Musharraf ankommet til Kabul

Pakistans præsident, Pervez Musharraf, ankom søndag til Kabul for at deltage i et fredsmøde.

Pakistans præsident, Pervez Musharraf, mødte søndag sin afghanske kollega, Hamid Karzai, i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Mødet mellem de to ledere fandt sted, inden de to skulle deltage i et afsluttende møde - en såkaldt fredsjirga - om den voksende trussel fra Talibanmilitsen og terrornetværket al-Qaeda.

Fredsjirgaen, der er den første af sin art, har samlet omkring 700 klanledere og muslimske præster fra den uroplagede grænseregion mellem de to lande. Også parlamentarikere fra de to lande deltager i mødet i bestræbelserne på at finde en strategi, der skal fjerne ekstremisterne fra området.

Fredsjirgaen begyndte torsdag uden Musharrafs deltagelse. Musharraf meldte afbud til åbningsmødet i sidste øjeblik, men er nu ankommet for at deltage i det afsluttende møde.

/ritzau/