Når ekstremismen bliver stueren

Bemærk: Denne reportage er skrevet 10 dage efter mordet på abortlægen. Scott Roeder repræsenterer et problem for det politiske USA. Han var den fanatiker, som i søndags myrdede USAs mest kendte abortlæge, men han var også - indtil i søndags - en fanatiker, som var forbløffende stueren.

Abortmodstandere planter kors foran George Tillers abortklinik i Wichita, Kansas i september sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Scott Roeder var et godt og humoristisk menneske, men et eller andet sted mellem ung og midaldrende gik han i stykker.

»Vi havde et godt liv sammen, især i begyndelsen,« har hans tidligere kone, Lindsey Roeder, fortalt. »Han arbejdede på en fabrik, hvor de producerede kuverter, og han passede sit arbejde. Alt var godt.«

Lindsey Roeder passede også sit arbejde som lærer, parret fik et hus og en søn – og Scott fik stress. Han kunne ikke styre økonomien, han kunne ikke passe sit arbejde, og han begyndte at få sære ideer. Han ville ikke længere betale skat eller registrereringsafgift på sin bil, han udnævnte sig selv til borger i »fri-republikken Kansas«, og snart fulgte også en religiøs omvendelse.

»Hans modstand mod at betale skat blev til flere fikse ideer, som blev til endnu flere fikse ideer, og snart var han besat af kampen mod abort,« siger Lindsey Roeder til avisen Wichita Eagle.

»Han var religiøs på en gammeltestamentlig måde, øje-for-øje, og han talte uafbrudt om abortmodstand. Kirken er sådan og sådan. Gud er sådan og sådan. Og blablablabla.«

I 1994 flyttede Lindsey og den dengang syv-årige søn væk, og to år senere blev parret formelt skilt.

»Han var i frit fald, og jeg skulle beskytte mig selv og min søn,« siger hun.

I 1996 barrikaderede andre skattenægtere sig i Montana, og Scott Roeder rejste op for at støtte dem. På et tidspunkt blev han stoppet i en bil med en hjemmelavet nummerplade og et halv kilo krudt, sprængladninger, ammuniton og et ni-volts batteri sluttet til en kontakt. Han sad to år i fængsel, mens sagen blev appelleret gennem systemet og til sidst frafaldet på en grund af en procedurefejl.

»Det gjorde ham kun endnu mere selvsikker og selvretfærdig,« siger Lindsey Roeder. »Der kan du bare se,« sagde han bagefter, »jeg havde ret, de havde uret.«

En medarbejder hos kriminalforsorgen mødte dengang Scott Roeder, og hun gik forskrækket fra mødet, har hun senere fortalt.

»Han var fanatisk om en masse emner. Jeg tænkte: ’Den mand er farlig.’ Jeg så advarselsflag hele vejen omkring ham.«

I søndags gik advarselsflagene på halv stang.

Scott Roeder dukkede op ved en lutheransk kirke i Wichita, en mellemstor by i Kansas. I våbenhuset stod George Tiller og tog imod de øvrige kirkemedlemmer. Han gav dem et program og et håndtryk. Inde i kirken sad hans kone sammen med kirkekoret.

Roeder nærmede sig våbenhuset. Han holdt en revolver i hånden. Da han kom nærmere, genkendte han George Tiller, og han trykkede af, og han vendte sig om og pegede med sin revolver mod to andre mænd, der var på vej mod ham. Så flygtede han i en gammel, dueblå Ford Taurus.

En kirketjener hastede op til koret og hentede Tillers kone. Hun løb ud i våbenhuset, og hendes skrig gav genlyd gennem hele kirken.

George Tiller, USAs mest kendte abortlæge, var død.

Tre timere senere blev Scott Roeder anholdt, og i går blev han sigtet for mordet på Tiller og for trusler mod de to andre kirkemedlemmer. Hans rejse fra »fikse ideer« til morder var fuldendt, og hvis politiet har ret, så kan han bruge resten af livet på at råbe sine slagord til væggene i en celle.

Dermed vil problemet Scott Roeder være løst.

Men problemet Scott Roeder er ikke i en større forstand løst.

For USA er unik i den vestlige verden ved at have en politisk kontekst, som retfærdiggør en person som Roeder. Der er utvivlsomt også i Danmark fanatikere, der vil bombe fjenderne og slå dem ihjel, men der er ikke i Danmark i den bedste sendetid mennesker, medier og organisationer, som skaber et alibi for de pågældende fanatikere. Der er ikke et mægtigt parti, en ledende TV-kommentator eller en vægtig sammenslutning, som har hjerterum for disse mennesker og dermed gør deres ekstreme synspunkter til en accepteret del af den politiske proces. Ikke at det republikanske parti eller en kommentator som Bill O’Reilly støtter morderen Scott Roeder, men de støttede fanatikeren Scott Roeder, og ofte er der kun en tilfældighed til forskel på fanatisme og morderisk tilbøjelighed, skriver analytikeren John Judis i magasinet New Republic.

Republikanske politikere, anti-abortorganisationer og kommentatorer som O’Reilly kan godt bagefter tage afstand fra vold og mord som våben, men havde de ikke netop – ved at appellere til alverdens Scott Roedere – skabt en »sammenhæng, som legitimerede et drab på en person som George Tiller,« spørger han.

Jo, svarer den fremtrædende republikanske kommentator Kathleen Parker, og det er en meget stor del af problemet for partiet og for den konservative bevægelse.

Det republikanske parti er ved at blive decimeret til et yderligtgående højreparti, der kun kan vinde i Sydstaterne og blandt hvide og gamle vælgere, og det er blevet så ekstremt, fordi partiet tiltrækker mennesker med ekstreme synspunkter. »Det republikanske partis problem er ikke budskabet, men budbringeren,« skriver Parker, og »mordet på Tiller understreger den pointe.«

»Det har længe været et problemet for det republikanske parti, at nogle af partiets kæreste synspunkter deles mest entusiastisk af mennesker med en til tider svigtende fornemmelse for virkeligheden, og det er især tilfældet med abort.«

Hvad Scott Roeder og hans forbindelser understreger.

Et TV-hold tog tidligere på ugen ud for at filme Roeders dueblå Ford. Det var en rutineopgave – TV-stationen ville have friske billeder i kassen – og ingen regnede med, at billederne ville være så eksplosive.

På bagsmækken fandt TV-folkene de forudsigelige klistermærker: En Jesus-fisk og en rød rose, som er et symbol for amerikanske abortmodstandere. Men oven på instrumentbrættet lå en note, som gav mordet på George Tiller en anden og alvorligere dimension. På noten stod navnet på en organisation - »Operation Rescue« - og der stod et telefonnummer på en person ved navn »Cheryl«. Det kunne være interessant, vurderede TV-folkene. Hvem var denne »Cheryl« – og hvorfor havde Scott Roeder taget hendes telefonnummer med til sit morderiske forehavende?

Det blev endnu mere interessant, for »Cheryl« viste sig at være Cheryl Sullenger, der er vicedirektør for Operation Rescue, en af de førende abortmodstanderorganisationer og den organisation, der har arrangeret knap 2.000 demonstrationer foran George Tillers klinik i Wichita. Samme organisation skyggede Tiller og opsøgte naboerne til de personer, der arbejdede på klinikken, for at advare dem om, at der boede »en babymorder« i nabolaget, og de stoppede patienter på vejen til klinikken, faldt på knæ foran dem og bad for dem.

Cheryl Sullenger er tidligere idømt to års fængsel for forsøg på et brandbombeangreb mod en abortklinik i Californien; hun siger nu, at hun er imod vold, men hvorfor havde hun så kontakt til Roeder?

»Vi havde jævnligt kontakt,« erkendte hun i går over for Kansas City Star, »men det var altid ham, der ringede.« Roeder ringede bl.a. for at få at vide, hvornår retsmøderne i retssagen mod Tiller fandt sted, sagde hun, og hun gav ham oplysningerne. »Jeg kunne jo ikke vide ...? Hvem kunne vide, at ...?

Tiller blev i januar stillet for retten for overtrædelse af nogle juridiske spidsfindigheder i abortloven i Kansas. Han blev frifundet.

Men forbundspolitiet FBI er angiveligt interesseret i forbindelsen til Operation Rescue og Cheryl Sullenger. Hvis Roeder kun kontaktede Sullenger for at få tidspunkterne for retsmøderne, hvorfor havde han så stadig hendes telefonummer – for retsmøderne fandt sted for knap seks måneder siden? Og hvordan kunne Scott Roeder – en fanatiker, som ifølge sin bror »lejlighedsvis led af skizofreni« – finde George Tiller den søndag formiddag? Hvordan kunne han vide, at Tiller var i kirke, og at han netop den søndag ville stå i våbenhuset og fungere som kirketjener? Hvem gav ham de oplysninger?

Sullenger tog i automatiske vendinger afstand fra drabet, men stifteren af Operation Rescue lød i sine kommentarer svært tilfreds med attentatet. George Tiller fik kun, hvad han havde godt af, sagde Randall Terry.

»Doktor Tiller var en massemorder. Han var et af de ondeste mennesker på planeten, akkurat lige så ondsindet som nazi-krigsforbryderne,« skrev Terry i en pressemeddelelse, hvor han også angreb »baby-morderne og deres allierede i Obama-regeringen og i Kongressen.«

Randall Terry er en af nøglepersonerne i den højrereligiøse bevægelse i USA.

Han stiftede Operation Rescue i 1987, og i 1991 arrangerede han den såkaldte »Summer of Mercy« i Wichita, hvor titusindvis af abortmodstandere samledes. Begivenheden førte til en højrereligiøs overtagelse af det republikanske parti i Kansas. Berlingske Tidende tilbragte i 2004 to dage sammen med højrereligiøse aktivister foran Tillers klinik, og her pralede de åbenlyst af, hvordan de havde sat sig på hele partiapparatet – fra hundefanger til senator – og hvordan en af deres egne, statens justitsminister Phill Kline, brugte sit embede til at komme efter George Tiller.

I 1998 forsøgte Terry at blive republikansk kandidat til Kongressen, i 2000 var han en af strategerne bag Steve Forbes’ forsøg på at blive republikansk præsidentkandidat, i 2005 var han talsmand for den højrereligiøse – og republikanske – bevægelse for at holde den hjernedøde Terri Schiavo i live, og i 2006 forsøgte han at blive republikansk senatskandidat i Florida.

I sidste måned blev han anholdt foran Notre Dame University, hvor præsident Obama og en katolsk filosof talte om moderation i abortspørgsmålet. Randall Terry forsøgte at trænge ind for at tale om det stik modsatte – om alt eller intet i abortspørgsmålet. »Jeg vil gøre begivenheden til et cirkus,« sagde han, før han blev anholdt.

Og det er, hvad der sker, skriver den konservative Kathleen Parker i sit nødråb til det republikanske parti. Når en person som Terry dukker op ved det katolske universitet, så bliver alle velartikulerede og tænksomme katolikker »slået i hartkorn med en rabulist, som ødelægger budskabet. Det er det stadige dilemma for det republikanske parti: Hvordan får man budskabet ud, når budbringeren står i vejen for budskabet?«

Hun fortsætter: »Uanset om det er rigtigt eller ej, så dominerer det højreekstreme sammenrend af skøre kugler den folkelige opfattelse af det republikanske parti, og, uanset om det er retfærdigt eller ej, så gør den opfattelse det nemmere for folk som Scott Roeder at blive associeret med partiet.«

Men det er ikke kun magtfulde organisationer, partier og politikere, der gør personer som Scott Roeder og deres synspunkter salonfähige – det er også magtfulde mediestjerner.

Hver dag lytter 14 mio. mennesker til den konservative Rush Limbaughs radioshow, det mest populære radio talkshow i USA. Hver aften i den bedste sendetid tryner Bill O’Reilly på Fox News alle konkurrenterne, og på andre tidspunkter og frekvenser finder man mindst lige så konservative og næsten lige så populære navne som Sean Hannity, Glenn Beck og Michael Savage.

Bill O’Reilly har især gjort kampen mod George Tiller til en mærkesag. Han har ved flere lejligheder sendt et kamerahold ud for at skygge og overrumple Tiller, og – som en rekord – førte han 28 aftener i træk kampagne mod abortlægen. Han kaldte ham konsekvent for »Tiller, the baby killer«, og på et tidspunkt blev han så vred, at han nærmest advokerede for selvtægt:

»Hvis bare jeg kunne få fingre i Tiller ... okay, I ved .... Vi kan ikke være selvtægtsmænd. Vi kan ikke gøre det. Det var bare en talemåde,« trak han i land.

På flere web-sites opfordrer eksperter nu Scott Roeders advokater til at bruge et såkaldt »Bill O’Reilly-forsvar:« At Scott Roeder havde lyttet så meget til den slags kommentatorer og store megafoner, at han troede, at det var en samfundstjeneste at myrde »Tiller, the baby killer.«

Scott Roeder skrev flere indlæg på Operation Rescues website, og han brugte ofte de samme vendinger og argumenter, som kendte opinionsdannere brugte, og i 2007 sammenlignede han – som Randall Terry gjorde – George Tiller med den berygtede nazi-læge Josef Mengele. »Tiller er vor tids koncentrationslejr-Mengele,« skrev han.

Hvis Scott Roeder således har været påvirket af de store megafoner, så er han ikke den eneste.

Richard Poplawski skød i forrige måned tre politibetjente i Pittsburgh, og bagefter kom det frem, at han var en højreekstremist, som var bekymret for amerikanernes frihedsrettigheder og især retten til at eje våben, og på et website som Stormfront linkede han til outrerede udsagn fra mediekommentatorer som Glenn Beck og Alex Jones.

Nu har højrefløjen ikke monopol på ekstremisme.

Der findes også i USA venstreorienterede, som taler for revolution og blod i gaderne, men der er en række væsentlige forskelle. Den ekstreme venstrefløj har ingen ligesindede magtfuldt placeret i den offentlige debat – ingen politikere, fremtrædende organisationsledere eller kommentatorer udnævner f.eks. en finansmand til folkefjende og forfølger ham, som Tiller blev forfulgt – og i det mindste i nyere tid har højreekstremisterne været langt mere voldelige. Siden aborten blev tilladt i USA i 1973, har abortmodstanderne dræbt otte medarbejdere på abortklinikker, herunder fire læger – aborttilhængerne har ikke dræbt nogen. Og i de to store partier har Demokraterne haft meget mere held med at moderere deres ekstreme venstrefløj end Republikanerne tilsvarende har haft med højrefløjen.

Som Kathleen Parker udtrykker det: »Demokraterne har en moderat base, som kan neutralisere de mere ufordøjelige personer i partier. Mens Demokraterne således har Obama, så er Republikanerne repræsenteret af dagens klaphat.«

Eller sagt med andre ord: Venstreekstremisterne i USA er hjemløse, de kan stå på gadehjørnerne og uddele deres pamfletter med slagord, men ingen vil vide af dem.

Mange højreekstremister og ikke mindst de fanatiske abortmodstandere har derimod et hjem, og det er problemet. Så længe det republikanske parti og mediestjerner og førende organisationer ikke tager afstand fra dem, men tværtimod appellerer til dem, legitimerer de i sidste ende en fanatisme, som uafbrudt læner sig op ad Scott Roeder og Richard Poplawski, fastslår analytikeren John Judis.

»Taleban er ikke ene om sådan en form for politisk primitivisme. Den findes også i Wichita i Kansas, og den giver fripas til rædselsfulde handlinger som mordet på George Tiller.«