Mordets melodi

Hvem myrder musikerne i Mexico? På halvandet år er 13 blevet dræbt, og en del af forklaringen er de sange, som musikerne synger: De såkaldte narcocorridos, som hylder narkoforbrydere, er med til at fremavle en voldskultur, som i sidste ende rammer deres hjemmelsmænd.

Los Tigres del Norte fotograferet på en mexicansk restaurant i Madrid på deres turné i oktober. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Pierre- Philippe Marcou

En høj, tynd mand stod i døren. »Jeg vil gerne tale med Beto,« sagde han.

Det var ikke usædvaneligt, at fans kom forbi pladeselskabet i et af de pænere kvarterer i Tijuana. Alberto »Beto« Cervantes og hans band Explosion Nortena var et af de store navne inden for deres genre, og at møde Beto, at få hans autograf eller håndtryk, var den slags, som gjorde sig i enhver konversation.

Det var heller ikke svært at finde medlemmerne af bandet. Uden for bygningen holdt tre luksuskøretøjer skødesløst parkeret, og den ene af dem – en stor BMW – tilhørte Beto. Det vidste alle sande fans.

Så musikeren var ikke forundret over, at den høje, tynde mand pludselig stod i døren og spurgte efter ham. »Jeg er Beto,« svarede Beto, og han rakte sin hånd i vejret.

De følgende begivenheder foregik med en fart – og en effekt – som fra en tjubang-film. Den høje tynde mand fiskede en pistol frem af sin bukselinning, han begyndte at skyde, han ramte Beto med tre skud, han flygtede, og under krudtrøgen lå tre blødende medlemmer af Explosion Nortena.

OPLYSNINGERNE STAMMER fra den mexicanske avis Frontera, og det er, hvad offentligheden og politiet ved om attentatet.

Beto lå i koma i 12 dage, og han har ikke siden villet tale med politiet. De andre tilstedeværende vil heller ikke forklare sig, og tilbage er kun, hvad der så ofte er i narkorkrigen i Mexico – rygter, der bliver til legender, som i sidste ende bliver til det, som Beto og Explosion Nortena lever af:

Narcocorridos.

Når de fleste tænker på mexicansk musik, tænker de – fejlagtigt – på samba, salsa eller andre latinamerikanske rytmer, eller de tænker – næsten lige så fejlagtigt – på et mariachi orkester med sombrero hatte.

Sandheden er, at den mest populære mexicanske musik er den såkaldte norteno – og den mest populære form for norteno er narcocorridos, som Elijah Wald redegør for i bogen »Narcocorridos«. Det er sange, der med harmonika og polkatakt lyder som skikkelig folkemusik, men teksterne er alt andet end skikkelige. De skildrer og hylder narkomiljøet og gør helte ud af de store og små forbrydere, der befolker miljøet, og det er sange, der mildest talt er kontroversielle i deres hjemland og i USA. Den tidligere mexicanske præsident Vincente Fox har foreslået at forbyde radiostationer at spille narcocorridos, en lang række radiostationer har frivilligt forbudt sangene, og forskere og organisationer advarer mod den måde, som de forherliger vold og kriminalitet på.

Men lige lidt har det hjulpet.

Narcocorridos er større end nogensinde, det største navn inden for genren, Los Tigres del Norte, har solgt 40 millioner plader og vandt i forrige måned en livstids-Grammy, og i disse dage er genren for alvor i vælten – for på halvandet år er 13 mexicanske musikere blevet myrdet og endnu flere såret, »det er en voldskultur, som er gået i selvsving«, som musikprofessoren Miguel Olmos har sagt til New York Times, og det er umuligt at finde ud af, hvor forbrydelsen stopper, og musikken begynder, musikken stopper, og forbrydelsen begynder, og det har kun gjort narcocorridos endnu mere forkætrede – og endnu mere populære.

IKKE ALLE AF DE DRÆBTE og sårede musikere var narcocorridista, nogle af dem optrådte med et blandet repertoire af sange om kærlighed og kriminalitet, som for eksempel den 28-årige Zayda Pena.

1. december spillede hun og hendes band, »Zayda & De Skyldige«, ved en koncert i Matamoros, lige på den anden side af grænsen til Texas, og hun hvilede sig bagefter i lobbyen på sit hotel. En revolvermand dukkede pludselig op, han skød hende med to skud, og han dræbte en af hendes venner og en medarbejder på hotellet og flygtede. Zayda Pena overlevede imidlertid, hun blev hasteopereret på det lokale sygehus, og da gerningsmanden fandt ud af, at hun ikke var død, troppede han op på sygehuset og gjorde med tre skud arbejdet færdigt.

Nu var Zayda Pena død.

POLITIET HAR IKKE ANHOLDT nogen af gerningsmændene til drabene på musikerne, og selv om motiverne kan variere fra drab til drab, går én forklaring igen:

Når man lever med sværdet, risikerer man også at dø for sværdet, og sådan har det altid været med narcocorridos.

Der var Los Tigres del Norte, som i 1972 etablerede den moderne udgave af genren med »Contrabando y Traicion« – en bloddryppende sang om et par narkosmuglere – men det var Los Tigres del Norte, som gjorde narcocorridos til det fænomen, som de er i dag. Chalino Sanchez kunne ikke synge, han sagde selv, at han »gøede ind i mikrofonen«, men han havde den baggrund, som gjorde ham til en autentisk historiefortæller.

Sanchez var fra en fattig familie i den bjergrige – og narkorige – nordvestlige del af Mexico; han var seks år, da hans far døde, og som 15-årig begik han sit første mord. Han dræbte den mand, der tidligere havde voldtaget hans søster. Chalino Sanchez tog flugten til El Norte – USA – og her var han og hans bror involveret i småkriminalitet. Broderen blev myrdet, og Sanchez begyndte at skrive sange om livet i skyggen, det hårde liv og det gode liv, og han var hofskribent for narkogangstere, som ville have skrevet sig et hyldestkvad. Sanchez lod sig aldrig fotografere uden sin pistol, han optrådte med sin pistol, og ved en koncert uden for Palm Springs i 1992 gik en fan op til scenen og skød Sanchez i siden. Sanchez greb sin pistol og skød manden, der senere blev fundet død i et krat – skudt med sin egen pistol i munden.

Syv mennesker blev skudt ved koncerten, der for alvor cementerede Chalino Sanchez’ ry som »the wild one«, en banebryder på linje med Elvis Presley og Tupac Shakur.

Han døde yngre end den første og på samme måde som den sidste.

I sin sidste tid var Chalino Sanchez begyndt at frygte for sit liv, han følte, at han var kommet for tæt på ilden, og han købte revolvere og rifler til sine venner, så de kunne beskytte ham. 15. maj 1992 – efter et brag af en koncert i Culiacan i Mexico – blev han og hans følge vinket ind til siden af en politipatrulje. Betjentene sagde, at Chalino skulle følge med på stationen, alene, og det gjorde han. Den følgende morgen blev hans lig fundet ved en afvandingskanal. Han var bagbundet og havde bind for øjnene, og han var dræbt af to nakkeskud, fremgår det af bogen »True Tales From Another Mexico«.

Chalino Sanchez blev 32 år, men hans myte og hans arv lever – og lever som aldrig før.

LOS TIGRES og Chalino Sanchez chokerede måske i deres tid, men de er kun byttepenge i forhold til genren i dag.

Som en af de mest kendte mexicanske sangskrivere siger i bogen »Narcocorridos«:

»Contrabanda y Traicion« er det rene Walt Disney i forhold til, hvad Los Tucanes synger nu.«

Der var tidligere en social dimension i sangene – på samme måde som amerikansk folkemusik hyldede Billy the Kid og Jesse James som fattigfolk, der gjorde, hvad de var nødt til at gøre – men i dag hylder narcocorridas ofte selve forbrydelsen og forbryderlivet og genstanden for forbrydelsen, narkoen, og Los Angeles-kunstnere som Lupillo Rivera og Jesse Morales har slået sig op som sangere, der besynger det glamourøse liv med en Bentley i garagen, en årgangs-cognac i hånden og en blondine i sengen, og førnævnte Los Tucanes slog igennem med en hyldest til de tre store kvaliteter i tilværelsen – hash, heroin og kokain – og de synger om en fastelavnsfest, hvor tønden er fyldt med kokain.

Da den legendariske femme fatale i den mexicanske narkokrig, Sandra Avilva Beltran alias »Dronning af Stillehavet«, for nylig blev anholdt, genlød æteren på begge sider af grænsen også af Los Tucanes og »Fiesta En La Sierra«, som handler om en narkobarons fødselsdagsfest i et hemmeligt palæ på en bjergtop. Sangens crescendo er ankomsten af »Dronningen af Stillehavet«. Hun ankommer i en helikopter og stiger ud, »smuk og maskeret ... denne forretningens mester, en meget magtfuld kvinde«, som de tilstedeværende mænd kindkysser og behandler i overensstemmelse med hendes nom de guerre. Sangen er dekoreret med dokumentariske lyde, rotorblade fra helikoptere, propellyde fra sportsfly, en kvindestemme, der metallisk siger »adgang tilladt«, og hele tonen og takten minder om en godartet »Sekstur til Vejle«, der kun forrådes af ord som »pistola« og »desperado« og lyden af slag og skud.

EXPLOSION NORTENA er gået endnu videre.

Grænsebyen Tijuana har i en generation været styret af Arellano-Felix kartellet, og Explosion Nortena har forskrevet sig til kartellet og fungerer som kartellets hoforkester.

Beto synger sange, hvor han med storladne ord glorificerer kartellets nu fængslede leder Francisco Javier Arellano Felix – i sangene omtales han som »El Tigrillo« eller »Den lille tiger« – og han synger i en nylig sang om et bandemedlem, der er på flugt fra FBI og mexicansk politi: »De vil aldrig fange ham/ han er en beslutsom mand«.

Derfor er det ikke utænkeligt, at det var medlemmer af et konkurrerende kartel, som i august stod bag nedskydningen af de tre medlemmer af bandet, men attentatet kan også være sket efter ordre fra Arellano-Felix, skriver San Diego Tribune.

For i en verden af skidtkarle og psykopater er Arellano-Felix kartellet i en morderisk klasse for sig selv, og det er muligt, at topledere i kartellet har set sig sure på deres eget husorkester. Som et medlem af et andet band, Ivan Quinonez, udtrykker det:

»Vi vil ikke synge om Arellano-Felix ... det er en meget delikat balancegang, og man gør det bare ikke.«

Beto siger til avisen, at han ikke har den fjerneste anelse om hvem, der kunne finde på at skyde ham og hans kolleger, og han afviser også, at han er med til at glorificere vold og narkoforbrydelser, og han gør det med den samme undskyldning, som alle narcocorridista kommer med.

»Vi synger bare om hverdagen. Vi synger om, hvad der sker,« siger han og understreger, at han kun giver folk, hvad folk gerne vil have, og folk – mexicanere og mexicansk-amerikanere – vil åbenbart have lyden af steroid polka og teksten af steroid virkelighed.