Myanmars henrettelser kaldes uhyrlige og et stort tilbageslag

Myanmar har for første gang i flere årtier gennemført henrettelser i landet, hvilket møder stor kritik.

Arkivfoto: Blandt de fire henrettede er Phyo Zeya Thaw (t.h.), som var medlem af den afsatte leder Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), samt en fremtrædende demokratiaktivist ved navn Kyaw Min Yu – bedre kendt som Jimmy (t.v.). Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det møder fordømmelse og stærk kritik fra det internationale samfund, at militærjuntaen i Myanmar har henrettet fire politiske fanger.

USA fordømmer »militærregimets uhyrlige henrettelser af prodemokratiske aktivister og valgte ledere«, hedder det i en erklæring fra en talsmand for det nationale sikkerhedsråd.

»Vi beder regimet om straks at stoppe volden, løslade dem, der er blevet uretfærdigt anholdt, og tillade en fredelig tilbagevenden til demokrati, som folket ønsker,« lyder det.

Også Frankrig fordømmer militærjuntaens handling.

Ifølge militærjuntaen havde de fire henrettede, som tidligere på året blev dømt til døden, været involveret i »terrorhandlinger«, da de hjalp modstandsbevægelsen i forbindelse med militærkuppet sidste år.

Det er første gang i flere årtier, at Myanmar har gennemført henrettelser i landet.

Frankrigs udenrigsministerium betegner henrettelserne som et »stort tilbageslag og endnu en fase i de eskalerende grusomheder udført af den burmesiske junta siden militærkuppet«, hedder det i en erklæring.

I Frankrig går Myanmar under navnet Burma.

Blandt de fire henrettede er Phyo Zeya Thaw, som var medlem af den afsatte leder Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), samt en fremtrædende demokratiaktivist ved navn Kyaw Min Yu – bedre kendt som Jimmy.

De to andre henrettede var demokratiaktivisterne HLA Myo Aung og Aung Thura Zaw.

Der er ikke oplysninger om, hvordan henrettelserne er blevet udført. Men tidligere er henrettelser i Myanmar blevet udført ved hængning.

NLD siger i en erklæring mandag, at partiet er »knust«, og at man fordømmer den »uhyrlige forbrydelse« udført af militærjuntaen.

Myanmars militær tog magten i landet ved et kup den 1. februar sidste år.

Aung San Suu Kyi og flere andre medlemmer af regeringen har siden været i husarrest.

I slutningen af juni blev Suu Kyi dog flyttet fra sin husarrest til en enecelle i et fængsel.

Den 77-årige nobelprismodtager har kun forladt sit hus i forbindelse med retsmøder ved en domstol, hvor hun potentielt kan blive idømt over 150 års fængsel.

Den afsatte demokratisk valgte leder er blevet dømt for blandt andet korruption og brud på coronalovgivning. Hun er blevet idømt 11 års fængsel indtil videre.

Suu Kyi førte i november 2015 NLD til en jordskredssejr i Myanmars første frie valg i 25 år.

/ritzau/Reuters