Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Panama City. Anklagemyndigheden i Panama har lavet ransagninger hos advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Advokatfirmaet var omdrejningspunkt, da millioner af fortrolige dokumenter i april 2016 blev offentliggjort af journalister verden over, efter de var blevet lækket fra firmaet.
Dokumenterne gav et indblik i, hvordan banker, advokater og skatterådgivere ved hjælp af Mossack Fonseca hjalp privatpersoner og firmaer med at holde penge skjult for skattemyndighederne via offshore selskaber i skattely.
Ransagningerne torsdag sker i forbindelse med en bestikkelsessag, hvor det brasilianske ingeniørfirma Odebrecht er involveret, oplyser anklagemyndighedens kontor.
"Ransagning af advokatfirma, der har etableret aktieselskaber i Brasilien med tilknytning til #LavaJato #PanamaPapers", skriver anklagemyndigheden på Twitter uden at komme med yderligere forklaring.
"Lava Jato" refererer til en omfattende bestikkelsessag fra Brasilien, hvor det statslige selskab Petrobras har været involveret.
Ramon Fonseca, der er en af partnerne i selskabet, nægter at selskabet skal have nogen forbindelse til firmaet Odebrecht.
Odebrecht er et verdensomspændende firma, der nu har erkendt, at de har bestukket højtstående personer i Panama og andre lande i Sydamerika og Mellemamerika i perioden mellem 2010 og 2014 for at vinde store anlægsprojekter.
- Mossack Fonseca har ingen tilknytning til Odebrecht eller Lava Jato, fortalte Fonseca til en gruppe reportere.
Samtidig langede han ud efter Panamas præsident, Juan Carlos Varela, og beskyldte ham for at have modtage penge fra Odebrecht.
- Præsidenten har fortalt mig, at han modtaget donationer fra Odebrecht, fordi han ikke kunne bekæmpe alle, sagde Fonseca.
/ritzau/