BARCELONA: Ingen fortrak en mine. Men de sænkede blikke og flakkende øjne hos flere af Spaniens øverste militære ledere mere end antydede, hvordan der blev krummet tæer i generalstøvlerne, da Juan Carlos I kort efter nytår holdt tale ved de væbnede styrkers fest.

Kongen hakkede og stammede, snublede over ordene og flere gange virkede det, som om han ikke selv forstod, hvad han sagde. Hoffet undskyldte bagefter den pinlige episode med dårlig belysning ved talerstolen. Men for alle med en vis realitetssans stod det klart, at Spaniens statschef siden 1975 ikke længere magtede sin opgave, og at helbredsproblemer samt – især – diverse skandaler omkring kongehuset havde slidt ham op.

Ifølge kilder i Zarzuela-paladset meddelte monarken allerede kort efter kronprins Felipe beslutningen om at abdicere – et skridt, som han ellers havde afvist i sit traditionelle julebudskab. I marts blev også premierminister Mariano Rajoy og oppositionsleder, Alfredo Pérez Rubalcaba, indviet i planerne, hvorefter man bestemte at vente med at offentliggøre dem, indtil forrige søndags europaparlamentsvalg var overstået.

»Trang til fornyelse«

Da Rajoy mandag formiddag efter et møde med kongen breakede nyheden, blev den imidlertid straks sat i forbindelse med resultatet af afstemningen. Ved et jordskredsvalg fik de to store statsbærende partier – konservative PP og socialdemokratiske PSOE – færre end halvdelen af stemmerne mod de sædvanlige 70-80 pct. Og da tronskiftet skal vedtages i parlamentet med to tredjedeles flertal, haster det med at få det gennemført, inden et valg ændrer det nuværende styrkeforhold mellem royalister og republikanere.

Juan Carlos’ egen udlægning af forløbet er i sagens natur en anden. I en båndet TV-tale udsendt først på eftermiddagen forklarede han, at de seneste års økonomiske krise har sat gang i en kritisk selvransagelse overalt i det spanske samfund og lod forstå, at kongehuset ikke er nogen undtagelse.

»En trang til fornyelse og overvindelse; til at korrigere fejl og betræde nye stier på vej mod en bedre fremtid, er blevet vækket i os. Og i den proces gør en ny generation krav på at spille hovedrollen, ligesom det i sin tid var tilfældet for min egen generation,« sagde kongen med henvisning til Spaniens overgang fra fascistisk inspireret diktatur til demokrati i 1970erne.

Juan Carlos benyttede samtidig lejligheden til at udtrykke sin stolthed over at have ført an i denne indtil for nylig sagnomspundne »transición«. Men hvis han ville have sikret sig et entydigt positivt eftermæle, er beslutningen om at abdicere givetvis taget adskillige år for sent.

Royal deroute

Det er længe siden, at også mange venstreorienterede spaniere betegnede sig selv som juancarlister, selv om de strengt taget gik ind for en republikansk styreform. Allerede først i 00erne begyndte jagthistorier om kongens hang til at plaffe løs på diverse sagesløse – og fredede – dyr at slide på populariteten. Senere fulgte beslaglæggelsen af et satirisk magasin, der på forsiden havde bragt en tegning af kronprinseparret i gang på lagenerne.

Men det er først og fremmest den økonomiske skandale omkring prinsesse Cristina og hendes mand, Iñaki Urdangarin, som har fået kongehusets popularitet til at styrtdykke. Kongens svigersøn ventes i løbet af de kommende måneder at blive tiltalt for svindel med offentlige midler. Cristina, der tidligere på året blev afhørt med en sigtets rettigheder, risikerer at lide samme skæbne. Indicier peger desuden på, at monarken som minimum har kendt til ulovlighederne.

Den slags julelege går ikke i et krisehærget Spanien, hvor de hårdtprøvede undersåtter heller ikke tilgiver Juan Carlos’ ekstravagante elefantjagt i Botswana for to år siden på et tidspunkt, hvor landet balancerede på statsbankerottens rand. Og om Felipes overtagelse af tronen kan sikre monarkiets stabilitet, sådan som hans far gav udtryk for i sin tale, er et åbent spørgsmål. I første omgang er der i aften indkaldt til republikanske demonstrationer i en lang række større byer, og flere venstrefløjspartier kræver en folkeafstemning om landets styreform.