Mordet på Nemtsov – bare endnu et i rækken

Et år efter mordet på Putin-kritikeren Boris Nemtsov er efterforskningen gået i stå. Magt-haverne mørklægger det afgørende spor, siger de efterladte.

Et år efter mordet på den tidligere vicepremierminister og oppositionspolitiker Boris Nemtsov i Moskva, er fem anholdt i sagen. Ifølge politiet var der tale om et lejemord – men ingen bagmænd er pågrebet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: To medlemmer af det russiske parlament, Dumaen, rejste sig fredag op, rankede ryggen, og holdt et minuts stilhed for den dræbte oppositionspolitiker Boris Nemtsov.

Men de stod ret alene. De øvrige Duma-medlemmer – der er 450 i alt – blev siddende. De Kreml-loyale partier i parlamentet støttede ikke forslaget om at mindes Putin-kritikeren, der blev skudt og dræbt for præcis et år siden.

Optrinnet i Dumaen fortæller ikke så lidt om den kurs, Ruslands magthavere har valgt siden mordet. Den lyder nogenlunde sådan her: Lad os tale om noget andet.

I nabolandet Litauen har regeringen netop besluttet at opkalde en gade efter Boris Nemtsov. I hans hjemland består det eneste mindesmærke for den tidligere vicepremierminister af en samling blomster og fotografier på stedet, hvor han blev ramt af fem skud i ryggen. Og selv den uformelle mindelund på asfalten bliver jævnligt ryddet, når politiet rutinemæssigt tager oppositionsaktivister, der skiftes til at holde vagt på stedet, med en tur på stationen.

»Mit indtryk er, at de ønsker at vi skal glemme det. Vi skal fortrænge, hvad der skete,« siger Vadim Prokhorov, advokat for Nemtsovs familie.

»De vil fortælle os, at det ikke er så vigtigt. Det er bare endnu et mord, og dem er der jo så mange af,« siger han til Berlingske.

Den afgørende prøve er efterforskningen. Kort før jul meddelte chefen for Ruslands anklagemyndighed, Aleksandr Bastrykin, en nær allieret af Vladimir Putin, triumferende, at mordsagen er opklaret. Fem mistænkte er anholdt. Blandt dem den tidligere politisoldat fra delrepublikken Tjetjenien, Saur Dadajev. Det var ham, der affyrede de dræbende skud mod Nemtsov, siger efterforskerne. Men de siger også, at mordet var et lejemord. Så hvem står bag? Det gør en anden politisoldat fra samme politienhed: den 28-årige Ruslan Mukhutdinov, der fortsat er på fri fod.

Det tjetjenske spor

Men den version rejser flere spørgsmål, end den besvarer, mener Nemtsovs familie.

Både Mukhutdinov og Dadajev har en lang karriere bag sig i politibataljon »Nord«, en tjetjensk politienhed. Bataljonen hører under Tjetjeniens magtfulde overhoved, Ramsan Kadyrov. Kadyrov er selv udpeget af den russiske præsident.

Også efter at Dadajev blev anholdt for mord, priste Kadyrov sin underordnede som en »sand russisk patriot«. Dadajev har tidligere modtaget en medalje for tro tjeneste af Kadyrov.

Ingen af Dadajevs og Mukhutdinovs overordnede er til gengæld blevet afhørt. Chefanklager Aleksandr Bastrykin afviste sidste år en anmodning om en arrestordre på den næstkommanderende i bataljonen, skriver avisen Novaja Gaseta. Anklagemyndigheden har også afvist de efterladtes krav om at afhøre Ramsan Kadyrov i sagen.

At Kadyrovs politifolk skulle have tilbragt fire måneder i Moskva med overvågning og forberedelse til et mord uden deres overordnedes vidende, er i bedste fald en fantasifuld teori, siger Aleksandr Tjerkassov, Tjetjenien-ekspert hos menneskeretsgruppen Memorial.

»De har alle lav rang, og deres loyalitet er klar: Deres nærmeste overordnede og lederen af republikken. At forestille sig, at de handlede af egen drift, det lyder mildt sagt fantastisk,« siger Tjerkassov.

Men det er ikke desto mindre den teori, anklagemyndigheden har præsenteret forud for en retssag, der ventes at begynde i april.

Nemtsov-familiens advokat, Vadim Prokhorov, kalder det en skandale, at Kadyrov og hans folk ikke er blevet afhørt. Ikke mindst efter at den tjetjenske leder i januar holdt en tale, hvor han stemplede Putins politiske modstandere som »folkefjender«. Kort efter offentliggjorde Kadyrov en video, hvor en anden oppositionsleder blev vist med et sigtekorn i panden.

»Kadyrov ønsker rollen som Vladimir Putins gendarm, en gendarm med ret til at straffe,« siger Vadim Prokhorov.

Ifølge hans oplysninger er efterforskningen nu sat helt i stå.

»Vi ved, hvordan det fungerer. Bagmændene kunne anholdes, hvis Putin gav ordren til det. Den ordre har han tydeligvis ikke givet,« siger Prokhorov.

Glemselens mørke sænker sig

I stedet sænker glemslen sig langsomt. De statslige russiske medier taler sjældent om det uopklarede mord. Og i et land, der har oplevet mange politiske attentater, er ligegyldighed en af de største hindringer for en opklaring, sagde Boris Nemtsovs datter, 31-årige Sjanna Nemtsova, i sidste måned til Berlingske.

På mordnatten prajede Sjanna Nemtsova en taxa for at køre til det sted, hvor hendes far lå død på den kolde asfalt.

»De har skudt Boris Nemtsov,« sagde hun oprevet til chaufføren, der tydeligvis ikke vidste, hvem hun var.

»Og hvad så?« svarede han.