Mund- og Klovsyge i Storbritannien

Forbud mod at flytte kreaturer og svin i Storbritannien, efter at der er konstateret mund- og klovsyge på en gård i Guildford nær London.

Storbritannien er ved at træffe alle de forholdsregler, som EU's lovgivning foreskriver, for at bekæmpe et udbrud af mund- og klovsyge på en landbrugsejendom sydvest for London, sagde EU-Kommissionen lørdag.

EU vil forbyde dyreeksporter og kødeksporter fra Storbritannien, sagde den britiske minister Ed Miliband til BBC lørdag.

Et landsdækkende forbud mod at flytte kreaturer og svin er blevet indført, efter at de veterinære myndigheder fredag bekræftede et tilfælde af den frygtede sygdom på en landbrugsejendom i Guildford i grevskabet Surrey sydvest for London.

Premierminister Gordon Brown afbrød sin ferie i en anden del af Storbritannien og hastede tilbage til London efter udbruddet af den stærkt smitsomme kvægsygdom.

Der er i London frygt for en gentagelse af en epidemi, som i 2001 ødelagde store dele af landets landbrug. Dengang blev mellem 6,5 og 10 millioner dyr tilintetgjort, turistindustrien blev sat i stå, hæren blev indsat, og et planlagt parlamentsvalg blev udskudt, mens regeringen blev kritiseret for at have reageret for langsomt. Sygdommen, der blev opdaget i omkring 2000 landbrug over hele landet, kostede den britiske stat omkrig otte milliarder pund.

/ritzau/