Mors dreng fra Pine Road satte verden i brand

Han var en nobody, som online blev til noget. Han udgav sig for at være en rødhåret feminist, en rabiat jødisk advokat og en talsmand for Islamisk Stat. Og han endte med at sætte verden i brand. Her er historien om Joshua Goldberg.

Efterforskere undersøger gerningsstedet i Garland, Texas, USA, hvor to personer 3. maj 2015 åbnede ild fra en bil uden for Curtis Culwell Center under »Muhammad Art Exhibit and Cartoon Contest«, en anti-islamisk event. Her skød og sårede gerningsmændene en vagt, mens betjente skød tilbage og dræbte de to mænd. Arkivfoto: Ben Torres/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: Ben Torres
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bagefter tog han en sejrsrunde på de sociale medier. To unge mænd havde netop angrebet en Muhammed-tegnekonkurrence i Texas, og han havde inspireret dem. Han gjorde det. Det var ham. Han kaldte sig »Australi Witness,« og som han bl.a. skrev i et heltekvad om sig selv på et site yndet af medlemmer af Islamisk Stat:

»Hej, mit navn er Australi Witness. Måske kender I mig allerede, fordi jeg inspirerede angrebene i Garland i Texas, hvor to hellige krigere angreb en begivenhed, som hånede profeten Muhammed...«

Og der var noget om hans pral. Angrebet mod tegnekonkurrencen i Garland i Texas fandt sted 3. maj i år, og Australi Witness havde forinden på Twitter gjort sit til at inspirere løse hoveder til at angribe.

Han skrev, at »de vantro« holdt en konkurrence i Texas, han skrev hvor og hvornår, han sendte et kort ud med tid og sted, han opfordrede angrebsmænd til at finde inspiration i angrebet på Charlie Hebdo og - gentweetede han - »angrib med jeres våben, bomber og jeres knive.«

Joshua Goldberg Fold sammen
Læs mere

Umiddelbart inden angrebet skrev han med versaler: »Jeg er tilbage, vantro. Dø i jeres raseri!« Den besked blev gen-tweeted af Elton Simpson, som kort efter sammen med en kammerat angreb tegnekonkurrencen.

De sårede en vagt i anklen, men en træfsikker betjent ramte og dræbte dem begge. Islamisk Stat og Australi Witness solgte angrebet som en storslået sejr - og som en billet til paradis, som Australi Witness tweetede:

»Må Allah belønne Garland-krigerne med et sæde ved siden af Profeten i Jannah.«

I den fysiske verden er det simpelt. Du er dig, jeg er mig, hun er hende, han er ham. Vi kan se det, vi kan sanse det. Vi ved det.

Vi ved også, at det ikke nødvendigvis er sådan i den virtuelle verden. Vi ved, at en nødlidende ven kan være en fupmager, og at en online-kvinde kan være en mand, men vi tager ikke desto mindre ofte vores erfaringer fra den fysiske verden med over i den virtuelle og antager ubevidst, at person X vitterligt er person X.

Og så bliver vi snydt af en Joshua Goldberg.

I virkeligheden var Joshua Goldberg, hvad amerikanerne kalder en nobody. Han var lige fyldt 20 år, han boede hjemme hos sin mor i Florida, og han havde ikke de store planer om andet, ikke i den fysiske virkelighed.

Men virtuelt - virtuelt var han som en lille dreng, der inden middag er jagerpilot, sørøverkaptajn, Robin Hood, cowboy og alle sine andre drømme. Virtuelt var Joshua Goldberg ikke en nobody, han var everybody.

Han var en rabiat jødisk advokat ved navn Joshua Bornstein; han var en nynazistisk blogger ved navn Michael Slay; han var en militant venstreorienteret ved navn Tanya Cohen; han var en homofobisk feminist ved navn Caitlin Roper; han var en australsk journalist ved navn Elise Potaka; han var en islamisk prædikant ved navn Junaid Thorne, og han var så mange anonyme online-navne, at det kunne drive enhver til vanvid at forsøge at hitte rede i dem.

Bloggeren Daniel Schubert gjorde forsøget og nåede frem til, at Goldberg havde mindst 12 online-navne på Twitter, og på Reddit var han moderator på 150 forskellige fora og deriblandt 25, som kræver et kodeord at komme ind, fordi de er så slemme.

Bl.a. et forum, som talte for at opdrage »dumme kællinger« og feminister gennem voldtægt. På 4Chan var han også et virvar af personer, der alle forsøgte at hidse andre op til racekrig, og på Daily Kos var han en rødhåret feminist, som arbejdede for Amnesty International. Og så videre. Og så videre på alle mulige andre kendte og ukendte sites.

Han havde så mange alias over hele internettet, at han var en slags online Forrest Gump. Han var involveret i næsten alle store online-konflikter i de seneste 12 måneder og ofte som ophavsmand, som Schubert skrev på sin blog, og ofte anstiftede han en konflikt ved at lade et af sine alias linke til et andet alias - og bang!

For at tage et eksempel:

Goldberg opfandt nogle af sine alias, men i andre tilfælde valgte han eksisterende personer og stjal deres identitet. Joshua Bornstein var en af dem. Bornstein er en australsk-jødisk advokat og menneskeretsaktivist, som bl.a. har advaret mod hadefuld retorik, og Goldberg oprettede email adresser og sociale medie-identiteter i Bornsteins navn.

I april i år søgte han om at oprette en blog hos Times of Israel, som er en online-avis, og avisen sagde ja. 9. april skrev »Bornstein« så en blog om, at det ikke blot var nødvendigt at udrydde palæstinenserne, men også - under jødisk lov - tilladt.

Palæstinenserne var blot »kakkelakker« og »skadedyr,« hed det. Normalt ville en tilfældig blog i en tilfældig israelsk online-avis ikke vække stor opsigt, men Goldberg skabte gennem sine utallige online-personer et socialt ekkorum.

Han brugte et af sine Twitter-navne til at linke til artiklen og skrev, at »det er det mest syge og forskruede, som jeg nogensinde har læst. Læs det … I vil ikke tro jeres egne øjne.«

Andre af hans online-personer gen-tweetede det pågældende tweet og diskuterede for og imod, og undervejs ramte diskussionen en social hovedfærselsåre, og pludselig var det en nyhed.

Den rigtige Joshua Bornstein har beskrevet i Guardian, hvordan han hjemme i Melbourne stod op til en syndflod af mails, tweets og udskamninger, bl.a. kaldte den amerikanske forfatter Naomi Wolf ham »forstyrret,« »folkemorderisk« og »psykotisk.«

Bornstein tog kontakt til Times of Israel og krævede, at bloggen blev slettet, han forklarede offentligt, hvad der var sket, og online-eksperter mente, at nynazistiske grupper havde stjålet hans identitet.

Men artiklen blev ved med at dukke op, bl.a. fordi Goldsbergs online-personer blev ved med at linke til en arkiveret udgave af den, og en ny figur gjorde sit indtog i debatten: »Australi Witness.«

Australi Witness tweetede med et profilbillede af kaliffen af Islamisk Stat og førte sig som et talerør for IS, og 29. april i år tweetede han: »Den australske zionist Josh Bornstein har skrevet en artikel, som kræver mord på muslimer. Denne djævel må stilles til regnskab.«

Kort efter tweetede han igen. »Mon dette er Bornsteins adresse,« med et link til Joshua Bornsteins fysiske adresse i Melbourne.

Det var en klar og umisforståelig trussel, en tydelig og nærværende opfordring til et angreb - og et bevis for udviskningen af skillelinjen mellem social og fysisk virkelighed. Én mand havde skabt en konflikt, som ikke var, han havde fabrikeret den og selv spillet alle hovedrollerne, og nu genlød lyden af ladegreb og hæse kampråb.

Australi Witness havde allerede vist, hvad han kunne.

Op til tegnekonkurrencen i Garland i Texas 3. maj i år havde han opfordret til den slags angreb, som gjorde Charlie Hebdo til andet end et magasin, og en af gerningsmændene havde gen-tweeted hans beskeder, og der var en tydelig årsag-virkning mellem de to, sagde flere eksperter. Terrorforskeren Rita Katz fra organisationen Site Intelligence Group var en af dem.

Hun udsendte efter angrebet i Texas en rapport, hvor hun pegede på den rolle, som Australi Witness havde spillet i angrebet. Han havde på kort tid skabt sig selv en »nøglerolle i jihadkredse,« han var omgærdet af stor »respekt,« og - skrev hun - han forsøgte at rekruttere til Islamisk Stat og var »en del af en hård kerne,« som konstant ledte efter mål, som andre kunne angribe.

Men hvem var han? Ifølge sit eget CV var han en 20-årig libaneser, som boede i Australien, og som arbejdede for en humanitær organisation, og ingen vidste noget om hans dobbeltliv som online-jihadist og talerør for Islamisk Stat, skrev han på www.justpaste.it.

Flere australske aviser beskrev, hvordan Australi Witness havde gjort landet til omdrejningspunkt for online terror, og i USA begyndte forbundspolitiet FBI at interessere sig for ham.

I juli fik en hemmelig FBI-kilde - »CHS« - kontakt til Australi Witness online, og de begyndte at kommunikere direkte sammen gennem instant messaging. Og smiger banede vejen.

De følgende uddrag af deres kommunikation er redigeret for tydelighedens skyld, og Australi Witness er forkortet til "AW:"

CHS: Det er godt at tale med dig. Du er blevet berømt på det seneste … Lol. Smile.

AW: Virkelig? Hvor er jeg berømt?

CHS: Jeg læste en nyhedsartikel efter Garland. Dit navn var i den … gud være lovet. Kan vi chatte?

AW: Ja, de vantro medier skrev om mig efter Garland …

AW: ... nu forsøger jeg at få en helligkriger i Melbourne til at gøre jihad, men han bliver ved med at udskyde det. Han har allerede et skydevåben, men han insiterer på at lave en video med det sorte flag i baggrunden. Han vil også have sin ven med til at gøre jihad. Jeg er bange for, at han bliver fanget, inden vi kan gøre det. 

Nogle få dage senere genoptog de to kommunikationen, og efter nogle indledende fægtninger begyndte CHS forsigtigt at tale om muligheden for en amerikansk operation.

CHS: Måske kan vi smede sammen, bror? Jeg tror, at vi tænker nogenlunde ens…

AW: Hvad mener du, bror?

CHS: Det virker som om, du er i gang med at planlægge noget. Det er jeg også.

17. august - efter dage med kommunikation - skrev Australi Witness, at han håbede, at der ville ske et terrorangreb på årsdagen for terrorangrebet 11. september 2001.

CHS greb ideen med arme og ben og skrev, at »vi kan sikkert finde ud af noget.«

AW: Hvilke våben har du, bror? Jeg kan sende dig manualer til at lave bomber, hvis du har brug for hjælp.

CHS: Manualer vil være en stor hjælp … gud være lovet, jeg vil gøre noget, der er større end bare et skudangreb.

AW: OK, bror. Jeg sender dig bombemanualer på Twitter.

(Pause)

AW: Fik du dem?

CHS? Ja, jeg kigger på dem lige nu, bror.

Et par dage senere handlede kommunikationen om bombetype og bombested.

CHS: De manualer, som du sendte til mig - ved du, om bomberne virker?

AW: De virker, bror. Men en trykkogerbombe er endnu bedre. Lad mig spørge en af brødrene i kalifatet om instruktioner.

AW: Hvilken storby er du i nærheden af? Vi skal finde det bedste sted at placere bomben.

CHS: Jeg er i det midtvestlige USA, nærmeste by er Kansas City…

AW: Så du kan rejse til Kansas City for at udføre angrebet?

CHS: Ja, sagtens.

Australi Witness sendte en manual til at bygge en trykkogerbombe til CHS, han forklarede ham, at han skulle købe ingredienserne i forskellige forretninger, og Australi Witness fandt også et muligt mål - nemlig en mindehøjtidelighed, som brandfolkene i Kansas City ville holde for ofrene for angrebet 11. september 2001.

AW: Vær forsigtig, bror. Når du placerer bomben, skal du være sikker på, at bomben er rigtigt godt skjult.

CHS: Ja, jeg gemmer den i en rygsæk.

AW: Godt tænkt, bror...

CHS: Vil det være bedst i nærheden af brandfolkene eller publikum?

AW: Sæt rygsækken i nærheden af publikum.

Den følgende dag skrev CHS, at han havde købt mange af ingredienserne, men at han havde nogle spørgsmål.

CHS: Du skrev i din manual, at jeg skulle putte noget i trykkogeren - noget, der kunne fungere som granatsplinter.

AW: Hmm… lad mig spørge nogle af helligkrigerne.

(Pause)

AW: Brug noget, der kan skære … noget metal og nogle søm, bror.

CHS: OK, jeg vil købe en masse skruer og sådan noget

AW: Knust glas vil sikkert også virke. Bare put så meget skarpt i den, som du kan.

CHS: Jeg tænker, at jeg vil filme eksplosionen og råbe "gud er stor,« lige før den ryger i luften…

AW: Løb så langt væk, som du kan, bror. Der vil være kaos, når den ryger i luften. Splinter, blod og vantro i panik alle steder.

CHS: Al ære til gud.

AW: Hvis du kan, dyp skruerne og de andre splinter i rottegift, inden du putter dem i. De vantro, som bliver ramt, vil have større chance for at dø på den måde.

AW: De vantro vil tale om os med rædsel i stemmen.

Under deres kommunikation havde Australi Witness givet CHS det Twitter-navn, som han på det tidspunkt opererede under, og FBI kunne nu henvende sig til Twitter. Her fik politiet den IP-adresse - et online fingeraftryk - som var brugt til at logge ind på Twitter, og IP-adressen førte til en fysisk adresse, som politiet derefter satte under overvågning.

Australi Witness var klar til at blive sat ud af spillet.

Han var det selvbestaltede talerør for Islamisk Stat, han brugte kalif Baghdadis billede som profilbillede, han overtalte angiveligt to jihadier til at angribe en tegnekonkurrence i Texas, han havde kontakt til terrorister i kalifatet, han var en nådeløs arabisk islamist, så fuld af had, så klar med hån, så villig til drab, men hvem var Australi Witness?

IP-adressen førte ikke til Perth i Australien, men til det centrale Florida, til et parcelhus, som lignede en dobbeltgarage med tilbygning og overbygning, og her overvågede FBI-agenterne en husholdning bestående af mor, far, to mindreårige drenge og en ung mand.

Agenterne nedskrev, hvordan fire af de fem personer hver morgen forlod huset, og kun den unge mand blev tilbage, og han blev kun fysisk tilbage. For når Joshua Goldberg satte sig bag sin computer, var han som den lille dreng, der var alle sine drømme inden middag, og i hans tilfælde var meget få af drømmene gode drømme.

De var drømme om internetchikane, såkaldt trolling, og online terror, og hans fornemmelse for virtuel og fysisk virkelighed gled sammen og blev ét. Han vidste, at han var løgn, og derfor betragtede han alt omkring sig med en løgners promiskuøse opfatte af rigtigt og forkert.

Når han online fandt instruktioner i at bygge en bombe, når han læste, at ingredienserne skulle dyppes i rottegift, og når han sendte manualer og gode råd videre - når han online udstillede en advokat som islamomofob og fortaler for folkemord og viste terrorister vejen til hans dør, så forstod han enten ikke, eller også var han ligeglad med, at fysisk og virtuel virkelighed rammer hinanden i et krydsfelt, griber og krammer hinanden, og her kan det blive farligt.

FBIs teknikere afprøvede hans bombeinstruktioner, de var dødeligt effektive og ville uden tvivl - som han lovede - have endt med »splinter, blod og vantro i panik alle steder.«

Hans manual ville gøre læseren istand til at bygge den samme bombe, som dræbte tre og sårede 260 mennesker ved Boston Marathon i 2013. En ven spurgte ham engang online, om han slet ikke tænkte på det moralske krydsfelt, som han turnerede i. Goldberg slog det hen som mindre end mindreværdigt.

»Er du slet ikke bange for, at nogle af de her jihad-tosser går ud og dræber en eller anden på din opfordring,« spurgte den pågældende.

»De er bare nogle tøsede keyboardkrigere,« svarede han.

9. september 2015 var det hele forbi. Specialagenter fra FBIs antiterror-styrke stormede huset på Pine Road, de lagde Joshua Goldberg i håndjern og afhørte ham.

Ja, han var alle de alias, som agenterne remsede op for ham. Ja, han havde opfordret til et terrorangreb på tegnekonkurrencen og fået, hvad han bad om. Ja, han vidste godt, at han havde videregivet en manual til at bygge en rigtig bombe og til en mand, som ville placere den ved en mindehøjtidelighed for 11. september-ofrene.

Han svarede beredvilligt, indtil efterforskerne spurgte ham om hans motiv. Ikke fordi han ikke ville svare, men fordi han ikke kunne. For når man lever i løgnen, bliver den ene løgn »derfor« for den næste, og hvad er så i sidste ende »hvorfor?«

Goldberg videresendte bombemanualen og planlagde angrebet, fordi han håbede, at jihadisten ville sprænge sig selv i luften, lød ét af hans »hvorfor.« Han gjorde det, fordi han kunne alarmere FBI umiddelbart inden eksplosionen og få æren for at have reddet menneskeliv, lød et andet.

Forklaringerne er mulige, men formentlige mere umulige, og et tredje motiv trænger sig på. Han var en nobody, som online levede et liv, hvor han var nogen - han var »en del af en hård kerne,« en »konflikternes Forrest Gump« - og hans ambitioner var i hans eget univers af bedrag at blive endnu mere nogen. Og de ambitioner kunne have sat verden i brand.

Det er en skræmmende tanke, som vi formentlig gør bedst i at vænne os til.