Mindst 85.000 mennesker er flygtet til Burundi efter oprørsgruppen M23's seneste fremrykning i DR Congo.
Det oplyser burundiske myndigheder til nyhedsbureauet AFP.
Tallene stiger dag for dag, lyder det, og der advares om alvorlig trængsel og "katastrofale forhold".
- Størstedelen af disse flygtninge er kvinder og børn, der lever i ekstrem usikkerhed, siger Ezechiel Nibigira, Burundis formand for Det Økonomiske Fællesskab af Centralafrikanske Stater (ECCAS), til nyhedsbureauet.
Han tilføjer, at der blandt andet er akut mangel på mad, husly og rent drikkevand.
Der var i sidste uge meldinger om, at den Rwanda-støttede milits havde indtaget byen Uvira i den østlige del af landet, selv om en fredsaftale den 4. december var blevet underskrevet mellem Rwanda og DR Congo.
Fredsaftalen blev blandt andet forhandlet på plads med hjælp fra amerikanske mæglere, og fra USA's præsident, Donald Trump, har det lydt, at konflikten mellem de to afrikanske lande er en af otte konflikter, som han har formået at afslutte, siden han i januar blev genindsat i Det Hvide Hus.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, sagde lørdag, at Rwanda har overtrådt fredsaftalen og truede med uspecifikke konsekvenser.
M23 meddeler tirsdag, at militsen vil trække sig tilbage fra Uvira, hvis USA beder om det.
Tidligere i år blev der ligeledes indgået en aftale. Men kort tid efter brød voldsomme kampe igen ud mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af DR Congo.
Det er en årtier lang konflikt, som danner bagtæppe for kampene i særligt det østlige DR Congo, hvor situationen er eskaleret markant siden starten af 2025.
Volden er fortsat, og begge sider bebrejder hinanden.
Konflikten har rødder i folkemordet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 mennesker blev dræbt, og mange blev drevet på flugt.
Og så handler den også om kontrol over områder, som er rige på mineraler som guld, diamanter og coltan, der blandt andet bruges i elektronikproduktion.
/ritzau/AFP