Opdateret

Facebook og Instagram er ramt af omfattende nedbrud

Både i Danmark og i udlandet er der ingen adgang til Facebook, Instagram WhatsApp og Messenger. Mystikken vokser. Facebook-medarbejdere kan angiveligt ikke få adgang til deres arbejdsplads.

Facebook og Instagram er ramt af større nedbrud. Lionel BONAVENTURE

Facebook og Instagram er mandag aften ramt af et enormt globalt nedbrud.

De sociale medier begyndte at gå i sort samtidigt cirka 17:40 mandag dansk tid. Der er endnu ingen meldinger om, hvornår de igen vil komme op at køre.

»Vi er bekendt med, at nogle folk har problemer med at få adgang til Facebook. Vi arbejder på at få det tilbage til det normale,« har Facebook skrevet på Twitter, hvor de beklager ulejligheden.

Foruden selve Facebook.com er også Instagram, WhatsApp og Messenger – som ejes af Facebook – nede.

Tech-mediet The Verge skrev natten til tirsdag, at Facebook for nogle brugere er på vej tilbage. Men det kan tage timer, før alt kører i olie igen, lyder det.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget det simultane nedbrud. New York Times har talt med to anonyme Facebook-sikkerhedsfolk, som udtaler, at der næppe er tale om et hackerangreb.

De mener, at fejlen skylden et alvorligt problem med det sociale medies servere. Et hold af teknikere er blevet sendt afsted til et Facebook-datacenter i Californien i et forsøg på manuelt at genstarte serverne, skriver The New York Times.

Ifølge en New York Times-journalist har flere Facebook-medarbejdere i løbet af i dag været ude af stand til at komme ind på deres arbejdsplads, fordi deres nøglekort ikke kunne åbne dørene.

Mystikken breder sig, og det er stadig uklart, hvad der har ramt Facebook. Det er ikke ualmindeligt, at de sociale medier rammes af kortvarige nedbrud – men det er højest usædvanligt, at de sker samtidigt, og at det varer så længe som i dag.

På sociale medier – dog selvfølgelig ikke Facebook lige p.t. – florerer flere beretninger om problemets omfang.

En amerikansk journalist skriver på Twitter, at nogen tilsyneladende har sat domænet facebook.com til salg. Det er nu nok tvivlsomt om vedkommende får held med at sælge.

En anden journalist skriver, at Facebook har svært ved at løse problemet, fordi medarbejderne har svært vedat kommunikere - de kan ikke få adgang til virksomhedens intranet og har problemer med at anvende deres arbejdstelefoner.

Twitter-chef joker

Hvis der er nogen, der nyheder godt af Facebooks store nedbrud, må det være konkurrenten Twitter.

Her lader direktøren Jack Dorsey til at lave sjov med rygterne om, at Facebook-domænet pludselig står som værende til salg.

Han opfordrer også brugerne til at downloade den krypterede beskedtjeneste Signal, nu hvor den Facebook-ejede beskedplatform WhatsApp er nede. Det samme gør Edward Snowden.

Facebooks aktiekurs er i dag faldet med omtrent fem procent. Det betyder, at Facebook har tabt mere end 50 milliarder dollar i markedsværdi på få timer, og at stifteren og medejeren Mark Zuckerberg har tabt 7 milliarder dollar.

Facebook var i forvejen under hårdt pres, efter en whistleblower i går stod frem i det amerikanske nyhedsprogram 60 Minutes og hævdede, at Facebooks ledelse har tabt kontrollen med deres egen skabning.

Facebooks seneste store nedbrud var i 2019, hvor en teknisk fejl medførte, at mange brugere mistede adgang til siden i mere end 24 timer, skriver techmediet The Verge.