Muren gennem historien

I går var det 46 år siden, at DDR begyndte at bygge Muren mod Vesten. I dag, knap 18 år efter dens fald, er der hidsig debat om Stasi-dokumenter med ordrer om at dræbe grænseoverløbere og et Stasi-arkiv, der ansætter tidligere agenter.

DDR-grænsevagter bærer liget af den 18-årige Peter Fechter, som blev dræbt af 24 skud under et forsøg på at flygte fra DDR til Vesttyskland, 17. august 1962. Hans dødskamp blev fulgt af hundredvis af journalister, fotografer og forbipasserende, der blev forhindret i at komme ham til hjælp, mens han i 45 minutter lå og forblødte i ingenmandsland. Foto: EPA Fold sammen
Læs mere

Muren, et af verdens grimmeste bygningsværker, som delte Tyskland og Europa, er for et kort øjeblik vendt tilbage i den offentlige bevidsthed i forbundsrepublikken knap 18 år efter den faldt.

Det sker i form af en ejendommelig debat, som de seneste dage er bølget frem og tilbage blandt tyskere. Anledningen er tilsynekomsten af et dokument fra 1973, hvori DDR-myndighederne anviser sine mest trofaste soldater at skyde mennesker, der ville flygte til Vesten, også»kvinder og børn«, som det fremgår.

Det overraskende er ikke, at østtyske grænsetropper havde ordre til at uskadeliggøre alle, som søgte at forlade den såkaldte arbejder- og bondestat. Fra Murens bygning 1961 og frem til den fredelige revolution i 1989 døde mindst 1.245 mennesker, alene i Berlin var det 133. Dertil kommer snesevis af folk fra Vesten, der blev dræbt af DDR-vagter, fordi de med vilje eller ved en fejltagelse var kommet ind påøsttysk territorium. Alle har vidst det, nogle af drabene er dokumenteret på film, og enkelte grænsesoldater er efter Tysklands genforening 1990 blevet dømt af en domstol.

Vagter skulle vogte vagter
Alligevel blev det præsenteret som en sensation, da det såkaldte Stasi-arkiv, der forvalter efterladenskaberne fra DDRs hemmelige politi, i weekenden offentliggjorde papiret fra dets afdeling i Magdeburg.

Den maskinskrevne anvisning henvender sig til Stasi-agenter, der forklædt som almindelige grænsesoldater skulle sikre, at heller ikke DDRs egne vagtposter og deres familier flygtede til Vesten. DDR-ledelsen var altså klar over, at den kommunistiske stat var så upopulær, at man måtte have vagter til at vogte vagter.

Heller ikke det er en nyhed, et lignende papir blev offentliggjort for ti år siden og udløste ikke større postyr, netop fordi indholdet, sin grusomhed til trods, var kendt af de fleste, der interesserer sig for sligt. Men hvorfor så al den opmærksomhed nu?

En forklaring kunne være, at lederen af Stasi-arkivet, Marianne Birthler, er under pres. Birthler og hendes forgænger har i årevis beskæftiget gamle Stasi-folk, selv om institutionen først og fremmest skal afsløre det hemmelige politis forbrydelser siden DDRs oprettelse i 1949.

Nogle af de halvt hundrede tidligere Stasi-medarbejdere havde adgang til arkivmaterialet og kan have manipuleret dokumenter. Under alle omstændigheder, lyder kritikken, er det ikke hensigtsmæssigt, at ofre, som besøger arkivet, risikerer at møde deres forfølgere.

Birthler kæmper også mod politiske forsøg på at fratage arkivet dets status som selvstændig myndighed. Der er forslag om at lægge det under forbundsarkivet og at beskære dets budget. Endelig søger gamle Stasi-folk til stadighed at afdramatisere diktaturet. Det var ikke så slemt, siger de, og folk, der blev skudt eller smidt i fængsel, fordi de havde forsøgt at flygte, var selv ude om det.

Fortrængningen
Marianne Birthler er således omgivet af tre fronter og har tilsyneladende brug for gode nyheder, selv hvis de er triste. For nogle uger siden forbød hun i sidste øjeblik en af sine medarbejdere i at deltage i et seminar om Stasi i Berlin, arrangeret af Syddansk Universitet.

Seminaret var i forvejen under angreb, men hendes beslutning gav arrangementet dødsstødet. Hendes egen talsmand kaldte den politisk, og såvel tyske som danske historikere pegede på, at forbudet mest skulle vise, at hun kunne være skrap, og at hun ikke ville blande arkivet ind i en konference, hvis program havde vist sig at være kontroversiel.

I går markeredes 46-årsdagen for Murens opførelse. Borgmestre og ministre lagde kranse ved den gamle grænse. Nogle døgn inden offentliggjorde Birthler papiret fra 1973. Politikere af alle kulører stod i kø med udtalelser, i hvilke de lufter deres forargelse over DDR-regimet. Kort efter viste det sig, at dokumentet ikke var nyt. Men så meldte DDRs sidste, kommunistiske statschef Egon Krenz sig til orde i mandagsudgaven af boulevardavisen Bild. Der har aldrig eksisteret en ordre om at skyde flygtninge ved grænsen, sagde han.

Dermed hjælper Krenz, imod sin hensigt, Birthler. Han viser, at det fortsat er nødvendigt at beskæftige sig med det østtyske diktatur. Når han, der var en del af regimets top, afviser, hvad man kan læse, høre og se, er det en fortrængning af den mere interessante art. Der er stadig en del arbejde at gøre for Birthler, selv om hun en gang imellem måtte ramme ved siden af.