Musharraf ophæver undtagelsestilstanden i Pakistan

Pakistans præsident lover i en tale til nationen et frit valg efter at han lørdag ophævede undtagelsestilstanden i landet.

Pakistans præsident, Pervez Musharraf, lovede lørdag, at valget i landet næste måned vil være frit og retfærdigt. Det skete i en tale til nationen timer efter, at han havde ophævet den kontroversielle undtagelsestilstand.

- Jeg giver det pakistanske folk og verden uden for det løfte, at valget blive fuldstændig frit og gennemsigtigt, sagde Musharraf i talen, der blev transmitteret af pakistansk radio og tv.

Musharraf sagde samtidig, at han havde indført undtagelsestilstanden som en sidste udvej, fordi landet, der er en nøgleallieret i den amerikanskledede kamp mod international terrorisme, stod over for en alvorlig trussel fra militante muslimer.

- Imod min vilje og som en sidste udvej, indførte jeg undtagelsestilstand og reddede Pakistan fra destabilisering, sagde han.

/ritzau/AFP