Muhammed-krisen: »Et skridt tilbage for ytringsfriheden«

I morgen er det to år siden, at Muhammed-tegningerne blev trykt, og Berlingske har taget temperaturen på effekten i Mellemøsten. Krisen har gjort ondt værre i adskillige lande og givet ytringsfrihed et dårligt ry. Men der er også lyspunkter: Krisen har skabt en ny dynamik.

Verden over skabte de danske muhammedtegninger vrede blandt muslimer. Som her i Pakistans hovedstad Islamabad 10. februar 2006, hvor Dannebrog blev brændt af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aamir Qureshi/AFP

JERUSALEM: For halvandet år siden traf den jordanske avisredaktør Jihad Momani en beslutning, der drastisk skulle ændre hans liv. Chefredaktøren valgte at trykke tre af de danske Muhammed-tegninger i sin avis Shihan ledsaget af en opfordring, der lød: »Verdens muslimer, vær rimelige«.

Det modige skridt kostede ham jobbet som chefredaktør. Og en retssag, der fortsat verserer og ultimativt kan føre til en fængselsdom eller dødsstraf. I mellemtiden har Jihad Momani også mistet sin familie; han blev nødt til at sende sine børn til Canada, fordi chikanen mod dem blev livstruende.

Karikaturtegningerne af profeten Muhammed blev for første gang offentliggjort i Jyllands-Posten for to år siden. I første omgang uden den store virak, men efter få måneder satte furoren ind. Den danske ambassade i Syrien og konsulatet i Libanon blev sat i brand. Demonstranter blev massakreret til døde. Og Danmark og danske produkter blev lagt for had fra Damaskus til Casablanca.

I mellemtiden har vi vist alle været der; til middagen eller mødet, hvor selv gamle venner eller nær familie omtrent kom op at slås over Muhammed-tegningerne.

Var karikaturerne et tåbeligt teenage- agtigt stunt, et slag for ytringsfriheden, som vil bære frugt på sigt? Eller udhulede de den ytringsfrihed, vi allerede har? Berlingske har i interviews og møder i Mellemøsten forsøgt at spore, hvad effekten af Muhammed-krisen er i regionen her to år senere.

Spørger man Jihad Momani er han på den ene side ikke i tvivl om, at han ville trykke tegningerne igen.

»Ja, det ville jeg,« siger han med en dyb, rolig stemme, selv om det har kostet ham dyrt.

»Det var rigtigt at vise tegningerne, så folk selv kunne vurdere dem. Og dermed afsløre de arabiske staters hykleri. Arabiske regimer brugte tegningerne; de brugte mig, fordi de ville fremstå som islams store forsvarer.«

Men Muhammed-sagen har ikke just haft en positiv effekt på ytringsfriheden i Jordan, pointerer Jihad Momani og andre jordanske eksperter. I marts 2007 vedtog parlamentet en strammere presselov, der blandt andet foreskriver fængselsstraf for »religiøse fornærmelser«. Tegningekrisen blev i optakten til lovens vedtagelse nævnt et utal af gange.

»Der er ingen tvivl om, at tegningesagen har ført ytringsfriheden et skridt tilbage i Jordan,« siger Jihad Momani, der ikke har fået skyggen af støtte fra hverken Danmark eller Vesten.

Dødsstraf for krænkelser
En anden af de personer, der blev hårdest ramt af Muhammed-krisen – og som stadig er i live – er Mohammed al-Assadi, tidligere chefredaktør for avisen Yemen Observer, der trykte tre af tegningerne med et sort kryds hen over på forsiden af avisen.

I februar 2006 blev al-Assadi smidt i fængsel. Ned til femten andre yemenitter i et mørkt og beskidt hul, som han beskriver det over for Berlingske, der møder ham i Yemens hovedstad, Sana’a.

Chefredaktøren forsøgte i cellen at holde ultra-lav profil og fortalte ikke sine medfanger, hvem han var. Da to beduiner fra Marib, Yemens mest brutale og islamiske provins, blev fængslet i samme celle, foregav al-Assadi, at han sov. Men hans medfanger fortalte straks beduinkrigerne, at al-Assadi var ham, der »genoptrykte de danske tegninger«. Beduinerne kom over til ham og sagde: »Så det er dig, der er hunden«.

Al-Assadi har både overlevet beduinkrigerne og den professionelle deroute. Han er nu chefredaktør for et nyt magasin »Yemen Today«.

Men Muhammed-krisen har sat sit aftryk på Yemens ytringsfrihed, pointerer al-Assadi, der er klædt i et vestligt jakkesæt, modsat de fleste yemenitiske mænd, der bærer en klassisk hvid kjortel og en kæmpemæssig dolk.

»På en skala fra 1–10 giver jeg Muhammed-sagen 12. Den har været meget dårlig for ytringsfriheden og pressefriheden i Yemen. Den umiddelbare effekt var, at sagen øgede pressens selvcensur. Og på sigt var tegningerne medvirkende til, at Yemen yderligere kunne stramme grebet om pressen. Senest har regeringen fremsat et lovforslag om national enhed, der indskrænker ytringsfriheden.«

Loven indebærer, at den, der fornærmer islam, styret eller traditionen kan idømmes fængselsstraf i tre år. Krænkelser kan også medføre dødsstraf, selv om få yemenitiske analytikere tror, regeringen tør tage det skridt. Men der er også lyspunkter. Muhammed-sagen har også haft positive effekter i nogle mellemøstlige og nordafrikanske lande. I Marokko betoner flere eksperter, at Muhammed-krisen har sat fokus på ytringsfriheden og været medvirkende til at ophæve tabuer.

Krise førte til debat
Jamal Chahdi, direktør for »Centre des Droits des Gens« (Center for Menneskerettigheder), beskriver over for Berlingske effekten således: »Muhammed-krisen udløste i Marokko en ny dynamik. Diskussioner og debatter om ytringsfrihed og borgerlige rettigheder væltede frem.«

En lignende effekt havde krisen i Saudi-Arabien. Hussein Shobokshi, en kendt liberal forfatter og prominent kommentator i Saudi-Arabien, siger: »Mohammed-krisen skabte mere debat, flere diskussioner og udveksling af ideer og holdninger mellem arabere og vesterlændinge.«

Anders Fogh Rasmussen og andre vesterlandske ledere har forsøgt at vise verden, at dette var en sag om ytringsfrihed, og at ytringsfriheden er ukrænkelig. Men for Hussein Shobokshi at se handler Mohammed-tegningerne slet ikke om ytringsfrihed.

»Man har misbrugt ytringsfriheden ved at knytte den til de krænkende tegninger. På den vis har man skabt ringere betingelser for at udbrede ytringsfrihed i denne del af verden,« siger Hussein Shobokshi.

En ligeledes populær kommentator i Mellemøsten er Rami G. Khouri, der er chef- redaktør for avisen Daily Star i Libanon, og han er på linie med sin saudi-arabiske kollega: »Overordnet set var krisen destruktiv. Men den åbnede vores øjne for de forskellige værdisystemer her og i Vesten. I Europa handlede det måske om ytringsfrihed. Her drejede det sig om at respektere hinandens religioner.«

Pres på ytringsfriheden
Lawrence Pintak er en kendt amerikansk Mellemøst-ekspert, der er professor i medier på Det Amerikanske Universitet i Cairo, og nøje har fulgt Muhammed-sagens forviklinger. Han skildrer dilemmaet således:

»I Egypten er fire avisredaktører blevet arresteret for at kritisere præsident Mubarak og hans søn. Det handler om ytringsfrihed – de danske tegninger gør ikke. Ved at kæde tegningerne sammen med ytringsfriheden har man givet mellemøstlige regimer ammunition til at slå ned på ytringsfrihed. De siger selvfølgelig: ‘Se dette er, hvad ytringsfrihed fører til: forhånelse af profeten’.«

Jakob Skovgaard-Petersen, leder af det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo, er enig. Han kommenterede krisen i en række talkshows, mens den stod på. I dag siger han: »Adskillige liberale røster i Mellemøsten har forbandet tegningesagen, fordi den gjorde ytringsfrihed mere suspekt i Mellemøsten. Hvilket bliver brugt som et argument for censur.«

Skovgaard-Petersen betoner, at diskussionen om ytringsfrihed i Mellemøsten har ændret karakter.

»Tidligere diskuterede man, hvordan staten indskrænker ytringsfriheden. Nu går diskussionen mere i retning af, hvorledes man bør begrænse ytringsfrihed, så ingen kan føle sig krænket.«

En række mellemøstlige regimer er foranlediget af tegningesagen gået til FN for at få ytringsfriheden indskrænket i forhold til religion. Stort set alle vestlige lande er selvsagt imod, at man sætter grænser for ytringsfrihed, og en bindende resolution kan derfor ikke blive vedtaget. Men kravet har »en form for liv i FN-systemet«, som en ekspert formulerer det. Og den nye svenske Muhammed-sag har sat øget fokus på ideen.

Tilbage i Amman er det udsagn, der bragte Jihad Momani på kant med det jordanske styre og på alverdens forsider, mere aktuelt end nogensinde:

»Hvad fører til flest fordomme mod Islam: Disse karikaturer eller billeder af en gidseltager, som skærer halsen på sit offer over foran rullende kameraer, eller en selvmordsbomber, der sprænger sig selv i luften under en bryllupsceremoni?«

Det var især denne formulering, der stødte regimet, mener Jihad Momani. Han afventer fortsat sin dom, som sandsynligvis kommer inden årsskiftet.

»Men uanset hvad, bliver jeg i Jordan,« siger Jihad Momani.

»Jeg vil bevise min uskyld; at jeg ikke krænkede profeten, men blot ville lade folk selv bedømme tegningerne og indse, hvordan de blev misbrugt.«