Mysteriet om det forsvundne fly | 04.01.07

Nu afviser Indonesien, at flyet fra Adam Air har udsendt nødopkald. Hvad er der sket med det indonesiske fly med 102 ombord?

Det var et fly af denne type, der tilsyneladende er styrtet ned i et bjergområde i Indonesien. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det indonesiske fly, som forsvandt fra luftradaren mandag med 102 mennesker ombord, sendte ikke nødopkald, som det har været fremme.

Det meldte heller ikke om tekniske problemer, siger en højtstående embedsmand fra det indpnesiske lufthavnsvæsen i dag til CNN.

Dermed er mysteriet om det indonesiske fly om muligt endnu større end før. For hvad er der sket med flyet - et Boeing 737 fra det indonesiske lavprisselskab Adam Air? Og hvor er flyet?

Flyet var på vej fra hovedøen Java til øen Sulawesis hovedstad Manado, da det mistede kontakt med landjorden.

Det er fremme i både norske og amerikanske medier, at en amerikansk mand og hans to børn var med flyet. Manden bor periodevist i Indonesien og havde efter sigende besøg af sine tre børn fra USA. Det ene barn tog hjem til USA i sidste uge. De to andre børn savnes med faren.

For tidligt at spå om ulykken

Tirsdag sagde de indonesiske myndigheder, at flyet var fundet med 12 overlevende. Det er siden blevet tilbagevist.

Transportminister Hatta Radjasa siger til CNN, at det er for tidligt at sige, hvad der har forårsaget ulykken.

- Vi må ikke spekulere, vi må vente til den nationale flysikkerhedskommission har lokaliseret flyet, siger han.

Flyeksperter siger til CNN, at det ikke er uhørt, at et fly kan være savnet i flere dage, men en længerevarende eftersøgning burde give indikationer om årsagen.

Singapore hjælper nu Indonesien med at finde flyet.