Modstræbende ser Belgien sin blodige fortid i øjnene

Kong Leopold II var Belgiens konge og tidligere koloniherre i Congo, hvor han under dække af at »bringe civilisationen til Congo« stod bag et regulært folkedrab og plyndrede Centralafrika for dets rigdomme. Først nu – mere end 100 år efter kongens død – omskriver Belgien langsomt sin kolonihistorie.

I 1885 overtog Belgiens konge, Leopold II, Congo som sin private ejendom. Han blev datidens rigeste mand, fordi blandt andet bilindustrien efterspurgte gummi fra landets plantager. Nu oplever Belgien et sent opgør med kolonitiden. Her en moderne skulptur af Kong Leopold udenfor Afrikamuseet i Tervuren nær Bruxelles.  Francois Lenoir

I over 15 år har en uløst kriminalgåde hvilet over badebyen Oostende, der ligger på Belgiens korte kyststrækning ud til Nordsøen. En aprilnat i 2004 gik gerningsmænd ud til strandpromenaden, hvor en rank statue af landets tidligere konge, Kong Leopold II, højt til hest spejder ud over vandet.

På højre side kigger bronzefigurer, der skal ligne Oostendes taknemmelige borgere op på ham, fordi han forvandlede det søvnige fiskerleje til overklassens foretrukne feriemål for godt hundrede år siden. Det førte datidens champagnedrikkende borgerskab til byen, der med kasino og luksushoteller også i dag appellerer til overklassen.