Mysteriet om den døde nordmand i Congo

For seks år siden rejste to unge norske soldater til Uganda. I søndags døde den ene i et congolesisk fængsel. Den anden sidder tilbage, dømt til døden. Hvad er op og ned?

På dette billede fra en appelretssag i 2010 er Joshua French (tv) 28 år og Tjostolv Moland (th.) 29 år. Moland døde søndag i sin celle i Congo, 32 år gammel. Hans var dømt til døden for et drab i 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Fotografiet fik dem dømt.

Måske havde de to hvide, uvaskede, langskæggede nordmænd ikke mange chancer for frifindelse i forvejen. Men fotografiet var beviset, der fjernede det sidste håb.

På et blitzoplyst billede fra Joshua French kamera ser man den dengang 28-årige, solbrændte Tjostolv Moland stå i mørket ved en hvid Toyota Land Cruiser med åbent lad.

Han smiler opstillet, næsten djævelsk til kameraet. Hvilket øjeblikkeligt slår en som absurd. For i bilens kabine og på den åbne venstre dør flyder blodet. Rødt blod driver ned af bildørens inderside og en større pøl af stadig frisk blod har samlet sig i kabinens ene side. Den grinende Moland er i færd med at tørre blodet væk.

Blodet stammede fra den lokale chauffør, 42-årige Abedi Kasongo. Han var få timer forinden blevet skudt i hovedet, slæbt ud af bilen og efterladt i vejkanten i junglen, cirka halvanden times kørsel fra den congolesiske by, Kisangani.

Hvad der præcist skete, da Kasongo døde, er bestridt.

Congoleserne - dvs. vidner, der var til stede og den lokale anklagemyndighed - har følgende version:

De to nordmænd var ankommet til Kisangani på motorcykel. Hvad de skulle i Kisangani, forbliver et mysterium. De opholdt sig der et par dage, før de tilsyneladende havde brug for hastigt at komme videre. Men deres motorcykel var brudt sammen; derfor prajede de en lokal chauffør, Abedi Kasongo, som skulle køre dem gennem junglen. De hvide mænd virkede nervøse og klyngede sig til en grøn nylontaske, har to congolesere, der til nordmændenes irritation skulle med i bilen, forklaret.

Halvanden time uden for byen stoppede den hvide Land Cruiser, French og Moland steg ud, skændtes højlydt, og Moland skreg »get out, get out!« til chaufføren. De to medpassagerer hørte pludselig skud, affyret af Moland, før de begge flygtede ud i den omgivende jungle med kugler flyvende om ørerne.

Moland og French har en anden forklaring. Deres bil blev overfaldet af banditter, der kom inde fra junglen og skød chaufføren, da de gjorde holdt for en kort tissepause, har de forklaret. De kastede sig ind i bilen, kørte bort og forsøgte at få kontakt med myndighederne, men der var ikke signal på mobiltelefonen ude i den tætte skov.

Mens de kørte, flere timer væk fra mordstedet, blev de to norske venner enige om alligevel ikke at kontakte myndighederne, men i stedet køre ud af Congo, østpå over grænsen til deres egentlig opholdsland, Uganda, hurtigst muligt. Den politiske situation i Congo var højspændt; den tragiske hændelse kunne hurtigt blive vendt mod dem, har de forklaret til magasinet GQ, der besøgte French og Moland i fængslet i 2012.

Et sted på ruten stoppede de. Bilen stank af rådnende blod, og de var enige om at gøre den ren. Først ville French dog tage et billede; en slags dokumentation af gerningsstedet, har han forklaret. De to ekssoldater var hårde hunde, der havde oplevet lidt af hvert. I situationen jokede de og grinede til hinanden.

- Vores reaktion som soldater er - for at være ærlig - at vi ikke græder eller bliver bange, når vi er i fare. Vi griner og gør nar af det. Så jeg sagde »cheese« eller noget i den retning, og Moland vendte sig mod mig og smilede, har French forklaret til GQ.

Hvordan var to unge nordmænd overhovedet havnet i dette morads, dybt inde i junglen i et af verdens farligste, mest krigs- og massakrehærgede lande, omgivet af pygmælandsbyer, bevæbnede militser og malariamyg?

De to mænd havde begge en fortid i det norske militær, men mødte groft sagt hinanden, da de meddelte deres afsked med hæren, begge utilfredse med de manglende muligheder for udsendelser og »action«.

I stedet så de en mulighed for at etablere sig i Uganda, hvor private - og undertiden lyssky - sikkerhedsfirmaer, reelt grupper af lejesoldater, kunne tjene gode penge som bodyguards for forretningsmænd og politikere. Ifølge venner og bekendte, der mødte de to nordmænd i Kampala, udtrykte Moland og French et særligt ønske om at møde Laurent Nkunda, en notorisk krigsherre, som allerede havde magten over store, mineralholdige områder af Uganda. Nkunda ønskede at styrte Congos præsident, Joseph Kabila, og krigsherrens oprørsbestræbelser blev støttet af Moland og Frenchs store helt, Paul Kagame, den tidligere officer og nu præsident, der havde rejst nabolandet Rwanda fra asken af det ufattelige folkemord i 1994.

Der er ingen rene helte i de årelange stridigheder i det centrale Afrika.

Alle har blod på hænderne i konflikterne, der menes at have kostet fire millioner mennesker livet i de seneste 15 år. Voldtægt, brug af børnesoldater, massakrer, slaveri og afbrænding af landsbyer har været og er stadig hverdagskost i regionen. Årsagen skal findes i de enorme rigdomme, den centralafrikanske undergrund gemmer på; guld, diamanter, olie og et metal, som er essentielt i mobiltelefoner og computere.

I et brev, som nu er offentligt tilgængeligt i sagen, skriver Moland direkte til krigsherren Nkunda, at han tilbyder hans og Frenchs services, herunder efterretninger fra »bag fjendens linjer«, og endda at indtage positioner som kommandører i Nkundas guerillahær i kampen mod Congos nationale styrker.

Det er ukendt, om Nkunda fik og besvarede brevet. Ligesom det er ukendt, om French og Moland nogensinde fik jobs, der bragte dem tæt på så magtfulde lokale.

Faktum er, at de halvandet år efter ankomsten til Uganda befandt sig her; i Congos jungle på vild flugt.

På et tidspunkt besluttede de, af frygt for at blive pågrebet, at forlade bilen og fortsætte til fods. Efter tre dage i junglen kom de til en landsby, hvor mænd pludselig åbnede ild mod dem. Joshua French blev pågrebet, mens Moland fortsatte alene. Tjostolv Moland kæmpede sig gennem den farlige, guerillabefængte jungle i yderligere tre dage. Først da han nærmede sig Mambasa, en større by nær grænsen til Uganda, besluttede han sig for at tænde sin mobiltelefon og ringe hjem til familien i Norge. Hans far overtalte ham til at melde sig selv. Det var hans eneste chance for at overleve, mente den dybt bekymrede familie derhjemme.

Mere end fire år senere døde så Tjostolv Moland i sin celle. I den yderst politiserede og med vestlige øjne set pinligt amatøragtige retssag i august-september 2009 i Kisangana blev Moland og French idømt dødsstraf for mordet på Abedi Kasongo. Der var ingen tekniske beviser; andre beviser blev brugt langt over evne. Nordmændene blev også dømt for spionage for den norske stat - en dom, der dog siden blev ophævet - alene fordi de var i besiddelse af stadigt gyldige norske militærpapirer. Dødsdommen er siden blevet stadfæstet to gange. Congo har dog ikke udført henrettelser under præsident Kabila, så reelt er der tale om livstidsdomme.

Men gjorde de det?

Skød Tjostolv Moland den uskyldige chauffør? I fuldskab? I frygt for at blive efterladt i junglen? I frustration over en misforståelse om ruten eller endestationen?

De to mænd, der også kørte med bilen, mener, at Moland blev arrig, fordi chaufføren pludselig ikke ville køre dem hele den aftalte vej. French har hele tiden nægtet drabet, og venneparret har stædigt - også i utallige norske TV-interview fastholdt deres uskyld.

Men under en af appelsagerne erkendte Moland pludselig. Han bad om tilgivelse og underskrev en skriftlig tilståelse. Til sin kæreste sagde han, at det »havde været et uheld«. Siden trak han dog alle tilståelser tilbage og sagde, at han var syg, måske endda i psykose og hallucinerede på grund af de fysiske og psykiske lidelser, fængslet havde påført ham; blandt andet malaria.

Imens har den norske regering forsøgt at få de to nordmænd hjem.

Mændenes mødre, skiftende udenrigsministre og statsminister Jens Stoltenberg har skrevet til præsident Kabila - men uden held og faktisk helt uden svar fra Congos myndigheder.

Men der er gjort for lidt, siger Tjostolv Molands far, Knut Moland, der efter sønnens død har rettet en stærk kritik mod de norske myndigheder:

- Nu er dødsdommen mod Tjostolv eksekveret. Jeg har advaret Udenrigsministeriet igen og igen. Jeg har bedt på mine knæ, men de har ikke gjort en skid, siger han til avisen Fædrelandsvennen.

I flere interview i de senere år har Tjostolv Moland og Joshua French givet udtryk for, at de langsomt har mistet håbet om at komme hjem. I så fald var der kun et tilbage at gøre, har Moland sagt engang til en besøgende journalist:

- Vi dør kæmpende.

De norske myndigheder vil nu forsøge at få Joshua French hjem. De britiske myndigheder er inddraget, da French også har britisk statsborgerskab, ligesom den amerikanske ekspræsident, Jimmy Carter, angiveligt har tilbudt sin hjælp.

Det norske udenrigsministeriet håber ifølge de norske medier på, at de kan appellere om, at French kan komme hjem til Molands begravelse.

Ifølge vg.no er Joshua French i søgelyset som mulig mistænkt for Molands død - men officielt er Tjostolv Molands dødsårsag endnu ikke klarlagt.