Myanmar forbyder FN-rapportør at besøge rohingya-mindretal

Indrejseforbud kan kun tolkes som, at der sker noget forfærdeligt i muslimsk provins, siger FN-rapportør.

»Denne erklæring om ikkesamarbejde i forhold til mit mandat kan kun tolkes som en stærk antydning af, at der må ske noget rigtigt forfærdeligt i Rakhine og andre dele af landet,« skriver Yanghee Lee Fold sammen
Læs mere
Foto: CATHAL MCNAUGHTON

Geneve. Myanmars regering fortæller FN's uafhængige undersøger af menneskerettigheder, Yanghee Lee, at den ikke vil samarbejde med hende eller lade hende besøge landet.

Det oplyser hun i en erklæring.

Lee havde planlagt en rejse i januar for blandt andet at besøge det muslimske rohingya-mindretal i provinsen Rakhine.

Her skulle hun undersøge menneskerettighedernes stilling rundt om i Myanmar.

Myndighederne i Myanmar siger, at indrejseforbuddet vil gælde, så længe Yanghee Lee arbejder som FN's undersøger.

»Denne erklæring om ikkesamarbejde i forhold til mit mandat kan kun tolkes som en stærk antydning af, at der må ske noget rigtigt forfærdeligt i Rakhine og andre dele af landet,« skriver hun.

Hundredtusinder af rohingyaer er flygtet fra Rakhine til nabolandet Bangladesh.

»Regeringen har gentagne gange benægtet, at menneskerettighederne brydes over hele Myanmar og i særdeleshed i delstaten Rakhine.«

»De siger, at de ikke har noget at skjule, men deres mangel på samarbejde med det mandat, jeg har, og en fact-finding mission antyder noget andet,« påpeger Lee.

»Det er skammeligt, at Myanmar har valgt at gå denne vej.«

Hun håber, at Myanmars regering kommer på andre tanker.