Når den politiske korrekthed tager overhånd

Er den politiske korrekthed i USA ved at tage overhånd? Ja, siger efterhånden rigtig mange. Den drives ud i det groteske.

TV-værten Jay Leno kunne ikke udstå guacamole – og straks var han stemplet som racist. Han er i forvejen under opsyn af de politisk korrekte på grund af sin forkærlighed for store, benzin­krævende biler og gamle motorcykler.Foto: Michael Fiala/Reuters
Læs mere
Fold sammen

WASHINGTON: Jay Leno, den tidligere vært ved det populære amerikanske talkshowprogram The Tonight Show, har fået nok.

Med sin tørre humor fortalte han forleden, hvordan han var blevet kaldt for »racist« af en ung mand, fordi han ikke kunne lide mexicansk mad. Jay Leno leverede en stærk kritik af den omsiggribende politiske korrekt­hed i USA og fortalte, hvordan han engang blev beskyldt for det værste, man som amerikaner kan blive – at være racist. Den unge mand, som var universitets­studerende og praktikant på The Tonight Show, spurgte Leno, om han skulle have noget med, når han alligevel skulle hente mad til sig selv og et par andre.

»Hvad skal I have?« spurgte Leno. »Mexicansk,« svarede den unge mand. »Det kan jeg ikke så godt lide,« sagde Leno. »Whao, det er jo racistisk,« sagde den unge mand.

Leno fortalte historien i udsendelsen i programmet The Daily Caller og sagde, at han havde svært ved at beherske sit raseri. »Nej, ikke at kunne fordrage guacamole er ikke det samme som at være racist, din idiot. Du har ingen anelse om, hvad racisme er. Det er ikke racisme, dit fjols,« sagde Leno til den unge mand og fortalte i udsendelsen, at politisk korrekthed var ved at tage overhånd i det amerikanske samfund, især i universitetsverdenen. Det var så grelt, at det truede den amerikanske forfatning og ytringsfriheden.

De fleste universiteter har nemlig sat en lang række regler op for, hvad man må, og hvad man ikke må skrive, for at undgå, at nogen bliver fornærmede i en indvandrer­kultur, hvor spændinger og problemer ustandselig opstår, ikke alene mellem racer, men også mellem de forskellige indvandrergrupper.

Som Leno bemærkede, så var hans far, som var italiensk indvandrer, uhyre kræsen og spiste aldrig andet end italiensk. Til gengæld accepterede han, at kineserne spiste kinesisk, og at mexicanerne spiste mexicansk. Den eneste gang, han hørte sin far brokke sig over »de andre«, var, da en kineser gik forbi med en hotdog. »Det er dog rædselsfuldt at se på. En kineser med en hotdog,« sagde faderen.

Han er ikke alene

Og Leno er ikke alene om at undre sig over den politiske korrekthed, der har fået en renæssance ikke alene blandt demokraterne, men også blandt republikanerne.

Diskussionen opstår efterhånden med jævne mellemrum, når forskellige universiteter den ene gang efter den anden forsøger at regelsætte det, man må sige, og det, man ikke må sige på universitetets grund. Og hver eneste gang lider universiteterne nederlag i retten, fordi forfatningen er ganske klar på det her område. Der er total ytringsfrihed i USA. Ikke desto mindre hævder kritikerne blandt universitetslærerne, at den politiske korrekthed truer den akademiske tilgang til litteratur og til kilder og hæmmer den frie diskussion, som et akademisk miljø er afhængig af.

På UCLA-universitetet i Californien har der været en ophedet debat, efter at universitetets ledelse krævede, at de studerende skulle gennemgå et kursus i »diversitet« som betingelse for at få en universitetsgrad fra dette universitet. Det skulle ske for at »lære de studerende, at der er mange forskellige folkeslag i verden.«

»Diversitet er et kodeord for en særlig tankegang hos især venstrefløjen. Jeg synes ikke, at vores studerende skal tage et kursus, der i den grad har det politiske formål at sætte grænser,« sagde en af professorerne, Thomas Schwartz. Men der var ikke mange, der kunne følge hans tankegang, selv om universitetet aldrig nogensinde tidligere har haft et sådant kursus – og slet ikke som en betingelse for at bestå.

Og en lang række andre universiteter forsøger sig med lignende. University of Delaware har således måtte droppe et ideologisk genopdragelsesprogram, som ifølge universitetets egne skrifter skulle »behandle de studerende for ukorrekte holdninger og tro«. Ifølge planen var det meningen, at de 7.000 studerende skulle »undervises i godkendte holdninger til emner som politik race, seksualitet, sociologi, moral og miljø«. Planen blev fjernet efter en omfattende medieomtale, men der har siden været gjort flere forsøg på at få programmet søsat igen.

Charlie Hebdos følgevirkninger

Terroraktionen mod Charlie Hebdo udviklede sig også til at være en meget politisk korrekt debat, efter at det første chok havde lagt sig.

Selv om ytringsfriheden bestemt blev forsvaret, så var der også flere og flere, der stillede spørgsmålet, om tegnerne var gået for langt. Fra demokraternes side gik kritikken på, at tegningerne kunne opfattes som racistiske, mens republikanerne var fortørnede over det, de kalder for Charlie Hebdos »hatespeech«. Selv om nogle amerikanske dagblade trykte tegningerne efterfølgende, så var det få aviser, der turde. Og situationen internt i USA både med politiets racistiske adfærd i Ferguson og i Cleveland og i New York har ikke gjort debatten om politisk korrekthed lettere.

En del andre universiteter har strammet reglerne for, hvordan man skal diskutere med hinanden. University of Marquette i Wisconsin skilte sig ikke ret meget ud, da det offentliggjorde sit moralkodeks for debatter. De studerende må ikke tage emner op, som kan virke stødende på andre studerende og går skridtet videre med at definere, at »enhver mundtlig, skriftlig eller fysisk opførelse rettet mod en person eller en gruppe baseret på race, farve, national baggrund, køn eller seksuel orientering er ikke tilladt, hvis det resulterer i et mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk ubehag over for en række mennesker,« som en af aviserne i området skrev:

»Hvordan kan man have et frit akademisk miljø, hvis man hele tiden skal gå rundt og være bange for, at de diskussioner, man tager, kan vække et ubehag«.

Men det politisk korrekte går langt ind i det politiske system – også hos medierne, som i den grad er på vagt, hvis gæsterne på TV overskrider grænsen for racisme eller udtalelser, der kan virke stødende eller provokerende. Især muslimerne er blevet en stærk og selvsikker gruppe, der jævnligt protesterer, hvis noget bliver fremstillet på en bestemt måde omkring islam. Museet i New York om terroraktionen den 11. september 2001 har f.eks. stadig store problemer med en af de film, der vises, fordi det i filmen nævnes, at det var islamisk terror, der fik World Trade Center til at styrte sammen.

Tankepolitiet tugter Texas

Også staten Texas har fået tankepolitiet på nakken, da en lang række skolebøger skulle godkendes til næste års pensum. Nu har texanerne deres egen udlægning af mange historiske facts, og en del af indvendingerne kan – som The Washington Post skrev – sagtens forsvares. F.eks. går texanerne let hen over slavetidens USA, og de er heller ikke meget for at beskrive sydstaterne som dem, der tabte borgerkrigen, eller at adskillelsen af sorte og hvide skolebørn var reglen og ikke undtagelsen.

Men selv texanerne har nu måttet skrive en del af deres undervisningsmateriale om, fordi »kristendommen blev favoriseret i forhold til andre religioner«, og især islam ofte blev nævnt i negative vendinger, ligesom en lang række vendinger om sorte i Afrika også er blevet skrevet om.

Men dér, hvor netop kritikken af de texanske lærebøger får en drejning, er, når den politiske korrekthed tager over. Som en af universitetsprofessorne, Dave Bokman, ved University of Texas siger, så er en lærebog om terror et meget godt eksempel på, hvad der går galt, når først det politiske korrekte tager overhånd. I en af tekstbøgerne blev det nævnt, at »spredningen af international terror i dag skyldes islamisk fundamentalisme, der modsætter sig Vesten og Vestens måder af leve på«. Det er blevet rettet i den politisk korrekte udgave, så den baskiske terrorbevægelse ETA og den irske IRA og Bader-Meinhoff gruppen nu sidestilles med jihadismen som ophavsmænd til den terror, der finder sted på internationalt plan.

»Man skal nævne alle de andre terroroganisationer, hvis man vil diskutere international terror. Ellers hænger man muslimerne ud,« siger universitetsprofessor Bokmann. Men som han også selv siger, så giver det jo ingen mening overhovedet at nævne tilfældige andre organisationer igennem tiden, hvis man vil have eleverne til at diskutere tidens store problem – terrorismen: »Ingen mening overhovedet. Det er politisk korrekthed, når det er værst.«

Den eneste, der var tilfreds med det texanske udvalgs arbejde, var sikhernes repræsentant. Som han sagde bagefter, så var det første gang, at sikher bliver nævnt i undervisningsbøger. At bøgerne så har fået en del af religionen galt i halsen, var ifølge ham bedre end slet ikke at blive nævnt.