Moderna sender vaccine mod problematisk coronavariant til test

Laboratorietest har vist, at Modernas normale coronavaccine er langt mindre effektiv mod sydafrikansk variant.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Det amerikanske medicinalselskab Moderna er klar til at teste en vaccine udviklet specifikt mod den sydafrikanske coronavariant.

Det oplyser selskabet sent onsdag aften dansk tid.

Der er tale om en såkaldt booster-dosis, der skal øge effekten over coronavarianten B1351, der blev opdaget i Sydafrika i slutningen af sidste år.

Moderna oplyser, at selskabets nye vaccinekandidat nu er blevet sendt afsted til USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH) for at blive testet.

»Vi ser frem til at begynde kliniske studier af vores variant-booster. Og vi er taknemmelige for NIH's fortsatte samarbejde med a bekæmpe denne pandemi,« siger administrerende direktør Stéphane Bancel.

Moderna har tidligere meldt ud, at dets coronavaccine, som Danmark har bestilt millioner af, også er effektiv mod de nye og mere smitsomme varianter af coronavirus.

Men når det gælder den sydafrikanske variant, har laboratorietest vist, at vaccinens neutraliserende effekt er seks gange lavere end over for den britiske variant, B117.

/ritzau/Reuters