Hun var så naiv, forklarer hun. Hun vidste ikke, hvad der kunne gå galt, hun blev simpelthen revet med.
Hvis Karen Smallwood imidlertid vidste, hvad hun ved i dag, ville det have været en helt anden samtale, hun havde haft med sin datter for nogle år siden.
Hun havde nok ikke faret ud for at hjælpe hende med at shoppe nye bikinier. Måske hun i stedet var stoppet op. Ja, måske havde hun spurgt sin datter, om det nu også var en god idé?
Når Karen Smallwood fra Englands fjerdestørste by, Sheffield, kommer med denne efterrationalisering i dag, er det, fordi datterens deltagelse i realityprogrammet »Love Island« gik fra drøm til mareridt.
Det er en oplevelse, hun ikke ønsker for nogle forældre, lader hun vide over for Daily Mail:
»Hun gik fra at være denne sjove, sprudlende pige til en, der ikke ville ud af sengen. Fra denne selvsikre, selvstændige pige til en, der skulle flytte ind hos sin mor igen,« siger Karen Smallwood om sin datter til avisen.
Nu ruller en ny sæson af »Love Island« over skærmen, og det får britiske mødre til at advare: I skal ikke skynde jer med at være støttende.
Depression og dødstrusler
Karen Smallwoods datter, Savanna Darnell, deltog i realityprogrammet i 2008. Hun tog afsted med høje forventninger til oplevelsen.
Men når forventningerne ikke afspejler virkeligheden, bliver man efterladt med følelsen af at være en fiasko – en »offentlig fiasko«, lyder det.
Og efterspillet var dét, der ramte Savanna Darnell hårdest: Hun har ifølge Daily Mail indrømmet, at hun endte med at få en depression som følge af de dødstrusler, hun modtog fra folk på internettet.
Tv-programmet havde tilbudt Savanna Darnell rådgivning, da hun vendte hjem efter at have deltaget i Love Island. Hun takkede nej til det i troen om, at det ikke var nødvendigt.
Men da moren, Karen Smallwood, trådte ind på hendes værelse dagen efter, hun var vendt hjem, lå hun og græd. Hun havde været oppe hele natten for at læse de kommentarer, der var skrevet om hende på nettet.
Der var blandt andet beskeder om, at hun »bare burde dø«, lyder det over for avisen.
Savanna Darnell har det ifølge sin mor godt i dag. Hun har fået hjælp, og hun har »genopbygget sit liv«, fortæller moren. Men det har taget tid.
Darnell er imidlertid ikke den eneste deltager i »Love Island«, der har oplevet hadefulde kommentarer fra fans, efter at have deltaget i realityprogrammet.
Eunice Denny, der er mor til »Love Island«-deltageren Arabella Chi, beretter også om, at hendes datter oplevede et modtryk på nettet. Hun blev ikke påvirket af oplevelsen i samme grad som Savanna Darnell, men der var også trusler.
»Jeg var bange for, at truslerne ville blive ført ud i livet,« fortæller hendes mor, Eunice Denny, til Daily Mail.
Derfor har mødrene Eunice Denny og Karen Smallwoods et råd til andre mødre: Lad jer ikke blive revet med af »hypen«.