Myten der ikke vil dø: Nej, jordens befolkningstal er ikke eksploderet

Tro ikke på dommedagsprofeterne. Verden er ikke midt i et befolknings- eller fødselsboom. Tværtimod. Kurven er knækket, og verdens kvinder føder langt færre børn end tidligere, konstaterer forsker.

I 1965 fik en gennemsnitlig kvinde på kloden 4,5 børn, men i dag får hun blot 2,5 børn, og det er blevet meget mere sandsynligt, at børnene lever længe nok til at få børnebørn. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALI ALI

Lige før jul besluttede George Plumb sig for at skrive et læserbrev til sin lokalavis.

Han havde fået nok af al jublen over klimaaftalen i Paris. For hvad nytter det, at mennesker lover at begrænse forureningen, når der hele tiden bliver så mange flere mennesker? Vi var en milliard mennesker i 1800, og nu er vi snart ti milliarder ...

»Hvis verdens befolkning stadig var på en milliard, ville vi ikke have de problemer, som vi har,« skrev han til læserne af The Rutland Herald i Vermont.

Løsningen er flere p-piller til unge kvinder og moralsk kolde afvaskninger til unge mænd, som skal tænke med det hoved, som de har mellem skuldrene, ordinerede Plumb.

Det havde måske lettet lidt på hans humør, hvis han inden han satte sig til tasterne havde læst magasinet Nature og dets årsliste over de »værste videnskabs­myter, som bare ikke vil dø«. Nummer fem på listen er følgende:

»Verdens befolkning vokser eksponentielt, og vi er fortabte«. Men – forklarer Nature – sådan forholder det sig ikke, og det er en af den mørke nyhedsstrøms oversete lyspunkter. Verdens befolkning vokser kun med halvdelen af den rate, som den gjorde før 1965. I 1965 fik en gennemsnitlig kvinde på kloden 4,5 børn, men i dag får hun blot 2,5 børn.

Økonom Max Roser fra Oxford University nåede for et par måneder siden til samme konklusion, da han i en analyse knuste tallene i verdensdemografien – og faktisk var han endnu mere optimistisk: Vi har nået peak children, som han fastslog eller med andre ord: Mellem 1965 og 1970 toppede fertilitetsraten på kloden, og den er nu kraftigt for nedadgående.

»I det tyvende århundrede steg verdens befolkningstal med 400 procent, men væksten er nu meget mindre, og befolkningstallet vil i dette århundrede formentlig kun stige med 50 procent,« skriver han.

Og det stigende befolkningstal skyldes ikke antallet af fødsler, men derimod at vi lever meget længere – og det tør antydes. Max Roser har i en af sine tidligere analyser fokuseret på udviklingen i gennemsnits­levetiden, og tallene er til at blive glad af. I 1770 levede et gennemsnitsmenneske på kloden i 29 år. I 1915 havde det næsten ikke ændret sig: Gennemsnitslevetiden på kloden var over 150 år steget med blot seks år. Men så skete der noget, og i dag lever en gennemsnitsbeboer på den blå planet i over 70 år.

Derfor stiger befolkningstallet – og ikke fordi alverdens kvinder føder alt for mange børn. Faktisk føder 48 pct. af alle kvinder kun 2,1 barn eller det antal, der skal til for, at en befolkning kan reproducere sig selv.

Så sat på spidsen er befolkningsproblemet ikke – som visse vrisne læserbrevsskribenter tror – at deres naboer føder for mange børn. Problemet er, at de selv lever for længe …

Men hvis vi alligevel bliver flere, fordi vi lever længere – vil filosoffen Thomas Malthus og andre dommedagsprofeter så ikke få ret? På et tidspunkt vil der vel simpelt hen ikke være mad nok til alle de mennesker, og befolkningstallet vil derfor gennem en pandemi af sygdom og sult rette sig selv ind?

Nej, svarer Nature, det er heller ikke et problem. Kloden har faktisk rigeligt med mad. FAO, som er FNs fødevareorganisation, har beregnet, at vi alene i kornarter producerer kalorier nok til at brødføde mellem ti og 12 milliarder mennesker. Når der er et problem, har det mere med at gøre, hvordan produkterne bliver brugt: 55 procent af dem bliver brugt til dyrefoder, brændstof eller går til spilde.

Og det er, hvor myten om den eksploderende befolkning gør skade, siger professor Joel Cohen fra Rockerfeller University til Nature. For hvis vi bare bliver ved med at sige eller tænke, at der er for mange munde at mætte, så gør vi ikke noget ved ulighedsproblemerne her og nu.

»Der er folk, som udmærket kender til kendsgerningerne, men som vælger at overse dem,« fordi de af den ene eller anden grund ønsker at fastholde myten om en ustoppelig befolkningseksplosion, siger han til magasinet.