Muslimske chauffører blokerer Oslo centrum

1000 muslimske taxachauffører protesterer mod den norske avis Dagbladet for at bringe Muhammedtegninger.

Tæt ved 1000 muslimske taxachauffører parkerede deres biler midt i Oslo natten til lørdag i en spontan protest mod avisen Dagbladet, som tidligere på ugen publicerede karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Demonstrationen blev anmeldt til politiet sent fredag, og arrangørerne opfordrede chaufførerne til at parkere deres biler i Oslo centrum mellem klokken 02.00 og 04.00 for at vise deres utilfredshed med tegningerne.

- Det er chauffører med tilhørsforhold til islam fra både Oslo og Akershus, som deltog i aktionen, siger Rashad Munir, der selv deltog.

Muslimerne er stærkt utilfredse med, at norske aviser anvender karikaturtegninger af Muhammed til illustration af artikler om islam og muslimer.

Rashad Munir siger, at demonstrationen måske gentages mandag i dagtimerne for at blive bedre hørt. En beslutning er dog endnu ikke truffet.

- Vi er også en del af dette land. Vi kræver at bliver hørt og respekteret. Vi vil vise, at uden os stopper landet, siger Rashad Munir.

Muslimerne er oprørte over, at Dagbladet onsdag på forsiden brugte karikaturerne til at illustrere en artikel om, at Facebook-profilen for Politiets Sikkerhedstjeneste, PST, indeholdt links til netop tegninger af Muhammed.

Rashad Munir siger, at brug af karikaturtegninger af Muhammed er stærkt provokerende og indebærer et misbrug af ytringsfriheden.

Aktionen natten til lørdag foregik fredelig og uden problemer, siger politiet.

/ritzau/NTB