Musk vidner i sag mod OpenAI: Ikke i orden at stjæle velgørenhed
Beskyldninger flyver mellem Elon Musk og OpenAI under retssag. Elon Musk beskylder toppersoner for forræderi.

Beskyldninger flyver mellem Elon Musk og OpenAI under retssag. Elon Musk beskylder toppersoner for forræderi.

Rigmanden Elon Musk anklager topfolk i OpenAI, som står bag ChatGPT, for at gå bag om ryggen på både ham og offentligheden.
Elon Musk vidner tirsdag i sagen, som begyndte i den amerikanske delstat Californien mandag.
OpenAI startede som et nonprofit-selskab. Men Musk mener, at OpenAI's topchef, Sam Altman, og medstifter Greg Brockman forrådte ham, da selskabet begyndte at gå i en mere kommerciel retning.
- Hvis vi gør det okay at plyndre en velgørende organisation, så bliver hele grundlaget for velgørende foreninger i USA ødelagt. Det er min bekymring, siger Elon Musk i sin indledende kommentar.
Musk er ifølge Reuters iklædt et sort jakkesæt og slips. Han virker rolig og af og til kigger han direkte på og adresserer nævningene.
Bill Savitt, som er advokat for OpenAI og Sam Altman, siger derimod, at det var Musk, som skubbede på for, at virksomheden skulle blive mere kommerciel - og potentielt en dag ledes af Musk selv.
- Det han (Elon Musk, red.) bekymrer sig om, er, at Elon Musk er øverst, sagde Savitt i sine indledende bemærkninger.
- Vi er her, fordi hr. Musk ikke fik det på sin måde i OpenAI, lød det videre.
OpenAI ændrede struktur i 2019, hvor blandt andet Microsoft investerede i selskabet.
Her lavede selskabet et profitbaseret datterselskab, som ifølge OpenAI's advokat var nødvendigt for at det kunne skaffe computerkraft og betale topforskere for at være konkurrencedygtige over for Googles AI-satsning.
I dag er OpenAI en kommerciel virksomhed, der er delvist ejet af en nonprofit fond.
Musks advokat Steven Molo sagde i sine indledende bemærkninger, at det var de tiltalte fra OpenAI, som ville gøre sig selv rige, da OpenAI begyndte at tiltrække investorer som Microsoft.
- De tiltalte i sagen stjal en velgørende organisation, og vi beder jer om at holde dem ansvarlige. Det var ikke et middel, der skulle gøre folk rige, sagde han.
Elon Musk kræver 150 milliarder dollar, svarende til knap 960 milliarder kroner, i erstatning fra OpenAI og Microsoft, som er en af de største investorer i OpenAI.
Hvis Musk får tilkendt erstatningen, vil overskuddet gå til nonprofit-delen af OpenAI, skriver Reuters.
Elon Musk kræver også, at OpenAI igen bliver en nonprofit organisation, og at Altman og Brockman fjernes som direktører i selskabet.
Anklagerne fra Musk inkluderer brud på reglerne for velgørende virksomhed og uberettiget berigelse.
/ritzau/Reuters