»Mowgli«-pige fundet blandt aber i Indien

Personalet på det indiske hospital, hvor pigen er under behandling, oplyser, at pigen sidder og går som en abe og spiser ved at æde med munden. Hun har intet sprog ud over primale lyde, men er tilsyneladende ved at lære at gå på to ben. Fold sammen
Læs mere

En pige, som tilsyneladende har levet lang tid blandt en abeflok, har vakt stor opstandelse i Indien.

Hun levede mellem aber, gik på alle fire og bliver bange ved synet af mennesker.

En pige i tiårs-alderen er blevet fundet i det nordindiske skovområde Katraniaghat efter et tip fra skovarbejdere. Hun blev opdaget i selskab med en abeflok, som aggressivt forsøgte at beskytte pigen, da en politipatrulje opsøgte hende i skoven.

Men hvem er pigen?

Historien er først nu kommet frem i medierne. En politimand oplyser til den indiske avis The New Indian Express, at pigen lader til at have været sammen med aberne siden fødslen. Hun var meget tynd, havde uplejet hår og uklippede negle. Andre medier skriver, at pigen bar tøj, da hun blev fundet – i så fald kan pigen ikke have været i junglen siden spæd.

Læger og sygeplejersker på det hospital, hvor pigen er under behandling, fortæller, at pigen sidder og går som en abe, spiser ved at sprede maden ud foran sig og æde med munden. Hun har intet sprog ud over primale lyde. Evnen til at gå på to ben og spise med hænderne som redskab er dog bedret i de måneder, pigen har været på hospitalet.

Historien om abepigen har vakt stor opstandelse i Indien, og indisk presse har ikke været sene til at drage paralleller til Rudyard Kiplings klassiker, »Junglebogen« fra 1894 – fortællingen om drengen, Mowgli, der vokser op i en ulveflok.

Abepigen er ikke alene

I de seneste årtier er flere børn, som tilsyneladende har levet i skovene med dyr som eneste selskab, blevet fundet rundt om i verden. En kvinde ved navn Marina Chapman, som i dag er i 60erne, har udgivet en bog om, hvordan hun som barn levede fem år blandt aber i den columbianske jungle, før hun blev reddet. Hendes fortælling er dog blevet beskyldt for at være hel eller delvis fiktion, skriver The Guardian.

I 1996 blev en handicappet, nigeriansk dreng, Bello, fundet blandt chimpanser. I 1991 blev en seks-årig dreng fundet sammen med aber i den ugandiske jungle. Lignende historier kendes fra Fiji-øerne og Sydamerika.

De dyrelignende børn vækker ofte lige dele nysgerrighed og fascination. Børnenes opførsel kan give stor viden om menneskelige instinkter og betydningen af vores natur kontra kulturelle opdragelse.

Men ofte er der større grund til forfærdelse og meget langt til den Kiplingske naturromantik. Der er som regel tale om børn, der på grund af handicap eller andre ulykkelige omstændigheder er forladt af familien. I fattige lande er det ofte omgærdet af stor skam og uoverskuelige udgifter at have et handicappet eller generelt anderledes barn. Andre børn – eksempelvis drengen fra Uganda – var stukket af hjemmefra, efter at han havde overværet sin far slå moderen ihjel.

I Indien forsøger myndighederne nu at kortlægge pigens baggrund og den familie, der eventuelt har efterladt hende bevidst eller ubevidst, blandt andet ved at gennemgå registre over savnede børn. Når pigen er færdigbehandlet på hospitalet, vil hun bliver overdraget til et børnehjem, oplyser myndighederne til de indiske medier.