Møgfald for sang om russiske rigmænd

Det er slut med at spille koncerter i Rusland, lyder advarslen til Robbie Williams efter »fornærmende« sang om rigmænd og ballerinaer. Sangen rammer lige på kornet, siger andre.

Tegning: Rasmus Bregnhøi Fold sammen
Læs mere

Yndefulde danserinder, brummende mandskor og tyvagtige rigmænd med råd til egen rumstation.

En ny musikvideo fra den britiske popsanger Robbie Williams kaster om sig med slidte symboler og drilske hentydninger i sit portræt af et dumt svin af en russisk milliardær.

»Party like a Russian« hedder sangen. Den har vakt en hel del opsigt i Rusland, hvor Robbie ellers har en stor fanskare.

»Det kræver sit at stjæle penge fra en hel nation. Jeg bruger mine småpenge på min egen rumstation,« synger han i første vers, mens en ballerina vikler sine bare lår om halsen på sangeren.

Siden sangen kom frem sidste weekend, har russisk stats-TV dedikeret lange indslag til kommentarer og analyser til den britiske musikvideo. Den giver et forvrænget, generaliserende og fordomsfuldt billede af Rusland, lød det på TV-kanalen Vesti-24.

»Kunne man forestille sig en lignende sang om Ukraine? Svaret er nej,« siger den russiske forfatter Sakhar Prilepin.

Ifølge TV-kanalen Life er sangen så fornærmende, at Robbie Williams kan glemme alt om at give koncerter i Rusland i en rum tid.

»Ingen af disse folk, store virksomheder eller individer, der ville have ham til deres events, ønsker at blive offer for hans vittigheder,« siger Sergej Knjasev fra den russiske sammenslutning af koncertarrangører til Life.

Som mange andre stjerner er Robbie Williams selv tidligere blevet hyret til at optræde ved private fester hos russiske oliemilliardærer og finansfyrster.

Andre russiske fans har dog modtaget sangen med smileyer og hyldest på Facebook. Fremstillingen af rigmanden i videoen er endda ganske tandløs sammenlignet med virkeligheden, lyder dommen.

Talrige russiske rockgrupper har i årenes løb udstillet både dårlig smag og grotesk livsstil blandt de stenrige såkaldte oligarker og det med brug af noget flere kraftudtryk end den forsigtige Robbie Williams, påpeger den russiske popsanger Jurij Loza.

»Hvorfor må andre ikke lave sjov med det, som vi alle griner af?« siger han til avisen Komsomolskaja Pravda.

Han illustrerer sit spørgsmål med en vittighed om den verdensberømte spanske sopran Montserrat Caballé, der angiveligt også har optrådt ved private rigmandsfester i Rusland:

»Hvad er definitionen af dyrt? Det er, når man tvinger Montserrat Caballé til at synge en firmasang for et russisk olieselskab«.