Når guderne straffer kuglestøberne

Det republikanske parti er i opløsning, siger en insider fra partiet. Hvorfor gør toppen ikke noget ved Trump og Cruz, spørger en anden. Svaret er, at partilederne selv har næret de vilde teorier, som nu vender sig mod dem; de har selv støbt de kugler, som eksploderer i hovedet på dem.

Donald Trump vandt syv ud af 11 stater ved primærvalgene på den såkaldte Supertirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCOTT AUDETTE

De kom i busser og på tagene af togvogne, de kom over grænsen og under grænsen, og de kom bare og blev ved med at komme.

Børn og teenagere og titusinder af dem – de invaderede USA og ville som den vilde hær af unge i novellen »Children of the Corn« kun gøre ondt. Det var derfor, de kom.

Det var i forsommeren 2014, og Fox News, konservative bloggere og republikanske politikere satte dagsordenen med deres ophidsede migrant-agitation, og Berlingske deltog i et republikansk møde i Tucson.

Det var et officielt møde indkaldt af amts­organisationen og med en officielt indbudt taler, Zach Taylor. Taylor var en tidligere mellemleder hos grænsepolitiet og nu en kendt kommentator og ekspert i konservative medier, og over to timer satte han tingene på plads.

Konspirationsteorierne kom flyvende uden hensyn til kendsgerninger og under højlydte »gisp« i forsamlingen af pæne midaldrende, hvide mennesker:

Børnene er bandemedlemmer og gangstere, og narkokartellerne har bestilt dem til at tage grænsepolitiets ressourcer, så kartellerne uforstyrret kan smugle tre millioner nye migranter og tonsvis af narko over grænsen.

Den russiske mafia styrer de mexicanske karteller, og Kina finansierer de russiske mafiaer for at undergrave USA – og sammen har de smuglet i alt 60 millioner ulovlige indvandrere ind i USA.

Mange af migrantbørnene har ebola, der er muslimske terrorister imellem dem og formentlig med atomvåben. Og hvem står bag det hele? Hvem ved det hele og har tilladt det hele? Det har præsident Obama, fordi han i virkeligheden er statsfjende og muslim.

Bimmelim

Bimmelim? Fuldstændig uhængslet fra enhver faktuel kryds-og-bolle-test?

Sådan vil de fleste danskere og mere empirisk orienterede amerikanere formentlig se på det, men sådan så de ikke på det den eftermiddag i partiforeningen i Tucson. Mødet gik over tiden, bifaldet var enestående, og deltagere talte bagefter om en rigsretssag mod Obama.

Og det illustrerer i en nøddeskal, hvorfor det »store gamle republikanske parti nu er i opløsning,« som Peggy Noonan, tidligere taleskriver for præsident Reagan, sagde efter Supertirsdag. Hun kommenterede begivenhederne på CBS, og hun så, hvordan to mænd, som bevidst positionerede sig modsat ethvert konsensus, løb med sejrene.

Donald Trump vandt syv ud af 11 stater, og Ted Cruz vandt tre. Trump vandt 234 delegerede, Cruz vandt 200. Og insidernes mand, den eneste logiske forbindelse tilbage til Lincolns parti, Reagans parti, hvad med ham? Marco Rubio vandt én stat og 90 delegerede.

»Det er en fjendtlig overtagelse af det republikanske parti,« sagde en anden insider, præsident Bushs tidligere politiske strateg Matthew Dowd, på ABC.

Sådan føler man det formentlig på Bjerget, en undergangsstemning som hos de belejrede og fortabte loyalister i 1917 i Vinterpaladset, og bitterheden og skyldspillet breder sig. Tidligere præsidentkandidat Mitt Romneys topstrateg undrede sig for eksempel tidligere på ugen i New Yorker over begivenhederne. Hvordan kunne det komme så vidt?, spurgte han. Hvorfor lader de bare stå til? Hvorfor har insiderne ikke for længst kvalt paladsstormerne og partirøverne?

På et menneskeligt plan er partitoppens følelse af ragnarok forståelig og forklarlig, men det er deres himmelfaldne forbløffelse ikke.

Donald Trump og Ted Cruz er lige præcis de skabninger, som de selv har næret, og som nu kommer til live.

Et lukket kredsløb

Og det burde ikke være en overraskelse. Berlingske skrev i 2012 en serie om faren for postfaktualismen i politik i USA, og vi påpegede, at problemet var mest akutte og endemiske i det republikanske parti, fordi alle de gængse beviskrav i partiet syntes suspenderet.

Den konservative virkelighed var blevet et lukket og incestuøst kredsløb, og som libertarianeren Julian Sanchez fra tænketanken Cato Institute skrev på sin blog:

Partiet lider af »en epistemologisk lukkethed« og »har revet sig løs fra virkeligheden, fordi impulsen til at tilfredsstille kravet om råt kød er større end motivationen til at rapportere kendsgerningerne.«

Det er ikke et tilfælde, at Republikanerne ifølge en rapport fra Bergens Universitet er det eneste store parti i verden, som benægter klimaforandring.

Det er ikke et tilfælde, at fremtrædende republikanske politikere og præsidentkandidater tvivler på, at præsident Obama er født i USA. Det er ikke et tilfælde, at republikanske kongresmedlemmer hævder, at Hillary Clinton som udenrigsminister bevidst lod terrorister angribe et amerikansk konsulat. Det er ikke et tilfælde, at guvernører og senatorer er bange for, at en militæroperation i Texas er et skjul for en fjendtlig statsovertagelse.

Og sådan går det i sag efter sag, fra våbenkonspirationer til islam, fra immigration til fluor i drikkevandet, fra Guds straf til dødslister i Obamacare, og igen og igen nærer partitoppen og de etablerede partimedier de mest rabiate teorier i kredsløbet og teaser fodfolket med » råt kød« fra den ferale montre.

Men partitoppen har ikke tænkt sig at gøre meget andet end at nære og tease fodfolket, fordi de vilde ideer i sidste ende er selvdestruktive. Toppen teaser muligvis, at den vil lukke regeringsapparatet i protest mod Obamacare, men bare en kortvarig lukning vil koste 0,6 pct. af den årlige økonomiske vækst, og et stort flertal af vælgerne og erhvervslivet er imod sådan en lukning.

Derfor bliver lukningen ikke til noget, selv om partitoppen lover fodfolket det. Partitoppen og partimedierne har således i årevis skrevet politisk dækningsløse checks ud til græsrødderne; de har fodret dem med behagelysten retorik og fingeret interesse for de mest yderligtgående konspirationsteorier, vundet deres støtte og stemmer og derefter glemt alt om dem.

Vender sig mod deres egne

Derfor er det ikke så underligt, at over halvdelen af de republikanske vælgere i Syd­staterne tilkendegiver i exit-målinger, at de betragter deres egne politikere som »forrædere mod sagen«.

Og derfor er det heller ikke så underligt, at de samme mennesker nu samler sig om kandidater, der vil krig mod deres egne politikere, og som ikke nøjes med at tease de vildeste teorier, men bruger dem som simple svar på alle komplicerede spørgsmål.

Grænsen til Mexico er 3.200 kilometer lang? Byg en mur. Der er 11 millioner ulovlige indvandrere i USA? Smid dem alle sammen ud. To muslimer begår terror? Forbyd alle muslimer adgang til USA. Det har været en kold vinter? Klimaforandring er et svindelnummer. Obamas Amerika? Han er ikke amerikaner, men født i Kenya.

Og derfor er partilederne blevet sat mat. Det er deres egne vælgere, som vender sig mod dem, og det er deres eget kuglestøberi, som eksploderer i hovedet på dem.

Som Viktor Frankenstein sagde, da han så, hvad hans eksperimenteren resulterede i:

»Skønheden i drømmen forsvandt, og en åndeløs rædsel og fortrydelse fyldte mit hjerte.«