Mørkerejser

Mikkel Andersson har i snart to årtier jævnligt besøgt Auschwitz og en række andre nazistiske udryddelseslejre. Han overvejer, hvad der driver folk mod ”dark tourism”, hvor man besøger steder, hvor tragiske og makabre begivenheder har udfoldet sig.

Fra 1994 til 1998 tog jeg troligt på Roskilde Festival hver eneste sommerferie. Men fra 1999, da jeg fyldte 20, og mange år frem brugte jeg ferierne på at besøge dødslejre, som den nazistiske besættelsesmagt opførte i Polen under Anden Verdenskrig.

Det skyldtes i høj grad, at jeg var engageret i at tilbagevise holocaust- benægtere, og at jeg også senere brugte en del tid på dette folkedrab, da jeg læste historie. Besøgene kan tilskrives, hvad man vel kan kalde en professionel interesse. Men det ville ikke være den fulde historie.

Bylinefoto af Mikkel Andersson, byline. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

For jeg er det, man med et moderne udtryk kalder »dark tourist«. Uanset hvor morbidt, jeg indrømmer, det må lyde, finder jeg det interessant at besøge steder, hvor nogle af verdenshistoriens mest tragiske begivenheder har fundet sted. For mit vedkommende: Folkedrabet på seks millioner europæiske jøder.

For et par uger siden besøgte jeg Litauens hovedstad, Vilnius, med en gammel ven. Planen var at besøge de lokale bryggerier, se lidt på byen og besøge den såkaldte Stalin World, hvor hundreder af statuer fra landets kommunistiske fortid er samlet til skræk og advarsel.

Det var altså ingen holocaust-rejse. Ikke desto mindre endte det med, at jeg måtte en tur omkring Ponari-skoven. Stedet, hvor omkring 70.000 jøder fra Vilnius, der inden krigen blev kaldt Nordens Jerusalem, blev myrdet ved henrettelse.

Tag ikke fejl, der er ikke noget frydefuldt forbundet med sådanne besøg, og jeg er så afgjort bevidst om disse steders tragiske fortid.

Men denne hobby har unægtelig ført til nogen selvransagelse, for hvad er det egentlig, der fascinerer og lokker ved det tragiske og makabre i en grad, at man ligefrem opsøger det? For helt ærligt, ville jeg ikke rynke en anelse på næsen, hvis nogen rejste til Bataclan eller banegårde i Madrid og London eller måske til Utøya for at se de steder, hvor de største europæiske terrormassakrer har fundet sted? Sandsynligvis.

Selvfølgelig kunne jeg forklare mig med, at det skyldes et ønske om at erindre, hvad der foregik og holde mindet om de dræbte i live, men var det hensigten, kunne jeg nok have nøjedes med et par besøg i Auschwitz i stedet for snart ti.

Svaret skal for mit vedkommende findes i forsøget på at erkende virkeligheden af det passerede og gennem denne fysiske virkelighed forsøge at erkende det ufattelige.

For nok er holocaust et europæisk traume af enorme proportioner og et idéhistorisk hængsel, som også i dag er af afgørende betydning for vestlig selvforståelse og politik. Men det er også en konkret, fysisk og uomgængelig virkelighed. Det er itusprængte betonkældre på syv gange 30 meter, hvor hundredetusinder blev gasset ihjel lidt uden for den polske by Oświęcim, som tyskerne fra 1939 til 1945 kaldte for Auschwitz. Det er massegravene i Bełżec, der tydeligt kunne ses aftegnet som svage fordybninger i jorden, indtil et monument blev opført for nylig. Det er pigtrådsresterne i Sobibór, der i dag hænger højt oppe i granerne, fordi de er vokset mange meter, siden udryddelseslejren var i drift i årene 1942-43.

Samtidig med at jeg kommer for at opleve netop disse steders fysiske virkelighed, sker der en gradvis udtømning af den følelsesmæssige påvirkning, som de i sin tid afstedkom. Jeg selv og de fleste andre oplevede det oprindeligt som rystende at se dyngerne af hår, sko og kufferter, der er udstillet i Blok 5 i Auschwitz. I Birkenau, der er den største lejr i Auschwitz-komplekset, er det eneste, der er tilbage af hovedparten af de utallige træbarakker, der i sin tid rummede omkring 100.000 fanger, de murede skorstene, der på række peger op mod himlen, og jeg oplevede tomheden som intenst knugende. Men i dag er det anderledes.

 

I juli 2000 brugte jeg to uger i Auschwitz-Birkenau sammen med en større international gruppe, der undersøgte ruinerne af det såkaldte Krema II i forbindelse med en retssag anlagt af den engelske holocaust- benægter David Irving. Krema II er en kombineret kremations- og gaskammerbygning, som nazisterne sprængte i luften for at skjule deres forbrydelser. Det er måske den bygning på kloden, hvor flest mennesker er blevet myrdet, et sted i omegnen af 200.000, og blot et af otte gaskamre i Auschwitz-komplekset.

Vi opholdt os der dagligt fra tidlig morgen til langt ud på aftenen, og efterhånden, som dagene skred frem, holdt området omkring gaskammeret op med at være knugende og rædselsfyldt. Det blev til et sted, hvor vi også jokede, spiste sandwiches, brokkede os over defekte målebånd og en ulidelig varme.

Om aftenen, når lejren var tømt for besøgende, og skumringen langsomt sænkede sig, kunne man høre frøerne kvække i de små damme, hvor asken fra tusinder af myrdede var blevet smidt, og bjerge kunne anes gennem disen i horisonten. Da var det svært ikke at finde stedet ganske idyllisk og sært fredfyldt – på trods.

Morbidt og makabert eller ej kan jeg altid trøste mig med, at mange andre deler samme interesse for og fascination af det tragiske, for antallet af gæster til disse mindesmærker stiger markant år for år. Og om en uges tid skal jeg igen til Auschwitz og vise rundt. Jeg glæder mig.