Modermælken, bankrøveren og den funklende tinde

I Cambodja er det slut med salg af modermælk fra fattig til rig, I USA har man fået fat i en forbryderbande, der kan inspirere Hollywood og nu skal Mount Everest atter funkle uspoleret efter år med affald spredt ud over bjerget. Det er ugens...

Mount Everest er smukt, men også livsfarligt. Nu skal der ryddes op efter at skrald har ligget frit på bjerget i flere år, hvor det har været lukket ned for bjergbestigning efter voldsomme ulykker. Fold sammen
Læs mere
Foto: GOPAL CHITRAKAR

Den enes nød, den andens mælk, kan man sige i Cambodja. Her har man nu forbudt en praksis, hvor et firma købte overskydende modermælk fra cambodjanske mødre for at sælge det til amerikanske mødre, der har problemer med selv at producere mælk, skriver BBC.

Fejl- og underernæring er et enormt problem blandt Cambodjas børn, og selv om firmaet fastholder, at man følger WHOs anbefalinger for, hvornår det er sikker for en mor at give mælk bort, mener kritikere, at de fattige kvinder bliver udnyttet og at de fristes til at sælge mere mælk end godt er for deres egne børn, da de bliver betalt efter mængde.

Flere af kvinderne har givet udtryk for, at de var glade for de relativt mange penge, de kunne tjene, ligesom antropologen Charlotte Faircloth påpeger, at de til syvende og sidst har ret til selv at bestemme over deres krop, skriver BBC.

… spjældtur

Efter et årtis indbrud i banker er hammeren faldet for 48-årige Alceu Johnny Andreis, der i Californien er blevet idømt 20 års fængsel, samt at tilbagebetale mere end 82 mio. kr., skriver The Press-Enterprise.

Sagen er blevet sammenlignet med den famøse bankrøver-film “Heat” på grund af det høje niveau, som Andreis og hans medsammensvorne har haft rent professionelt. I modsætning til Robert de Niros svært bevæbnede gruppe i “Heat” brød Andreis og Co. ind i bankerne i nattens mulm og mørke ved at bore hul i taget med førsteklasses udstyr, sænke sig lydløst ned og undgåede dermed at ty til vold.

Under indbruddene bar de samme mærke og størrelse sko samt ens tøj, ligesom de udviklede et særligt kodesprog, som de brugte, når de talte sammen over walkie talkies. Når de endelig slog til, var det altid først efter nøje planlægning og overvågning af banken.

Anholdelsen skete det efter længere tids indsats fra politiet, der tog dem på fast gerning under et indbrud.

… oprydning

2014 og 2015 var nogle af de mest dødbringende år for bjergbestigere, der ville bide skeer med verdens højeste bjerg, Mount Everest. I 2014 døde 16 mennesker i en lavine og året efter var tallet 19.

Af sikkerhedsårsager lukkede de nepalesiske myndigheder bjerget ned for klatrere, og nu ligger der efterladt affald over store områder på Everest, skriver The Guardian.

Men nu skal der ryddes op på bjerget. Sherpaer bærer ekstra skraldesække op med sig og får penge for hvert kilo affald, de vender tilbage med. Desuden skal helikoptere samle særligt tunge sække op.

Myndighederne forventer, at der efter karantænen vil komme rekordmange bjergbestigere til foråret, og så skal verdens højeste bjerg jo gerne tage sig godt ud.