München-morder planlagde sit angreb i et år

Den 18-årige mand, der fredag dræbte ni personer i München, havde planlagt sit angreb i et år. Han har desuden udarbejdet et manifest, oplyser tysk politi.

Angrebet, der fandt sted i München fredag, var nøje planlagt, oplyser tysk politi. Den 18-årige gerningsmand, der dræbte ni personer og siden begik selvmord, har tilsyneladende planlagt sit angreb i et år. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREAS GEBERT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var et nøje planlagt angreb, der fredag kostede ni uskyldige livet i og omkring indkøbscenteret Olympia i Bayerns hovedstad, München.

Politiet i den tyske delstat oplyste på et pressemøde søndag, at gerningsmanden, en 18-årig tysk-iraner, der tog sit eget liv, kort efter han havde skudt og dræbt de ni personer, havde planlagt sit angreb i et år.
Bayerns politichef, Robert Heimberger, fortalte på pressemødet, at politiet havde fundet materiale på den 18-åriges værelse på hans bopæl i München-bydelen Maxvorstadt, der peger i retning af, at han formentlig har planlagt skyderiet siden sidste sommer.

Politiet fandt desuden et manifest på den computer, gerningsmanden havde på sit værelse, som han ar udarbejdet inden sit angreb. Efterforskerne har endnu ikke nået at nærstudere manifestet, og på pressemødet sagde politichefen intet om, præcis hvad det indeholder.

Oplysningerne om manifestet peger endnu en gang i retning af politiets teori om, at højreekstremisten Anders Behring Breivik og andre massemordere var inspirationskilder for gerningsmanden.

Angrebet i München fandt sted 22. juli – femårsdagen for Breiviks blodige angreb på den norske ø Utøya samt i Norges hovedstad, Oslo, hvor i alt 77 personer blev dræbt. Breivik havde ligeledes udarbejdet et manifest, der var knap 1.500 sider langt, og som han offentliggjorde kort før bombeangrebet i regeringskvarteret i Oslo og massakren på Utøya.

Lørdag sagde Münchens politichef, Hubertus Andrae, at der var et »oplagt« link til Breivik først og fremmest på grund af datoen, og indenrigsminister Thomas de Maiziere fortalte, at gerningsmanden havde researchet på flere masseskyderier – heriblandt Breiviks.

Den tyske avis Bild kan desuden fortælle, at gerningsmanden havde brugt et billede af Breivik som profilbillede på beskedtjenesten WhatsApp.
Anders Behring Breiviks manifest var præget af stærkt nationalistiske og anti-muslimske holdninger, og der har tidligere været forlydender om, at den 18-årige gerningsmand havde det liggende på sin computer.

Det kan tysk politi dog ikke bekræfte.

»Jeg må komme med en berigtigelse. Vi har tidligere antydet, at Breiviks manifest skulle være fundet på hans computer. Det passer ikke. I hvert fald er det ikke blevet fundet indtil nu,« sagde Robert Heimberger, der betonede, at efterforskningen fortsætter, og at det vil tage noget tid, før politiet har et fuldt overblik over, hvad der befandt sig på computeren.

Tilfældige ofre

Hovedparten af de dræbte ved angrebet havde udenlandsk baggrund – tre var af tysk-tyrkisk oprindelse, tre havde kosovoalbanske rødder, og en havde græsk baggrund. Otte af de ni ofre var under 20 år.
Politiet fastholder, at angrebet i München tilsyneladende ikke var politisk motiveret, og at gerningsmanden ikke gik specifikt efter ofrene, fordi de var udlændinge.

»Jeg vil gøre det klart, at gerningsmanden ikke bevidst har udvalgt ofrene,« sagde statsanklager Thomas Steinkraus-Koch på søndagens pressemøde ifølge det tyske tidsskrift Focus.

På et pressemøde lørdag fortalte politiet, at gerningsmanden var en stille ung mand, der havde problemer i skolen og brugte det meste af sin tid på værelset, hvor han spillede skydespil på internettet. Han led af en depression, som han angiveligt blev behandlet for. Her betegnede politiet ham desuden som »en klassisk amokløber uden politisk motivation«.
Thomas Steinkraus-Koch sagde søndag, at den 18-årige gerningsmand tilbage i 2012 blev mobbet i skolen, skriver avisen Zeit, og han skulle angiveligt have indgivet en klage over tre klassekammerater. Ingen af de tre var blandt ofrene.

Politiet har desuden bekræftet, at den 18-årige mand købte gerningsvåbnet på internettet. Der er tale om en 9 mm Glock-pistol, hvor serienummeret var blevet fjernet, som han havde medbragt flere end 300 patroner til.
Ifølge Süddeutsche Zeitung er gerningsvåbnet et aflagt teatervåben, der er blevet reaktiveret. Gerningsmanden skulle have købt pistolen på det såkaldt »mørke internet«, hvor alle brugere er anonyme, og intet kan spores, skriver avisen.