»Mørke« reklamer med ai-videoer bliver vist i vigtige svingstater – Robert F. Kennedy Jr. er medafsender
Pro-Trump gruppe er afsender på en række reklamer med Robert F. Kennedy Jr., der afspilles i flere svingstater.
Pro-Trump gruppe er afsender på en række reklamer med Robert F. Kennedy Jr., der afspilles i flere svingstater.
En gruppe, der kalder sig »Make America Healthy Again« og støtter Donald Trump, har udsendt tre reklamer i flere vigtige svingstater.
CNN omtaler reklamerne som »mørke« og »konspiratoriske«. Reklamerne er ikke umiddelbart omtalt af andre amerikanske medier.
I reklamerne bliver der advaret mod censur fra regeringen, mulige mordplaner og giftige kemikalier.
Gruppen har bånd til Robert F. Kennedy Jr., der selv forsøgte at stille op til præsidentvalget, inden han trak sig for i stedet at støtte Trumps kandidatur.
Kennedy optræder også i den ene reklamevideo.
Reklamen indeholder klip af, hvad CNN formoder er ai-generede videoer af børn, der drikker grønne væsker.
»Nok er nok. Trump og jeg vil stoppe masseforgiftningen af amerikanske børn. Vi vil gøre Amerika sundt igen,« lyder påstanden fra Kennedy i reklamen, der fremstiller Demokraterne negativt.
En anden reklame viser billeder af det første attentatforsøg på Trump med ordene: »Vil du ikke gerne kende sandheden?«.
I den sidste reklame insinueres det, at Demokraterne vil »gøre en ende på ytringsfriheden«.
Der er rygtet, at Robert F. Kennedy Jr. er blevet lovet posten som sundhedsminister, hvis han støtter Trumps kandidatur.
The Washington Post skriver, at »Make America Healthy Again« – der er en klar hentydning til Trumps budskab »Make America Great Again« – af Trump-kampagnen bliver brugt til at forsøge at vinde skeptiske vælgere, der skulle være bekymrede for sygdomsbilledet i USA.