Demokraterne i Kongressen i Washington, D.C. har fået ny ammunition:
De har omgående kastet sig over Elon Musks tweet, hvor han i skarpe vendinger kritiserer Donald Trumps Big Beautifull Bill-lovforslag.
Den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, havde printet en stor planche ud, da han i går på en pressekonference kritiserede lovforslaget.
»Breaking news. Elon Musk og jeg er enige om noget,« sagde Jeffries på pressekonferencen.
I en række opslag på sit eget sociale medie, X, langer mangemilliardæren i hidtil uset omfang ud efter lovpakken, der for nylig blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus.
»Jeg er ked af det, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud længere,« indledte Musk et opslag og uddybede:
»Denne massive, skandaløse (...) udgiftslov fra Kongressen er en modbydelig vederstyggelighed. Skam over dem, der stemte for det: I ved, at I gjorde noget forkert. I ved det.«
Loven menes at øge USAs allerede enorme gæld med billioner af dollar, og i et andet opslag erklærer Musk, at det vil »belaste amerikanske borgere med en knusende uholdbar gæld«.
»Kongressen er ved at gøre USA bankerot,« erklærer han videre.
Forslaget vil blandt andet:
Forlænge de store skattelettelser, Trump gav i 2017
Mindske de svagestes adgang til fødevarehjælp
Sende flere penge til grænsebeskyttelse.
Forslaget er godkendt af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, men mangler stadig at komme igennem Senatet.
Også Demokraternes formand i Senatet, Chuck Schumer, havde i går printet tweetet ud, da han opfordrede medlemmerne af Senatet til at stemme det ned.
Hård kamp i Senatet
50 eller flere af Senatets 100 medlemmer skal sige ja til Big Beautifull Bill-lovforslaget, for at lovforslaget bliver til virkelighed.
Republikanerne har et snævert flertal på 53 senatorer.
Blandt nogle af de mest finansielt konservative republikanere har lovforslaget mødt modstand, fordi den store lovpakke øger USAs allerede enorme gæld. Blandt andet har senatoren Rand Paul sagt, at han stemmer nej.
Efter Elon Musk i går havde tweetet, sagde Rand Paul ifølge nyhedsbureauet AP, at Elon Musk »har noget af den samme skepsis«, som han selv har.
»Lovforslaget er bare ikke konservativt,« sagde Rand Paul.
