Monsteret opslugte sin skaber

Joe Francis´ »Girls Gone Wild« videoserie ændrede USA, udraderede normer og adfærd, men til sidst ødelagde den også ham selv.

SANTA FE: Stakkels Joe Francis.

Han fik en god ide: Han kunne rejse rundt til alle de steder, hvor pigerne fik for meget at drikke, og stemningen blev lidt for tropisk, og han kunne opfordre pigerne til at tage deres tøj af, og han kunne filme dem, og han kunne kalde sine film for »Girls Gone Wild« og sælge dem.

Det var tilsyneladende en god ide.

Joe Francis blev mangemillionær. Hans filmselskab endte med at omsætte for over 150 mio. kroner, unge piger kastede sig i hans arme og sagde til ham, at de også ville være vilde, han købte sig en sølvfarvet Ferrari 360 og en Gulfstream-privatjet, og han optrådte i sladderspalterne sammen med Paris Hilton og Lindsey Lohan.

Stakkels Joe Francis.

HVAD BETYDER DET, om et menneske vinder sig hele verden, hvis han undervejs mister sin sjæl, spørger den gode bog.

Joe Francis vandt sig hele verden eller i det mindste den del af verden, som han kerede sig om. Den slags, der omfatter g-streng og d-skål, over 40 pct. på flaskerne og et godt stykke under 40 i lix-tal, og han vandt sig berømmelse.

Men på det seneste synes det som om, at verden uden om hans verden har rottet sig sammen mod ham, og som om hans berømmelse har modarbejdet ham.

At begynde at hitte rede på alle de kriminalsager og civilsager, der verserer mod Joe Francis, er som at blive bedt om at redegøre for selskabsstrukturen bag Klaus Riskær. Det er kompliceret. Myndighederne i Nevada anklager ham for skattesvig. Myndighederne i Florida anklager ham for at udnytte mindreårige, for foragt for retten, bestikkelse og for at have smuglet narkotika ind i et fængsel. Myndighederne i Californien anklager ham for seksuelt overfald. Og kvinder fra tilsyneladende alle stater kræver erstatning for at være filmet og udleveret som den slags kvinder, der tjener deres penge på ryggen.

»Jeg bliver udsat for negativ særbehandling, fordi jeg er rig og berømt,« skrev han i sidste måned i et brev fra amtsfængslet i Reno i Nevada.

»Det er med mig som med Paris Hilton. Hvis ikke vi var berømte, ville vi være på fri fod.«

RETSSAGERNE KAN sende ham i fængsel i de næste 50 år og ruinere ham. Det er ét problem. Et andet og på mange måder alvorligere problem er, hvad hans initiativ har gjort ved ham og ved samfundet.

Avisen USA Today offentliggjorde i forrige måned en liste over de 25 tendenser, som har forandret det amerikanske samfund, og Joe Francis og »Girls Gone Wild« var en af dem.

Francis og hans film har bidraget til seksualiseringen af samfundet han har været med til at skabe eller i det mindste redet på ryggen af en generation, som ikke rummer tidligere generationers tilbageholdenhed, og som ikke opererer med en kridtstreg mellem berømt og berygtet. Med MySpace, YouTube, Facebook og Big Brother er drenge og piger vokset op med en ide om, at livet nu engang leves derude.

For seks år siden var Francis og hans klienter tydeligvis anderledes. Dengang fulgte magasinet Rolling Stone ham på en turne rundt til natklubber og strande, og han var lidt som en staldkåd gymnasieelev. Han rummede en ærefrygt for de kræfter, han havde udløst, og pigerne havde ikke smidt de sidste hæmninger. De skulle overtales, Joe Francis skulle overtale dem til at løfte toppen og smide bunden, og som han sagde til magasinet: »Mange piger vil gerne frigøres, og det er, hvad jeg gør jeg frigør dem.«

Han gik op til to piger og spurgte: »Vil I have en T-shirt?«

»Hvad skal vi gøre,« spurgte pigerne.

»Vise jeres bryster for kameraet,« svarede Francis.

Pigerne tænkte over det, og så sagde den ene:

»Jeg har ikke rigtigt store bryster.«

»Det gør ikke noget,« svarede Francis.

Og sådan fortsatte spillet, indtil Francis til sidst fik sine bryster, og de to piger fik deres T-shirt.

DER VAR DENGANG for kun seks år siden en relativ uskyld over hele foretagendet.

Uskylden er væk i dag.

For nylig drog journalist Claire Hoffmann fra Los Angeles Times med Joe Francis på turne, og det var en rejse ind i det, som Joe Francis sikkert engang havde betragtet som himlen, men som nu hvor han havde fået det viste sig at være et helvede bygget på gensidig udnyttelse og kynisme, stivet af med små røde piller og sprut.

Francis og hans følge og Hoffmann fløj i privatjet til en natklub i Chicago, og som journalisten konstaterede: »Jo mere tid jeg bruger sammen med Francis, desto mere tvivler jeg på ham, når han siger, at han lever sin drøm ud. Hans entusiasme virker påtaget. Hans foretagende er i sagens natur en konstant fest, og han virker udmattet.«

I et stille øjeblik erkendte Francis også selv, at det hele havde ændret sig, og »det kan gøre mig lidt trist.« I begyndelsen var pigerne uskyldige, og de overraskede somme tider sig selv med deres spontanitet. I dag udstiller kvinderne sig selv, de kaster sig ind foran kameraet og smider det hele og poserer og piller. En af kvinderne i natklubben fortalte, at hun ville være med i »Girls Gone Wild«, fordi »alle skal se mig. De fleste mænd vil have sex med mig ... men hvis endnu flere ser mig, så kan jeg måske blive skuespiller eller model,« sagde hun.

Hun ville være berømt, »for det vil give mig alt hvad, jeg drømmer om. Hvis jeg går ind i en eller andens hus og siger, hent det til mig, så henter de til mig.«

»I det øjeblik dæmrede det for mig,« skriver Claire Hoffmann. »Det her det er meget større end Joe Francis.«

DET ER MEGET større end Joe Francis.

I 1950 blev amerikanske teenagere i alderen 12 til 14 år spurgt, om de var betydningsfulde. Kun 12 procent svarede ja. Halvanden generation senere svarede 80 procent af teenagerne ja.

I en amerikansk meningsmåling sagde 50 procent af alle børn, at berømmelse er det store mål, i en britisk ditto sagde den største del af de adspurgte børn, at berømmelse »er det bedste i verden«, og da meningsmålerne for nylig spurgte amerikanske studerende, hvad de ville være, svarede de fleste »skuespiller eller medieperson«.

Så på den måde er det passende, at Joe Francis nu sidder i fængsel og formentlig bliver siddende i fængsel. Hans rolle er udspillet, og han er inderligt erstattelig; en anden forretningsmand vil surfe videre på den tendens, den tøjlesløshed, som han var med til at skabe, og afløseren vil gøre det uden tiltaler for voldtægt og skattesnyd, overfald og bestikkelse.

Joe Francis forgår, men jagten på berømmelse med alle midler består.

JOE FRANCIS SAGDE altid i sin macho-jargon, at han havde skabt »et monster«, og det er gået som i en klassisk bog om en anden mand, der også drømte om berømmelse, og som også skabte et monster.

Monsteret tog over, monsteret skubbede manden til side, og monsteret blev historien.

Som Victor Frankenstein inderligt frastødt udbrød, da hans monster kom til live:

»Skønheden i drømmen forsvandt, og en åndeløs forskræmthed og frastødthed fyldte mit hjerte.«