Når græsslåning er en protest

Lørdag var jeg nede ved Lincoln-monumentet i Washington for at danne mig et overblik over reaktionen på lukningen af regeringen, som betyder, at nationale monumenter også er lukket.

Kristian Mouritzen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Min nabo havde lidt mere travlt søndag, end han plejer, selv om han normalt har pæn fart på. Admiral i Pentagon med et solidt samfundsengagement betyder, at han de fleste dage arbejder 16 timer i døgnet. Denne søndag er ingen undtagelse. Han er på vej ned til Kongressen for sammen med en række andre i den militære veteranklub at protestere over lukningen af regeringen, selv om han ikke er »veteran« endnu.

Som han siger: »Veteranerne risikerer meget ved det her, og alt er usikkert. Og hvis man forsøger at træde en veteran over tæerne, så tigger og beder man om problemer.«

Ingen tvivl om det. Lørdag var jeg nede ved Lincoln-monumentet i Washington for at danne mig et overblik over reaktionen på lukningen af regeringen, som betyder, at nationale monumenter også er lukket. Og hvad rammer mere ned i den amerikanske sjæl end netop lukningen af monumentet over USAs præsident under borgerkrigen, Abraham Lincoln. Monumentet var forseglet med en let barrikade, og på toppen af trappen stod en politibetjent.

Foran afspærringen møder jeg Chris Cox fra South Carolina, som går rundt med affaldssække på en ladvogn og samler affald op. Han viser mig, at han også har en plæneklipper med og klipper hver eneste morgen græsset foran Lincoln monumentet. Frivilligt.

»For det er folkets ejendom. Det tilhører ikke de idioter i Kongressen«, som han udtrykker det og modtager klapsalver fra mindst 30 mennesker, der har samlet sig om ham.

Cox er ikke den eneste, der gør noget frivilligt denne dag.

Ved Korea-monumentet møder jeg en meget gammel veteran fra Korea-krigen, som vader direkte ind i det afspærrede område for at se monumentet over den krig, han var med i fra 1950 til 1953.

»Jeg tror faktisk ikke, at nogen tør holde mig ude. Jeg har mistet mange af mine kammerater, og det her monument er mit. Det er ikke Kongressens eller præsidentens,« som han siger.

Hundredvis af mennesker følger ham ind til selve monumentet. Ingen af parkbetjentene tør gøre noget.

Ved Vietnam-monumentet er det mig, der ved et uheld fører an. Når man har min alder og i øvrigt har en amerikansk kasket på, så tror amerikanerne, at man har været med i Vietnam. Det betyder, at vagten ved Vietnam-monumentet på forhånd opgiver at holde mig ude. Den unge parkbetjent gør honnør for Berlingskes udsendte, men understreger hviskende, at jeg er der uofficielt. Mindst 100 personer slap ind med mig og trodsede dermed barrikaderne, deriblandt en amerikansk turist, der råbte. »Det er folkets monumenter«. Jeg følte mig tilbage i 1968 med denne revolutionseufori.

Tilbage ved Lincoln-monumentet har en række personer taget opstilling foran afspærringerne med papskilte, hvor der står: »Mr. President, tear down this wall« en let omskrivning af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagans berømte tale i Berlin i 1987, hvor Reagan presser Sovjetunionens daværende leder, Mikhail Gorbatjov, til at rive Berlin-muren ned. Nu er det præsident Obama, der skal lukke regeringen op igen, kan man forstå. Man er ikke i tvivl om amerikanernes vrede denne weekend i Washington.