Mueller-efterforskere antyder forkert tolkning af Trump-rapport

Avis: Særlig anklagers Rusland-undersøgelse er måske mere belastende for Trump, end justitsminister siger.

Måske er årets mest omtalte rapport tolket forkert. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEX WONG

USAs justitsminister, William Barr, giver ikke et retvisende billede af Mueller-undersøgelsen, siger tilknyttede efterforskere til New York Times.

Det fremgår ikke af New York Times' artikel, hvor mange af Muellers medarbejdere der står bag kritikken eller støtter den. Der er ingen citater i historien.

Men ifølge efterforskerne kan indholdet være mere belastende for præsident Donald Trump, end Barr giver udtryk for.

Robert Mueller blev i 2017 udpeget som særlig anklager til at undersøge, om der var et samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland i valgåret 2016.

Mueller afsluttede i sidste måned undersøgelsen og afleverede en rapport på næsten 400 sider til justitsministeriet.

For knap to uger siden offentliggjorde Barr et fire sider langt resume af rapporten. Her blev det fastslået, at der ikke var noget samarbejde med Rusland.

Det fremgik imidlertid af resuméet, at Mueller lod det være op til justitsministeriet, om der skulle rejses sigtelser mod Trump for obstruktion af den særlige anklagers og FBI's arbejde.

Det afviste Barr og hans vicejustitsminister, Rod Rosenstein, i det fire sider lange sammendrag.

Men den frikantede konklusion bekymrer flere af de folk, der har arbejdet sammen med Mueller om den afsluttende rapport, skriver New York Times.

De mener, at Barr har været hurtig med sine konklusioner. Men flere af avisens kilder vil ikke uddybe, hvad det er, de anser som belastende for Trump i undersøgelsen.

Justitsministeren blev aldrig bedt om at offentliggøre et resume, så kort tid efter at han fik rapporten. Det siger en person ned kendskab til efterforskningen.

Barr har oplyst, at han i midten af april delvis vil offentliggøre rapporten. Men der vil være mange overstregninger i de passager, som hans ministerium anser for at være sensitive.

Barr er nyudpeget justitsminister, og han har tidligere givet udtryk for, at der ikke bør rejses sigtelse mod en siddende præsident

Nogle demokrater i Kongressen har givet udtryk for, at han er alt for føjelig over for præsidenten.

De fleste republikanere anser undersøgelsen for slut og ser demokraterne som dårlige tabere.

/ritzau/