Efter en stærk start på året har det været en rigtig møguge på de amerikanske aktiemarkeder.

Her er man begyndt at blive bange for, at den amerikanske centralbank ikke har fået ordentligt bugt med inflationen og derfor må ty til flere rentestigninger.

Fredag faldt de tre toneangivende aktieindeks alle med over en procent. Dermed sluttede alle tre indeks med et minus på omkring tre procent for ugen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det ene af indeksene – Dow Jones-indekset over de store industrivirksomheder – har haft sin dårligste uge i fem måneder, skriver nyhedsbureauet.

Og der var mere dårligt nyt fredag, skriver finansmediet Marketwire. En af de indikatorer, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ser meget mod, viste fredag tegn på en stigende inflation.

Federal Reserve var ellers på sit seneste rentemøde begyndt at hæve renten i mindre bidder end tidligere. Renten blev hævet med 25 basispoint mod tidligere 50 basispoint.

Det havde flere tolket som, at den værste medicin mod inflationen i USA var slugt, og at lysere tider var på vej.

Men efter den her uge er nogle analytikere blevet i tvivl.

»Det, der bekymrer os, er, at de tal, der er kommet siden sidste rentemøde, har været enormt stærke,« siger Gene Goldman, en investeringschef fra Cetera Investment Management, til Reuters.

»Hvis Federal Reserve havde de her tal ved det sidste møde, havde de nok hævet renten med 50 basispoint, og retorikken ved pressemødet havde nok været meget anderledes.«

Inflationen er groft sagt ofte et udtryk for, at efterspørgslen er for høj. Det kan få priserne til at stige. Ved at hæve renterne kan centralbankerne dæmpe efterspørgslen og dermed forhåbentlig få priserne til at holde sig i ro.

Sideløbende med at en faldende efterspørgsel i teorien får priserne til at falde til ro, sænker det også aktiviteten i økonomien, hvilket normalt ikke er ønskværdigt.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.