Murdoch dropper gigantopkøb

Mediemogulen Rupert Murdoch kaster håndklædet i ringen.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amerikanske Rupert Murdoch har offentliggjort, at han vil droppe videre opkøb af det britiske tv-netværk British Sky Broadcasting.

Opkøbet har ellers været længe under vejs. Murdoch og Co. har kæmpet politisk for at få handlen i stand siden sidste år, men efter News of the World-skandalen har de politiske vinde vendt sig mod medieimperiet News Corp.

Chase Carey, en højtstående talsmand for firmaet, siger, at overtagelsen er "blevet for svær at komme videre i dette klima" til den britiske avis - og konkurrent - The Guardian.

Under en spørgetime i britiske parlament sagde premierminister David Cameron tidligere i dag:

- Det, der er sket i den virksomhed, er skandaløst, det skal håndteres på alle niveauer, og de bør holde op med at tænke i fusioner, når de er nødt til at rydde op i det rod, de har skabt.

Politikere ville bremse opkøb

Ifølge The Guardian ville parlamentet også om få timer stemme for, at Murdoch måtte udskyde sit opkøb. Det forslag blev sat i søen søndag af leder af oppositionspartiet Labour, Ed Miliband, som forlangte at få en række undersøgelser af avisskandalen afsluttet før et eventuelt opkøb af aktiemajoriteten.

- Han (Murdoch, red.) bliver nødt til at forstå, at når offentligheden har set de ulækre afsløringer, som vi har set i denne uge, er ideen om, at hans organisation overtager BSkyB, uden at den politimæssige efterforskning er afsluttet og alene på basis af forsikringer fra den selvsamme organisation - helt ærligt, det går bare ikke i befolkningens øjne, sagde Ed Miliband i søndag til BBC.

Undersøgelse i vejen

Efter det for to uger siden kom frem, at tabloidmediet News of the World ulovligt havde aflyttet adskillige telefoner i jagten på sentationshistorier, er der blevet iværksat flere undersøgelser, som nærmere skulle afdække begivenhedernes gang på avisen. Det har presset Murdoch, som forud for opkøbet skulle blåstemples og erklæres for 'egnet' køber af det britiske parlament.

Murdoch ejer allerede små 40 procent af aktierne i BSkyB, men ville med opkøbet styrke udbuddet af medieløsninger  til briterne. De første rygter om opkøbet blev også modtaget mildest talt skeptisk af konkurrerende medier - herunder The Guardian. De mente, at opkøbet ville ødelægge pluraliteten i det britiske mediemarked.

Murdochs tilbagetog bliver ikke nogen billig fornøjelse - han skal betale BSkyB 38.5 milliarder britiske pund for at trække sig fra handlen.