Det er torsdag første gang, siden en våbenhvileaftale trådte i kraft i januar, at Hamas frigiver ligene af israelske gidsler fra Gaza.

Det viser tv-optagelser fra byen Khan Yunis i det sydlige Gaza, hvor overdragelsen finder sted. Her ses Røde Kors' biler køre fra stedet med fire kister.

Tre af de fire døde gidsler formodes at være Shiri Bibas og hendes to små sønner, Kfir og Ariel Bibas.

Den fjerde formodes at være Oded Lifshitz, som var 83 år, da han blev taget til fange.

Deres identiteter kan ikke nødvendigvis bekræftes torsdag, da der skal foretages retsmedicinske undersøgelser.

Ifølge AFP havde hundredvis af mennesker samlet sig på det sted, hvor frigivelsen skulle finde sted. Det er en sandforhøjning, der tidligere er blevet brugt som kirkegård.

Fire sorte kister blev forinden vist frem på en scene. Hver kiste var ledsaget af et billede af et gidsel, som Hamas ville frigive. Ifølge AFP var der billeder af Shiri Bibas, Kfir og Ariel Bibas samt Oded Lifshitz.

Kfir Bibas var ni måneder gammel, da familien blev taget som gidsler fra kibbutzen Nir Or.

Drengenes far, Yarden Bibas, blev løsladt i live 1. februar.

/ritzau/