.a.: »Jeg elsker at være soldat. Jeg elsker de andre kvinder i enheden, vi er hinanden nærmere end søskende. Det er det eneste liv for mig.«

 

Uimodståelig fascination

Historien om kvinder, der ikke lader sig kue og pakke i burka, men i stedet griber en AK-47 og kæmper mod den moderne verdens værste kvindeundertrykkere – det er en god og uimodståelig historie, og den er også god og umisforståelig for andre industrier, der lever af et narrativ, f.eks. modeindustrien, som tidligere har forelsket sig i bombepiloternes læderjakker, Che Guevaras’ baret, Maos sko og den røde stjerne.

Men historien har også en anden side, som forsvinder i idealiseringen, og den anden side er den kontekst, som det alt sammen foregår i. Og konteksten er ikke en runway i Paris eller en designergang i Stockholm, det er ikke en webredaktion eller en klikmaskine. Det er krig.

Foreign Policy portrætterede en 24-årig kvindelig snigskytte ved navn Avesta. Hun var soldat for den kurdiske organisation PKK, og hun var uden tvivl – som rubrikken fastslog – »badass«. Men hun var også meget snart død. Kort efter offentliggørelsen af artiklen blev hun ramt af et skud i nakken, og hun døde på vej til hospitalet. Vestlige medier har også tidligere portrætteret den 20-årige Arin Mirkan, som var mor til to og samtidig leder af en kvindelig enhed; i sidste uge blev hendes børn moderløse, for hun valgte at sprænge sig selv i luften for at standse islamisternes fremrykning. En anden kendt kvindelig leder, Ceylan Ozalp, lovede i sidste måned på BBC »kamp til døden«, og i sidste uge gjorde hun tilsyneladende alvor af det, skrev flere kurdiske medier.

I Kobane løb hun tør for ammunition, og i stedet for at overgive sig til voldtægt og død sprang hun sig selv i luften. Et kurdisk medie hævder dog, at hun stadig er i live. Halshugning overgik en tredje kvindelig soldat. På flere jihad-sites kunne man i sidste uge finde grufulde billeder af en stolt jihadi, som i Kobane med kind-til-kind smil og vildt skæg poserede med hovedet af en kvindelig kurdisk kriger. Han holdt hovedet i hestehalen.

Glittet historie med skyggeside

Det er virkeligheden, og virkeligheden sneg sig også ind i den halve snes portrætter i Marie Claire. Blandt portrætterne var en 12-årig pige, der stod med det bredeste og mest barnlige grin og en AK-47. Et andet af portrætterne viste en 14-årig pige med et smalt sammenbidt smil og et fredstegn, og begge piger var i uniform.

Uanset om man sympatiserer med sag og hensigt – så er de to børnesoldater, og det er forbudt at træne børnesoldater og sende dem i krig. Marie Claire måtte undskylde og fjerne de to portrætter, men virkeligheden er sværere at omredigere. En korrespondent fra Daily Telegraph deltog lørdag i begravelsen af den 17-årige Fatima Sheikh Hassan, en kurdisk soldat, som fredag faldt i kampen om Kobane. Hun blev begravet under det kurdiske flag, og ved siden af hende lå en anden soldat, som også faldt fredag – 16-årige Mujaid.

»Tyrkiske soldater overlader forsvaret af Kobane til teenagere,« konstaterede avisen.

Det er balancegangen i skildringen af de kvindelige soldater. Som Tasbeeh Herwees fra det globale magasin Good har noteret: »De kurdiske kvinders tapperhed er beundringsværdig, men det samme kan man ikke sige om den vold, som de må tage del i.« »Badass«-kvinder med rifler og søsterskab, med glitrede portrætbilleder og byxdress er én side af historien. Afhuggede hoveder med hestehale, selvmordsbælter og en grav ved siden af Mujaid er en anden, og begge dele – og ikke kun den ene – er hele historien.