Når hjælpen gør problemet større

Forleden kunne Spiegel Online fortælle, at EUs mission mod menneskesmuglere i Middelhavet – Operation Sophia – siden september sidste år har reddet henved 13.000 bådflygtninge fra at drukne.

Berlingskse udlandsredaktør, Anna Libak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Det lød som en positiv nyhed. Men det var det ikke kun. For de fleste af bådflygtningene var stævnet ud fra Libyens kyster, og Spiegel kunne også fortælle, at netop de libyske menneskesmuglere bruger EUs mission som et aktivt salgsfremstød. Nogle af dem satser simpelthen på, at de kun behøver at sejle bådflygtningene uden for Libyens 12-sømilegrænse, hvorpå de i internationalt farvand straks opsender de nødraketter, så EUs patruljeskibe må bjærge bådflygtningene og i henhold til international lov er pligtige at sejle dem til et EU-land, det vil sige Italien. Her har bådflygtningene krav på at få behandlet en asylansøgning, og selv om den bliver afvist, kan de fleste af dem regne med at blive alligevel. Deres hjemlande tager dem ikke uden videre tilbage: I mange tilfælde har hverken de eller EU jo kapacitet til at udrede, om det faktisk er deres borgere.

EUs Operation Sophia er hermed blevet en klassisk opvisning i det, man inden for spilteori kalder moral hazard: At folk handler anderledes, hvis de ved, at de bliver reddet fra undergang. Groft sagt: Jo flere EU redder, desto flere vil begive sig mod EUs kyster. Og jo mere effektiv EUs indsats bliver, desto flere vil vove at vælge at sætte sig i en spinkel gummibåd fremfor et solidt fartøj, ud fra betragtningen om, at man alligevel ikke skal sejle så langt, før man bliver bjærget af EU.

De fleste bådflygtninge ved nok godt alligevel, at det er dødsensfarligt at begive sig over Middelhavet, uanset hvad menneskesmuglerne hævder. Det ved de ikke på grund af det, Operation Sophia gør, men på grund af det Operation Sophia ikke gør: I april druknede over 400 mennesker på vej til Italien; i sidste uge var det flere end 700. Muligvis slår afskrækkelseseffekten ligefrem igennem i ankomsttallene for Italien, så færre tager af sted i ugerne efter en tragedie på havet.

I hvert fald kan vi konstatere, at der i marts ankom næste fire gange så mange til Italien som året før, mens der i april og maj, hvor der druknede hundreder, kom færre end sidste år. Samlet set ser strømmen fra de nordafrikanske lande ad søvejen til Italien foreløbig ikke ud til at blive dramatisk højere end sidste år: I 2015 kom der 153.842 ad denne rute, i 2016 er der ifølge UNHCRs nyeste tal kommet 46.714.

Alle kan dog enes om, at rigtig mange flere ville komme til Italien, hvis de kunne vide sig sikre på, at de ville overleve rejsen.

Også fordi de bådflygtninge, der kommer til Italien i disse måneder, ikke er syrere, afghanere og irakere, der er rejst til Libyen efter at have opgivet håbet om at komme til Grækenland via Tyrkiet. Nej dem, der kommer til Italien, er altovervejende migranter fra Nigeria, Gambia, Somalia, Elfenbenskysten, Mali og Eritrea: Kort sagt fra subsaharisk Afrika, hvor verdens fattigste og samtidig hastigst voksende befolkninger bor. Ifølge FN vil der blive henved en milliard mennesker flere i regionen over de kommende årtier. For eksempel vil Nigeria, der er Afrikas folkerigeste stat, på tyve år – fra 2010 til 2030 – øge sin befolkning med over 62 procent til 258 millioner mennesker.

Af samme grund er det magtpåliggende for EU, at Operation Sophia i højere grad kommer til at bekæmpe menneskesmuglere fremfor at understøtte deres forretningsmodel. I disse uger kæmper EU for at få den nye libyske samlingsregerings tilladelse til at operere i libysk farvand ved kysterne, hvor man ville kunne øde- og beslaglægge smuglernes fartøjer, uden at behøve at fragte bådflygtninge til Italien. Men det er svært at få sådan en aftale. Af flere grunde.

Libyen har siden Gaddafis fald været en fejlslagen stat, hvor flere brutale klaner gør krav på magten, og den nye samlingsregering har ikke kontrol med hele kystlinjen. Hertil kommer, at EU i sine forhandlinger med Libyen igen står over for et tilfælde af moral hazard: Jo større problemet er for EU, desto mere får Libyen ud af det. Det er jo ikke libyere, der flygter.

De nye magthavere skæver til EUs aftale med Tyrkiet, der skaffer Erdogan tre, ja måske seks milliarder euro i bistand som tak for at tage EUs asylanter tilbage. Samtidig overvejer regeringen formodentlig konsekvenserne for sig selv af at smadre en af de ganske få profitable industrier i et krigshærget land, hvor den har brug for venner og ikke flere fjender. Det kunne få menneskesmuglerne til at alliere sig med deres modstandere i Libyen.

Scenariet ligner til forveksling det, vi kender så godt i forvejen: I stedet for Grækenland, Tyrkiet og flygtninge fra Mellemøsten i hovedrollerne, har vi nu fået Libyen, Italien og flygtninge fra Afrika.