Mørkets fyrste

Det kan godt være, at Blackwater skød 17 uskyldige irakere i Bagdad, og det kan godt være, at Blackwater har skudt andre uskyldige irakere, men som chefen for firmaet siger – »det er nu engang krig«.

Erik Prince, ejer af sikkerhedsfirmaet Blackwater, aflægger ed under tirsdagens høring i Kongressen. Blackwater, der bl.a. arbejder for den amerikanske regering i Irak, er kommet i søgelyset efter, at Blackwater-ansatte i sidste måned uprovokeret dræbte 17 civile irakere i Bagdad. Foto: Stefan Zaklin/EPA Fold sammen
Læs mere

Han hedder Prince. Og han er stærk tobak.

Ved en høring i Kongressen forsøgte politikerne tirsdag at skyde hul i manden og hans firma, Blackwater, men det er sin sag at skyde hul i en mand, der har tilbragt fire år i det amerikanske frømandskorps, og som for sine egne penge har bygget verdens mest avancerede private træningscenter.

Politikerne forsøgte, men Erik Prince svarede i korte, knappe sætninger og med en professionel soldats diktion.

I 2004 styrtede en af Blackwaters helikoptere ned i Afghanistan. Hvad var det for noget? »Ulykker sker nu engang,« svarede han.

Blackwater har fået skyld for at dræbe uskyldige civile i Irak. »Sådan er krig,« svarede han.

Efter høringen strålede Erik Prince som en uskrammet bokser efter en opreklameret kamp, og han tog navneskiltet foran sig og puttede veltilfreds souveniren i lommen og forlod Kongressen, skriver Washington Post.

For få år siden var han bare en rig mand med en ide.

Det amerikanske militær var efter Murens fald kraftigt decimeret. Den stående styrke havde op gennem 1990erne mistet en mio. mand – 700.000 soldater og 300.000 civile – men ironisk nok var antallet af missioner på samme tid steget. Den første Golfkrig, Somalia, Haiti, Bosnien og Kosovo.

Mellem de to kendsgerninger – færre soldater og flere operationer – var der en forretningsmulighed, vurderede Prince. For enhver anden tidligere soldat ville det være stoppet der. Som en ide på en serviet. Men Erik Prince var en rig tidligere soldat – »den rigeste frømand i amerikansk historie,« som en kollega forklarede om ham.

Hans far, Edgar Prince, havde etableret et imperium, som solgte dele til bilindustrien i Detroit. Faderen døde i 1995, og arvingerne solgte virksomheden for 1,3 mia. dollar, og Erik Prince kunne bruge sin del af arven til at gøre sin servietplan til virkelighed. Han opkøbte 2.400 hektar jord i en afkrog af North Carolina – det såkaldte Blackwater-område – og her byggede han en drengefantasi af en privat kaserne. Der var en træningsbane med en landsby, hvor soldaterne kunne nedkæmpe guerillaer; der var en snigskyttebane; der var en sø, hvor de kunne træne landgang; og der var en luftbase. Alligevel var det så som så med interessen, som lokalavisen News and Observer har konstateret. Politiafdelinger og elitesoldater kom og trænede, men det var ikke – som Prince havde forventet – et bonanza.

Så kom terrorangrebet 11. september, og med ét ændrede alt sig. Ikke blot forretningen Blackwater, men også den mentalitet, som skabte det urørlige Blackwater.

I 2001 betalte den amerikanske regering Blackwater en million dollar for tjenesteydelser. I år vil regeringen betale Blackwater over én mia. dollar for tjenesteydelser, og selskabets mænd spiller i Irak en rolle, der er omvendt proportional med deres antal.

I Irak er der i dag ifølge en ny opgørelse fra Pentagon 160.000 privatansatte soldater og servicemedarbejdere, og heraf tæller Blackwater små 1.000 mand.

Men der er to grunde til, at Blackwater fylder så meget mere i billedet og i nyhederne end deres kolleger og konkurrenter.

For det første kører Blackwaters mænd ikke lastbiler eller skræller kartofler. De arbejder som soldater og som livvagter for amerikanske diplomater og politikere, og de opererer i brændpunkterne.

For det andet opererer de med en aggressivitet, som er uset – selv for lejesoldater. Som journalisten Robert Young Pelton konstaterede efter at have tilbragt en måned sammen med dem i Bagdad: I trafikken »bruger de deres maskinpistoler, som andre ville bruge hornet«. Blackwater har siden 2005 været involveret i 195 skudepisoder, dobbelt så mange som andre private sikkerhedsfirmaer i Irak, og i 163 af tilfældene skød Blackwater først, skriver Kongressen i en ny rapport.

Deres aggressivitet har gjort dem til nogle af de mest hadede elementer i den amerikanske totalstyrke. Som en husmor i sidste uge sagde til nyhedsbureauet AFP:

»De lukker vejene efter forgodtbefindende. De kører i den forkerte side af vejen. De slår os bare ihjel.«

En anden beboer i Bagdad sagde til nyhedsbureauet AP: »De gør lige, hvad de har lyst til at gøre. De tæver uskyldige mennesker og håner os. Hvis sådan noget skete i Amerika (...) ville den amerikanske præsident så acceptere det?«

Deres aggressivitet rammer kernen i problemet Blackwater – og for den sag skyld kernen i problemet med private soldater.

Under høringen i Kongressen fastslog Erik Prince flere gange, at Blackwater var blevet hyret til at løse en opgave i Irak – selskabets mænd skulle passe på diplomaterne og politikerne – og Blackwater gjorde, hvad Blackwater nu engang skulle gøre for at løse den opgave. »Vi har ikke mistet en eneste klient,« sagde Prince.

Den almindelige hærs ledere skal se på det store billede. De skal vurdere, om det betaler sig at gå ind i en situation med støvler og larvefødder, eller om det betaler sig bedst at søge en mindelig løsning. I 2004 holdt hæren sig f.eks. i det store og hele ude af Fallujah, fordi situationen var spændt, men Blackwater sendte – med skæbnesvangre følger – sine mænd ind i byen, og ikke blot blev mændene dræbt og hængt forkullede til skue, men den amerikanske hær blev også tvunget til at slå hårdt ned i Fallujah, og i det øjeblik forvitrede konflikten i Irak og blev til en regulær krig og borgerkrig.

En af lederne hos Blackwater i Irak har forklaret analytikeren Peter Singer sit forretningssyn således: »Vores mission er at beskytte klienterne – og med alle midler – og hvis det betyder, at vi tramper på irakerne, ja, så er der ikke noget at gøre ved det.«

Men det er præcis den holdning, som skaber og fastholder modstanden i Irak, mener Singer, og det kan stilles op i en matematisk formel. Som han skriver:

»En iraker er på vej på arbejde. En konvoj af sortmalede firhjulstrækkere med sorte vinduer kommer imod ham på vejen. De kører i den forkerte vejbane, hans vejbane, og de har hornet i bund, og de skyder med deres maskinpistoler op i luften, og de skyder mod alle biler, som kommer for tæt på dem. Irakeren kører ind til siden (...) I løbet af dagen fortæller den pågældende iraker X antal mennesker om, hvordan han var tæt på at blive dræbt på vej til arbejde. Y er antallet af andre irakere, som også den morgen var i fare i trafikken, og Z er antallet af konvojer i Irak den dag. Multiplicer X gange Y gange Z gange 365 dage, og det er den matematiske formel for, hvordan man i løbet af et år taber en guerillakrig,« skriver Singer.

Erik Prince vil formentlig ikke kunne anerkende sådan en formel – eller sådan en tankegang. For han ser verden en-dimensionelt og to-farvet, og det er på samme tid hans store styrke og ditto skygge.

Prince kommer fra en baggrund, som er både republikansk og højrereligiøs. Som 19-årig foretog han sin første politiske donation – 15.000 dollar til det republikanske parti – og siden har han sponseret organisationer og kandidater, der er kendetegnet ved en militant konservatisme og kristendom.

Kun sjældent lader han sig interviewe, og endnu mere sjældent siger han noget politisk i sådanne interviews, men i 1992 fortalte han en avis, at han var forarget over, hvad han havde oplevet som praktikant i Det Hvide Hus under Bush den ældre. »Jeg så mange ting, som jeg ikke var enig i – homoseksuelle grupper, som blev inviteret inden for; budgetaftaler, miljølovgivningen, den slags love. Jeg mener, at regeringen har været nonchalant over for konservative synspunkter.«

Han gav under høringen i Kongressen i forgårs udtryk for samme kompromisløshed. En kritiker rejste spørgsmålet om en fuld Blackwater-soldat, som i jul skød og dræbte en livvagt for den irakiske vicepræsident. Blackwater-manden blev i al hast smuglet ud af Irak og til USA, hvor han ikke er blevet retsforfulgt. Havde Blackwater hjulpet ham med at flygte?

»Det er meget muligt,« svarede Prince. Bør drabet ikke få konsekvenser? »Vi kan ikke piske ham,« svarede Prince.

Dette simple verdenssyn vil måske være en fordel for andre virksomhedsledere, men når virksomheden opererer i internationale konflikter – og skaber internationale konflikter – så er det ikke en fordel. Som journalisten Dana Milbank konkluderede i Washington Post efter hans vidneudsagn: »Erik Prince er som sit firma. Han står åbenbart ikke til regnskab over for noget eller nogle.«