Møbelsælgeren der bliver præsident

Indonesiens næste præsident er sandsynligvis en storsmilende mand med hang til heavy metal. Joko Widodos ledelsesstil adskiller sig så markant fra tidligere præsidenters, at indonesisk politik nok aldrig bliver det samme igen.

Jokowi Widodo har en helt anden stil end de fleste indonesiske politikere, der ofte fører sig frem som let overvægtige og med overklasseattitude. Widodo optræder derimod afdæmpet, med et stort smil, og dertil kan han lide heavy metal-musik. Den stil får mange indonesere til at betragte den kommende præsident som en af deres egne. Foto: Darren Whiteside Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JAKARTA: Indonesiens kommende præsident, Joko Widodo, bruger så lidt tid på kontoret som overhovedet muligt. Det bliver til maksimalt to timer om dagen.

Det er ikke som sådan usædvanligt i Indonesien, hvor ledende embedsmænd og politikere er kendt for deres særdeles afslappede forhold til mødetider. Men den 53-årige »Jokowi«, som Joko Widodo bliver kaldt i folkemunde, sidder ikke og drikker indonesisk kopi taim-kaffe med vennerne.

Han er konstant på farten for personligt at besøge og følge op på de projekter, han har sat i gang som guvernør i hovedstadsregionen Jakarta. Disse uventede inspektioner er nødvendige, mener han. Ellers bliver tingene i bedste fald ikke til noget, og i værste fald forsøger nogen længere nede i systemet at udnytte den manglende opmærksomhed til egen fordel, altså korruption.

Møbelsælgeren fra Soho

Den ledelsesstil har gjort ham til en populær politiker i Indonesien. Først som borgmester i Soho, eller Surakarta som hans hjemby også bliver kaldt, nu som hovedstaden Jakartas guvernør – og hvis exitpolls fra de mest anerkendte meningsmålingsinstitutter i Indonesien står til troende, indtager han i næste måned posten som præsident for klodens fjerdefolkerigeste nation, det tredjestørste demokrati med verdens største muslimske befolkning.

Og alt dette kan forklares med Jokowis baggrund som møbelsælger i Soho.

De fleste politiske modstandere havde i begyndelsen af Jokowis politiske karriere svært ved at tage ham alvorligt. Dels har Jokowi kun en mellemlang teknisk uddannelse, og hans karriere som ejendoms- og møbelsælger ligger langt fra det typiske billede af politikere i Indonesien, der groft sagt består af mennesker knyttet til politiske dynastier, superrige forretningsmænd, religiøse overhoveder eller tidligere højtrangerende generaler fra militæret. Modsat disse, ofte let overvægtige og rundkindede politikere, der fører sig frem med en overklasseattitude, er den magre Jokowi med sin meget afdæmpede facon, sit store smil og sin hang til heavy metal-musik, en meget anderledes type. Og lige præcis dét gør den tidligere møbelsælger til »en af vore egne« i mange indoneseres øjne.

En politisk stjerne blev født

Hans ledelsestalent har dog heller ikke fornægtet sig.

I sine syv år som borgmester i Soho fik han vendt byens image fra at være en by med store sociale problemer til et kulturelt centrum. Han skabte bedre forhold for handlende, sygesikringsordninger for fattige, parker, bedre offentlig transport og masser af kultur under sloganet »Soho: Javas sjæl«, men mest bemærkelsesværdigt var den måde, som Jokowi blev ved med at gå forrest på. Som for eksempel da det lokale elværk slukkede for gadebelysningen dagen før juleaften på grund af for mange ubetalte regninger blandt byens borgere. Her mødte Jokowi personligt op med pengene i kontanter, og foran den samlede presse belærte han selskabets ledelse om dets ansvar i lokalsamfundet.

Resultaterne kastede et hav af priser af sig og blev bemærket langt op i det politiske system i Indonesien. Især af hans partiformand i PDI-P, den tidligere præsident Megawati Sukarnoputri, der begyndte at køre ham i stilling til noget større, nemlig som guvernør for Jakarta.

At han rent faktisk vandt guvernørvalget i hovedstadsregionen Jakarta i 2012 kom bag på mange, men hans politiske modstandere undervurderede igen fuldstændig Jokowis folkelige appel og hans arbejdsmoral, men måske især hvor stort ønsket om politisk forandring var hos vælgerne.

Denne gang var det dog ikke Jokowis baggrund som møbelsælger, der var den politiske overraskelse, men derimod at de overvejende muslimske indbyggere i landets hovedstad valgte en »udenbys« kandidat og endda én, der stillede op med en kristen, etnisk kineser som viceguvernør, nemlig Basuki »Ahok« Purnama.

Det var første gang i et så prestigefyldt valg, at vælgerne i den grad var ligeglade med etnicitet og religion. Nu stemte de på den kandidat, der kunne fremvise de bedste resultater, og det var i det her tilfælde Jokowi. Valget sendte chokbølger gennem de etablerede politiske partier, der med det samme var klar over, at Jokowi før eller senere ville komme i spil som præsidentkandidat for PDI-P.

Indonesiens nye præsident

At Jokowi allerede stillede op til præsidentvalget i år kom dog bag på de fleste, men denne gang lod hans rival, general Prabowo Subianto, sig ikke overraske, og i en veltilrettelagt modkampagne blev Jokowis baggrund som møbelsælger pludselig brugt imod ham: Han var ifølge sin modstander ikke præsidentembedet værdigt. Med sit store smil, det imødekommende væsen og den afdæmpede attitude ville han aldrig kunne begå sig i et job, hvor man skal træffe hårde afgørelser hver dag, tordnede den tidligere general.

Flere og flere vælgere gav Prabowo ret, og Jokowi satte et kæmpe forspring så meget over styr, at han på valgdagen i onsdags kun førte med to-tre procent. Flere medier og iagttagere bemærkede, at de aldrig havde set Jokowi så anspændt. Hans grundlæggende tro på, at folket ønsker forandring, og at han er manden, der kan levere den, var tydeligvis blev rystet i takt med, at forspringet skrumpede ind. Derfor var det også som forskellen på dag og nat at se Jokowi træde ud af bilen foran partiformandens hus, da først de fleste pålidelige meningsmålingsinstitutter havde givet ham en sejr på 52 procent af stemmerne.

Da var det velkendte smil igen på hans læber, og det endda så stort, at det var tydeligt for enhver, hvor lettet han var over resultatet. Et resultat, han med det samme tilskrev folket: »Det var ikke mig, der vandt i dag. Det var alle indonesere.«

Og som en af de få politikere i Indonesien lød han, som han mente det.