To personer er onsdag blevet dræbt under ukrainske droneangreb i den sydvestlige russiske region Belgorod.

Det skriver Vjatjeslav Gladkov, der er guvernør i regionen, ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

En af de dræbte var ifølge guvernøren en 18-årig mandlig motorcyklist, der befandt sig i en landsby nær den russisk-ukrainske grænse, da han blev ramt under et droneangreb.

Den anden dræbte var en kvindelig bilist, der befandt sig i sin bil i byen Grajvoron, der også ligger i grænseområdet, da hun blev udsat for et angreb, skriver Gladkov.

Regionen Belgorod, der deler grænse med Ukraine, har ifølge Reuters ofte været udsat for angreb fra ukrainske styrker under den fire år lange krig mellem Rusland og Ukraine.

Fire personer mistede i sidste uge livet under ukrainsk beskydning af en bygning i byen Belgorod, der er hovedby i regionen af samme navn. Byen ligger cirka 40 kilometer fra grænsen til Ukraine.

Meldingerne om de ukrainske angreb kommer, efter at Rusland tidligt onsdag morgen meldte, at et ukrainsk luftangreb havde startet en brand på en større havn i den nordvestlige del af Rusland.

Ifølge Rusland sendte Ukraine natten til onsdag knap 400 droner ind over det store naboland.

Tirsdag aften meddelte det ukrainske luftvåben, at Rusland på 24 timer havde sendt næsten 1000 droner mod Ukraine.

De russiske angreb kostede otte mennesker livet og ramte blandt andet den historiske bymidte i byen Lviv og et boligområde i den vestlige del af Ukraine.

Ukraine sendte i sidste uge en delegation til USA i et forsøg på at genoplive forhandlingerne om en afslutning på krigen.

- Desværre er der endnu ikke sket nogen reel fremgang, sagde Zelenskyj tirsdag efter et møde med de ukrainske forhandlere.

- Rusland ønsker ikke at tage skridt i retning af fred, tilføjede han.

/ritzau/